Den sidste nadver

... Blev til en brunch!

Der kan skrives mange ord, der kan vises mange billeder, der kan synges mange sange. Alligevel vil det tage alverdens tid at fortælle om alle de fantastiske oplevelser, jeg har haft som volontør. I har fået mange på min blog, igennem Facebook og billeder og gennem samtaler. Jeg kan blive ved, men jeg vælger at lade være. Til gengæld vil jeg gerne fortælle om vores sidste nadver, som forvandlede sig til en brunch.

En fredag formiddag mødtes fem solbrune Meet The People-volontører og blege Thea (sorry, søs, men det var du altså!) på en fortovscafé i hjertet af Jerusalem. Vi hyggede, vi grinte, vi smilte, og vi glædede os over mange oplevelser sammen. Det var dagen før Peder, Matilde og Simons afgang mod Danmark, så i bedste volontørånd skulle vi spise lidt lækkert og nyde solens stråler.



Jeg kunne ikke rigtigt forstå, at seks måneder var gået. Alligevel var vi alle klar til at komme videre, opleve nyt og nye mennesker.

Jeg vil ikke komme med en lang smøre om, at du ændrer verden, når du er volontør.
Jeg vil ikke sige, at livet er en dans på roser, hvis du er volontør.
Jeg vil ikke sige, at du spiser mindre, bare fordi du er nede i varmen (Det passer virkelig ikke! Du befinder dig i air-con det meste af tiden og spiser konstant).
Jeg vil ikke sige, at du for alt i verden skal være volontør frem for noget andet.
Jeg vil ikke sige, at jeg er et bedre menneske end andre, bare fordi jeg har arbejdet med handicappede.

Til gengæld:
Jeg vil sige, at det er fantastisk at lære en anden befolkning at kende på tæt hold.
Jeg vil sige, at sammenholdet er fantastisk.
Jeg vil sige, at muligheden for at leve i en anden kultur er givende.
Jeg vil sige, at du ændrer ikke verden, men at du rører ved menneskers hjerter, når du lader dem komme ind i dit hjerte.

Alt dette gjorde jeg, og jeg vil være evig taknemlig. Jeg kan derfor kun takke og bukke og neje ydmygt for de mennesker, som har fulgt mig i de seneste syv måneder. Jeg skal til Jerusalem igen, og jeg håber og beder til, at jeg også skal opleve det ny Jerusalem. Hvilken forskel der er, glæder jeg mig til at se, men én ting er sikkert - mit Jerusalem har været fantastisk, så det ny Jerusalem, må være out standing!

Afsked og skønne minder på nethinden

Jeg vidste jo godt, at dagen ville oprinde. Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til alle mine beboere, som nu også kan betegnes som mine veninder, mine børn, mine guldklumper, you name it. Fordi jeg var ikke volontør, og de var ikke beboere. Forholdet i de foregående seks måneder havde udviklet sig til et skønt venskab på godt og ondt.

Dagligstuen var en tirsdag i slutningen af juli pyntet med dug og blomster. Pigerne havde allerede grædt den sidste måned (mere eller mindre). Pigerne havde købt flotte halskæder til Katharina, Astrid og jeg, og vores leder og husmor gav os en anbefaling samt et billede af nogle af vores mange oplevelser med beboerne. Vores leder sagde lidt, vores husmor sagde lidt, pigerne sagde lidt, Katharina sagde lidt, Astrid sagde lidt, jeg sagde lidt... Og så græd alle pigerne! Katharina, Astrid og jeg havde lavet et stort billede med en masse skønne små billeder af os volontører sammen med beboerne. Et godt minde, som de vil kunne se tilbage på. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle holde den ellers gode og rolige stemning oppe, men i hvert fald hulkede alle fem piger, og vi måtte ellers rundt og trøste dem.

Men det er svært. Svært når man har været sammen med dem næsten hver eneste dag de seneste seks måneder. Svært når man ved, at det bliver hårdt for dem at være uden volontører igen. Svært når man ved, at der går lang tid før, man ser dem igen.

Men tiden til afsked var kommet, og jeg har hver dag kunnet finde en masse ting at glæde mig over. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig ufatteligt meget til næste gang, hvor der står Tel Aviv på flybilletten, for så skal jeg med garanti se mine piger igen. For der går ikke en uge, hvor mange gode oplevelser bliver vist på min nethinde, og jeg smiler.

Månedens bedste bommerter

Det er snart to måneder siden, jeg vendte tilbage til Danmark. Alligevel skal I ikke snydes for nogle sjove oplevelser fra den sidste måned af mit volontørophold. So here we go:

På en fin tredjeplads har vi Peder. Under en guidet tur kommer vi på den ene eller anden måde til at snakke om udslæt. Snakken går, og jeg undrer mig lidt over Peders udtale af "udslæt". Jeg synes nemlig, at jeg hører et h foran udslæt. Så jeg spørger Peder, om hvordan han staver til udslæt, hvortil han siger h-u-d-s-l-æ-t. Nej, Peder, der er ikke noget h! "Jo jo, det siger min mor i hvert fald, og det er jo også huden, der slætter ud... eller sådan noget!". Nej, Peder! Desværre har du ikke ret denne gang, men alligevel skal du have en tredjeplads på denne måneds top tre. Og forresten, tjek linket her ud, så kan du også finde ordet på andre sprog :)
http://www.ordbogen.com/opslag.php?word=udsl%C3%A6t&dict=auto#daen

Astrid indtager andenpladsen med en dejlig sprogbøf. I en snak om alle hendes skøre aktiviteter (og nej, Astrid, det er ikke normalt at gå til fluebinding), så fortæller Astrid om nogle af sine spejderoplevelser. Da hun har nævnt ord som "spejderfører" og "spejderhjælper", siger hun: "Forresten, nu bruger jeg lige sådan nogle fagudtryk inden for spejderverdenen..." Astrid! Vi ved godt, hvad en spejderfører og en spejderhjælper er, and guess what?! Det gør alle vist. Men tak for din venlige tanke - du er nu skøn!

Den aller sidste førsteplads i "Månedens bedste bommerter" går til papa Pede. Mange ting har Peder styr på, men det der med jødernes motion under en sabbat er måske ikke lige hans stærkeste side. I hvert fald fortæller Peder en aften, at jøderne går så hurtigt i sabbatten, fordi så tager de ikke så mange skridt, og dermed kan de gå længere. Okay, bare lige for at få det på det rene: Jøder må gå et bestemt antal skridt/x antal kilometer hver sabbat, hvis de vil overholde de 613 bud. Men nu hænger det hele jo sammen således, at man tager ikke færre skridt, hvis man går hurtigere... Da vi var flere, som stod inde for denne forklaring, måtte Peder lige tænke sig lidt om, argumentere for sin sag... og så indrømme, at hans forklaring ikke hænger helt sammen.

Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til alle jer, som har bidraget til "Månedens bedste bommerter"! I har været, er og vil altid være en stor fornøjelse af være sammen med!

Jerusalem, part 6

Så kom de sidste billeder endelig på nettet efter lang tids kæmpen mod Facebook og en langsom computer.

Igen en gang: kopier linket, sæt det ind i et nyt vindue/ny browser og tryk enter - så er der billeder!

http://www.facebook.com/album.php?aid=206668&id=619027231&l=39aab10249

So, enjoy folks!

By the way, der kommer snart flere blogindlæg om den sidste del af mit volontørophold.

Road trip, pyramider og driverliv

Min tid er faerdig som volontoer... Men det betyder da ikke, at jeg absolut skal rejse hjem til kolde Danmark med frikadeller og koldskaal med det samme. Derfor er storesoester Thea kommet til det forjaettede land og dets naboer, saa vi kan opleve varmen, goderne ved air condition og naturlige pools.

Jeg noed min sidste tid som volontoer. Vi ses-fest, gaver, knus og taarer kan nok meget godt beskrive de sidste uger. Alt det vil jeg fortaelle om paa bloggen, naar jeg kommer hjem til Danmark igen. Foerst staar den paa road trip i Israel, vilde naturoplevelser i Egypten og Petra i Jordan, hvorefter jeg saa lander i Karup Lufthavn kl. 23.30 d. 27. august.

Saa foelg stadig med paa min blog et par maaneder endnu - der er saa meget, I stadig skal naa at hoere om lille Sines rejse!

Et blogindlaeg dedikeret til alle mine faste laesere

Er det ikke noget med, at man altid skal takke en masse folk, når man enten vinder noget eller afslutter noget? Folk gør det til MTV Music Awards, til De Gyldne Palmer i Cannes og til Oscar-uddelingen. Jeg har godt nok ikke vundet sådan nogle priser (well, jeg har lige fået bekræftelse af selveste Haribo på, at jeg havde ret i et mini-væddemål mod en veninde, men det gælder vel ikke...). Derimod har jeg snart afsluttet et halvt år som volontør in a foreign country. Om det så går for det bedste soundtrack, den bedste hovedrolle eller den bedste udenlandske film - you decide!

I hvert fald vil jeg gerne komme med en tak eller to.

"First of all I would like to thank my family, my parents, my sisters and brother, sister in law, brother in law and all my nephews!" Kliché-agtigt som det lyder, så vil jeg faktisk gerne sige tak til dem! Det har været skønt at være afsted og vide, at I støttede mig i beslutningen om at rejse til Israel. Breve, slik, rugbrød, perleplader, tegninger, snakke og sms'er - alt fra jer har gjort mig glad! Jeg har savnet jer, men også hele tiden vidst, at gensynet bliver great, når jeg rammer dansk jord igen.

En tak til hele min volontørfamilie skal der også lyde. Lise, Jakob, Rebekka og Hannah - altid skønne at være sammen med og jeg vil savne jer (og jeres køleskab). I har været rammen for volontørsøskendeflokken - og hvilken ramme... Til jer kan jeg kun sige: "Thumbs up!"

Peder, Simon, Matilde, Mette, Eva, Jonathan, Anne Marie - alle de sjove, underlige, fantastiske oplevelser vi har haft sammen. Om det så har været i kirken, på guidede ture eller hvor vi end har befundet os, så har jeg nydt det og må sige, at I har været nogle dejlige volontørsøskende.

Thomas, Martin, Annette og Lisbeth - bonus-børnene i volontørfamilien fra Tel Aviv, som aldrig har været blege for en god tur til de nordlige højder eller bare til Max Brenner. Vi må starte en Max Brenner i Danmark og mødes der et par gange om ugen!

Og Astrid, min honey, min roomie, min rejsefælde. "Sometimes I feel like throwing my hands up in the air, I know I can count on you" - du har været en herlig honey, en rablende roomie, en rask rejsefælde. Tak for sjov, alvor, smil. You're one of a kind and I like it!

Tak til Israelsmissionens Unge, som har stået bag min rejse. De har stået for alt det praktiske, holdt sig opdateret på situationen i Israel og sikret sig, at alt var vel - det har været en fornøjelse at rejse med jer, og jeg gør det gerne igen!

Og sidst, men ikke mindst: En tak til alle mine faste bloglæsere, mine venner, min familie, bekendte, hunde og andet godtfolk! Det har været sand fornøjelse af dele mine oplevelser, frustrationer, sorger og glæder med jer. Derfor vil jeg gerne dedikere dette blogindlæg til jer! Fordi I har været trofaste på bloggen, fulgt med og kommenteret på mine historier. Fordi I har tænkt på mig og på den ene eller anden måde sendt en hilsen herned - det har betydet uendeligt meget!

Så i aller bedste Oscar-ånd vil jeg nu stå med hånden på hjertet og den anden arm udstrakt mod min computerskærm og forestille mig alle jer bloglæsere samlet på ét sted og sige: "Thank you all, I love you so much, you are the best!"

How to make Sine stay in Israel

Tiden er knap, tiden er naer,
Sine skal hjem, og det er da saert!

I den sidste maaneds tid er beboerne jaevnligt kommet med nye forslag til, hvordan de kan faa mig til at blive i Israel. Forslagene har vaeret ganske varierende og sjove, saa nu faar I nogle af dem at hoere:

1. De kan braende min billet
2. De kan laase mig inde i et skab
3. De kan tage mine ting

Det 4. forslag er dog det bedste.

4. De finder alle de laekre israelske fyre til mig, og saa kan jeg blive gift med en af dem.

Til det 4. forslag sagde jeg okay, men saa skal det ogsaa vaere Eliraz (aarets vinder af den israelske udgave af Big Brother 2010 - og lidt af et hug ifoelge alle pigerne og volontoererne paa Beit Tamar), saa skulle jeg nok blive her. Det, synes de dog, var lidt af en umulig opgave, da han har kaereste paa. Til det kunne jeg ikke goere andet end at sige med et smil, at saa oensker de ikke min tilstedevaerelse paa Beit Tamar nok - til store protester blandt min husmor og beboerne :)

De har dog nu indset at med én vagt tilbage, saa bliver det svaert for dem at holde paa mig. Derfor vil de nu gerne ned i min kuffert og med mig til Danmark. Jeg har sagt, hvornaar jeg flyver, saa om jeg kommer hjem med en flok herlige joeder vides ikke... I hvert fald kommer jeg hjem!

A cuckoo girl, a doctor to be... and crazy like Lady Gaga!

Jeg er i gang med den sidste maaned som volontoer, og dermed er det mest omtalte emne blandt beboerne ogsaa: What to do when the volunteers go home?

I dag skulle jeg hjaelpe Etti i seng, saa hun kunne faa sig en lille lur. Mens jeg hjalp hende, spurgte hun mig, hvad hun skal goere, naar jeg ikke laengere er her. "You are life here! You make life on Beit Tamar. Before I was just me and I didn't do much. When you began to tease me, I did not know what to do because no one did that to me before. Then I thought that you was crazy, but now I know that you tease me because you want to have fun with me. Then, what do I do when you go, Sine?".

Efter saadan en smoere var det lidt svaert at komme med et ordentligt svar, saa jeg svarede blot, at hun jo havde klaret det ganske okay, foer jeg kom til Beit Tamar, saa hvorfor skulle hun ikke kunne goere det bagefter.

Et svar kom dog prompte fra Etti: "But then I didn't know that I was going to meet a cuckoo girl who wants to be a doctor and who reminds me a bit like Lady Gaga!" Jeg var helt maaloes, for selvom det maaske lyder som volapyk for jer, saa er det soede, soede ord, som kommer lige fra Ettis hjerte. Jeg er nemlig den skoere pige, som synger og danser med til Lady Gaga, og som gerne vil vaere laege. Etti kalder mig oftest "doctor" i et hoefligt tonefald, hvor jeg svarer hende tilbage med et hoejtideligt og smilende madam.

Aftalen blev, at Etti skulle passe paa sig selv, mens jeg ikke er her, og at jeg kommer og besoeger hende om nogle aar. Og om 10 aar ringer Etti til mig og spoerger, om jeg er blevet laege. For saa skal jeg komme til Israel og vaere laege... "Because in Denmark you have many sweet, singing doctors like you, but in Israel we do not have. So you need to work here!"

Well, madam Etti, your doctor Sine will miss you! And I will tell you when I become a doctor...

Goderne ved en ferie

En uges ferie med en veninde fra Danmark er lige slut, og jeg ser tilbage på alle goderne ved princippet ferie... For der er mange!

For det første er ferie jo altid skønt... Især når man ikke skal reparere hus, bil eller lignende.
For det andet fordi man har mulighed for at spendere tid med familie og/eller venner.
For det tredje fordi man ikke skal arbejde (come on, det er da et faktum!).

Men for mig har ferie faktisk fået en ny betydning, nu hvor jeg har afholdt en del af det her i Israel.

Nu er to besøg fra Danmark overstået (og jeg ser frem til det næste med stor glæde!), og hver eneste gang er jeg blevet forundret. Forundret over, hvordan man kan vænne sig til meget. Til at snakke hebræisk, selv om man ikke kan meget. Til at vente (mere eller mindre) tålmodigt på bussen, som sjældent kommer til tiden. Til at spise kosher nærmest hver dag.

Min hverdag i Jerusalem er virkelig blevet hverdag. For eksempel har den seneste ferie gjort mig opmærksom på, hvor mange kvinder der egentlig går med parykker, fordi de er gift, hvor mange jøder der egentlig har slangekrøller, og hvor mange gange jeg kan sige jalla (skynd dig) til folk, fordi de snøvler sig igennem den gamle bydel eller andre steder.

Så en ferie som den kun lige afsluttede er faktisk lidt af en øjenåbner. Jeg ser igen alle kvinderne med parykker, mændene med slangekrøller og bemærker mit "jalla" til de langsomme folk (og hermed en undskyldning til jer alle - men jeg lever mig altså bare ind i jeres kultur!).

Og endnu en gode ved ferie er så, at beboerne er ekstra glade for at se mig... Jeg var ikke en gang begyndt på arbejde igen og skulle bare hente noget vand, før tre beboere ville have knus. En af beboerne kyssede mig på kinden og hviskede i mit øre: "I missed you!". Det er da prikken og i'et i ordet "ferie" - der er kun lutter goder ved det!

Historien om pigen, der spiste hele tiden

I spisende stund er det tid til at skrive et blogindlæg om et meget omdiskuteret emne blandt os danskere i Jerusalem: Mine spisevaner.

Mange siger, at når man rejser til et andet land, hvor det er meget varmt, så spiser man ikke nær så meget. Til det kan jeg bare sige: Løgn og latin!

Sagen forholder sig nemlig sådan, at jeg spiser sådan cirka hveranden time, og hvis jeg så ikke gør det, så snakker jeg helt sikkert om, at jeg er sulten, og hvad mit næste måltid skal bestå af. Hvad jeg spiser til alle disse måltider, kan jeg faktisk ikke huske (utroligt nok), men når det er høj klasse, så er det noget dansk mad, som er importeret af enten Astrid eller mine forældre.

Når sagen her er blevet kommenteret eller diskuteret (læs: hver eneste gang vi er sammen, snakker vi om det), så er der kommet forskellige forslag til, hvordan jeg kan spise så meget og så tit uden at tage på. Følgende to muligheder er nok de bedste:
1. Jeg har fået bændelorm
2. Mit stofskifte er skiftet på flyrejsen med Austrian Airlines fra Danmark til Israel

Hvilken mulighed der er mest rigtig, ved jeg endnu ikke, men jeg vælger at tro på nr. 2, og at stofskiftet så ikke skifter igen, når jeg rejser hjem til Danmark.

Der er blevet taget utallige spisebilleder af mig, og der er blevet grinet så mange gange af mig, når jeg har sagt, at jeg var sulten. Senest kom en god kommentar fra Simon, da jeg så mig selv på nedenstående billede på Facebook.



Jeg skrev som kommentar: Endnu et typisk spise-billede med mig... Det må da snart holde op! :)
Simons svar til det var: Det er sådan vi kan lide dig Sine! Og helt sikkert også huske dig:D

Jep, sådan er det nok bare. Jeg spiser og spiser og spiser, og det vil nærmest ingen ende tage (der tales stadig om, hvordan jeg spiste fem store stykker ølkage med smør til bibelstudie i præstelejligheden). Men hvad, så længe jeg har det godt og ikke tager på, så er det ganske tilfredsstillende!

Jerusalem, part 5

Jeg har nu været i Israel i fem måneder... fem måneder?! Det er helt vildt, som tiden går - men sådan er det jo, når man har det godt.

Her er et udvalg af sidste måneds oplevelser. Der er fodboldkampe, guidede ture til Zionbjerget og Ramallah samt pigernes roadtrip til Golanhøjderne.

Som altid: kopier linket, sæt det ind i et nyt vindue/ny browser og tryk enter - så er der billeder!

http://www.facebook.com/photo.php?pid=4319523&l=484714598b&id=619027231

Enjoy!

Månedens bedste bommerter

VM er ovre, og vi har i Israel savnet Oddset-baben og hendes utrolig dumme tanker. Til gengæld har vi haft Astrid! I stedet for at komme med månedens tre bedste bommerter, så får I denne gang de tre bedste kommentarer fra Astrid, når vi har set fodbold.

1. "Han ser da godt nok godt ud ham dommeren" - Sagt om den danske målmand Thomas Sørensen
2. "Ej, får de straffespark nu?" - Sagt om et frispark ca. 25 meter fra mål i kampen England vs. USA
3. "Hvorfor må en målmand godt tage fodbolden med hænderne, når det hedder fodbold?"

Astrid, du har været en ganske underholdende faktor under de sete fodboldkampe under dette års VM. Du er vores helt egen Oddset-babe!

Afskedsfest... 43 dage for tidligt!

At vi skulle holde en afskedsfest, vidste vi godt. At vi skulle holde en afskedsfest 43 dage for tidligt, vidste vi ikke. Men det blev den... holdt 43 dage for tidligt! Familien Nielsen skulle nemlig snart hjem, og de skulle tage også inviteres på (svine)brunch i Giva'tten!

Lørdag d. 19. juni stod Astrid og jeg tidligt op. Der var meget at se til, for gæsterne (IU-volontører og familien Nielsen) ville komme kl. 10 (og Peder kl. 9, for han havde ikke læst invitationen ordenligt!). Noget var lavet, og meget skulle laves. Men som man nu så godt kender det: Når bare man har noget at glæde sig til, så er det ingen sag at få gjort noget færdigt. Derfor blev følgende brunch-menu også snildt færdiglavet:

1. Svinepølser fra Danmark
2. Spegepølse fra Danmark
3. Vandmelon
4. Pandekager
5. Mørk pålægschokolade
6. Hjemmebagte havregrynsboller
7. Hjemmebagt rugbrød
8. Ost
9. Marmelade
10. Kaffe fra Danmark
11. Hyldeblomstsaft fra Danmark
12. Appelsinjuice
13. Vindruer
14. Leverpostej fra Danmark
15. Bacon fra Danmark
16. Scrampled eggs

Så kom alle gæsterne, og vi spiste... og vi spiste... og vi spiste! Efter 55 minutter var nærmest alt væk - fantastisk! Ord og sætninger som: "Nej, se der - svin", "Halleluja", "Mmm" og "Mums" blev sagt ofte. Det bedste udtryk kom dog fra Simon. Jeg sad ved siden af ham, og lige pludselig hører jeg en stille summen fra Simon, som kigger saligt på sin mad og stikker med gaflen i det, så han lige kan sikre sig, at det virkelig er sandt, mens han synger: "I'm in heaven, I'm in heaven!"... Godt nok var det ikke himlen, men derimod Giva't Masu'a, men det føltes godt nok skønt, når samtlige gæster og værterne selv hungrede efter lækker brunch med svin, svin og smil :)

Så lige en lille konklusion:
En fantastisk brunch-menu, som bare bliver endnu bedre, når den indtages i Jerusalem.
En fantastisk flok af gæster - vi holder så meget af jer!

Alternativ måde at ønske held og lykke på

Hvem elsker ikke pandekager? Anyone? Okay, alle elsker vist pandekager... Okay, hvem elsker pandekager med Nutella? Anyone? Ja, vist en del. Og jeg er "en del" :)

Når der er god tid på arbejdet til aften, og beboerne er med på den, så laver vi volontører nogen gange pandekager til aftensmaden. Egentlig er det jo ikke den sundeste aftensmad, men hvad - Israel lever af kage og søde sager, og så gælder det også som volontører at leve sig ind i kulturen og sådan noget.

Jeg lavede en aften pandekager til beboerne, og alle spiste godt. Da det så endelig blev min tur til at sidde ned og spise pandekager med Nutella, spørger Moran (beboer), om hun må lave en pandekage til mig. Jeg takkede ja, og hun fik en pandekage over på en tallerken, en kniv i hånden og Nutella-krukken ved siden af. Og så gik hun ellers i gang. Jeg sagde "hold, hold" efter kort tid, men det kunne jeg godt glemme. I hvert fald svarede Moran mig: "I want to put a lot of Nutella on your pancake because I wish you a sweet, sweet life!". Så jeg måtte med tålmodighed smilende vente til min lykke-pandekage var klar til at spise :)

Så med ønsket om et sødt, sødt liv, fik jeg ikke bare én eller to, men hele tre pandekager med Nutella på hver eneste kvardratcentimeter :) Så hvis det er den nye måde at ønske held og lykke på, så er jeg helt med på den!

Latter i liften

Så skete det... Uheldet var ude og... eller, det vil sige, at uheldet var egentlig ikke helt ude, det skete bare. Men det var sjovt, rigtig sjovt!

En af mine yndlingsbeskæftigelser på arbejdet for tiden er at kildre mine beboere. "Hvor er du ond, Sine!", tænker du måske nu. Nej, det der skal du nu ikke sige, for der er virkelig ikke noget bedre at kildre en beboer, som griner helhjertet og af fulde røst og råber "Dei, dei, dei" (stop, stop, stop). De griner, jeg griner, vi griner. Dette giver al sammen sjov og ballade - and I like it!

I går var ingen undtagelse, da jeg skulle hjælpe Moran på toilet. Vi snakkede og snakkede som altid, og til sidst sagde hun, at nu skulle hun altså virkelig på toilet. Okay, jeg begynder så at kildre hende lidt, og hendes grin fylder hele værelset, ja, nærmest hele institutionen (trods en dør lukket kunne vores tysker-volontør Katharina høre det i salonen). Jeg får Moran op i liften (en lift, hvor hun selv står på et bræt, og vi kan så køre rundt med hende). Hun hopper og danser i liften, mens jeg kildrer hende, og ingen af os kan stoppe med at grine (undskyld til Gali, som egentlig lå og sov på samme værelse...). Slichra (undskyld)!

Da vi endelig kommer ud på toilettet efter utallige grin og skrig, siger jeg til Moran, at når jeg tager hendes bukser af, så skal hun altså ikke tisse mig i hovedet. Hun griner bare, og hvad sker der så... Okay, hun tisser mig ikke i hovedet, men jeg når lige at få hendes bukser ned, rejser mig op og så tisser hun ellers på sine bukser... Godt så! Jeg blev jo advaret, og uheldet var ikke så stort, men hvor var det sjovt! Jeg sagde selvfølgelig undskyld til Moran, men hun sagde bare, at det ikke gjorde noget, for det var jo vildt sjovt! Til dette sagde hun også bare: "At mishugaat!" (du er skør).

Ja, oplevelser som denne kan man kun grine af. Moran fortalte også ganske livligt de andre beboere om, hvad der var sket, og latter er det bedste middel mod... hmm, kedsomhed?! I hvert fald kedede vi os ikke, tvært i mod!

Hat og højt humør i Haifa

Ingredienser: badetøj, Lonely Planet, solbriller, Astrids hat

Udførelse: Først skimmes Lonely Planet, hvor de lækreste badestrande og flotteste udsigter findes, derefter påføres solbrillerne og Astrid tager sin hat på, en (sove)tur i bussen og next stop is Haifa!

Resultat: Skønne dage med strand, sol og (forsmag på) sommer!



Som en forsmag på weekenden tog Astrid og jeg til Haifa, da vi for første gang i laaang tid havde to dages fri i træk. Haifa skulle efter sigende være en rigtig flot by i det nordlige Israel, og efter en enkelt dag med mine forældre der, så var jeg klar til at tage turen til Haifa igen.



Formålet med turen var simpel: At komme lidt væk fra de vante rammer, slappe af og opleve en ny by! Haifa er ganske enkelt et fantastisk sted!

Haifa er en havneby med alt, hvad hjertet begærer. Fremragende udsigter, fantastiske strande og fede udsmykninger. På et udkigspunkt kan man se til Libanon, og så er det jo straks (eller not!) man synger: "Libanons og Carmels glans, Sarons yndigheder." (De to sidste linier af vers et og syv i "Blomstre som en rosengård", hvis nu nogen skulle være i tvivl...). Nu tænker du sikkert, at jeg snakker sort, men nej nej. Ikke denne gang! På dette bestemte udkigspunkt kan man nemlig se over til Libanon, man står på Carmels bjerg og midt i mellem er Saron(s yndigheder). Det er faktisk ret vildt at stå det sted, man har sunget om i så mange år... Tænk at en 173 år gammel salmetekst skulle få en ny betydning. Ham Grundtvig snakker jo ikke bare om fantasisteder i de tekster. Det er jo helt fantastiske steder!



Ellers stod den bare på afslapning, hvilket også kan være tiltrængt efter en arbejdsuge på 40 timer i Jerusalem. Det er en af glæderne ved at være volontør et helt andet sted i verden. Man kan opleve så meget nyt på sine fridage, at man kommer til at sætte pris på dem på en helt anden måde - lige som man sætter pris på sine arbejdsdage, fordi de beriger én så meget.



Tre ting er i hvert fald sikre: Jeg vil gerne være volontør igen, jeg vil gerne til Haifa igen, og jeg vil gerne opleve endnu flere af Israels små steder, som alligevel er så smukke, at man kan komme der igen og igen og igen...

Storbyens små mirakler

Selvudvikling, proces, fremgang. Tre ord som præger hver eneste jobansøgning, hver eneste evaluering, hvert eneste menneske.

Selv om mine beboere nok ikke helt er dus med disse begreber, så har jeg de seneste uger oplevet selvudvikling, proces og fremgang ved en bestemt beboer.

Liat er 24 år og har i de seneste år ikke selv kunnet spise sin mad... Troede alle i hvert fald! Det bliver der pludseligt lavet om på. Efter en løbetur en torsdag aften kommer jeg ned på institutionen, hvor Astrid glad fortæller mig, at Liat spiser selv for første gang. Da jeg jo ved, at Liat ikke har spist selv i lang tid, så spørger jeg Astrid, om hun mente Liat, eller om det var en anden. Nej, det var Liat, som selv spiste for første gang i flere år. Glæden havde været stor både for hende og alle andre ved aftensmadsbordet. Alle havde klappet, sagt "Gola govol!" (godt gået!) og forundret betragtet Liat, som grædende af glæde spiste helt selv. Som Astrid siger. "Det var faktisk et meget rørende øjeblik."

Jeg gik hen til Liat, som sad alene tilbage ved bordet og spiste - uden hjælp! Jeg lykønskede hende og roste hende for hendes gå-på-mod, hvorefter jeg lod hende spise i fred - Det var jo lang tid siden, hun havde gjort det :)

Fredag morgen skulle jeg tage Liat op kl. 10. Normalt bliver der ikke sagt meget, fordi hun stadig er træt, men denne morgen plaprede hun løs. "Har du hørt, at jeg spiste selv i går? Jeg troede på det, men det gjorde min fysioterapeut ikke. Så du, da jeg spiste selv i går? Jeg troede selv på det, og det er derfor, jeg kunne gøre det!". Ja, glæden var ubetinget stor for Liat! Jeg kunne ikke andet end at smile og rose hende, for det er virkelig flot.

Vi småsnakker, mest om hendes mulighed for at spise selv, hvor hun så siger: "I feel like God has given my life back to me!". Der stod det klart for mig: et mirakel var sket! Liat havde gjort noget, som nærmest ingen andre end hende selv turde tro kunne ske, og alligevel lykkedes det hende. At se hende nu spise selv er en fornøjelse. Godt nok taber hun stadig meget mad, det tager lang tid, og man tvivler til tiden næsten på, at hun når at blive mæt, men det er det hele værd. Jeg kan mærke, at hendes livskvalitet er steget med flere grader siden den torsdag aften, hvor Gud lod et mirakel ske på Beit Tamar.

Det er selvudvikling, der er en proces, som giver masser af fremgang - tilsat Gud, og så er et mirakel sket!

Volontør med volontørvisum

Følgende kan nu tilføjes til mit CV: "Volontør med volontørvisum"

Ja, nu oprandt en glædens dag, hvor jeg blev den lykkelige ejer af et volontørvisum (stor jubel, sang og jubii-råb høres i baggrunden!)! Men hvorfor er glæden så stor? Det er da bare et volontørvisum... Ser du, nu skal du høre historien!

Lise (vores altid gode volontørkoordinator) har kæmpet med at få en tid på visumkontoret, og det så faktisk ud til, at mandag d. 3. maj var dagen, hvor Matilde, Simon, Astrid og jeg alle kunne fylde to sider i vores pas med store blå klistermærker, en underskrift og to stempler. Ak nej, sådan skulle det ikke gå! For lige pludselig skulle vi have en medical report fra en israelsk læge, som kunne skrive under på, at vores helbred er godt nok til at være volontører i Israel.

Mutte måtte vi den mandag gå hjem og ringe til Dr. Wolff, som glad og gerne skrev tre ord på hebræisk om vores gode helbred uden at undersøge os, og i dag troppede vi så op på visumkontoret igen.

Først kom Matilde og Simon til, og håbet var stort og optimistisk... Dog måske for stort og optimistisk. For ifølge visumdamen, så kunne man først ikke få volontørvisum, når man havde et turistvisum. Det var så lige pludselig i orden efter et israelsk navn blev nævnt, men så kunne de ikke få det, fordi de er gift. For det kan man ikke ifølge lovgivningen... som om! Nu venter de på svar fra hovedkontoret og krydser fingre for, at det tredje og sidste gang går igennem.

Bedre held havde Astrid og jeg. Der skulle ikke mange spørgsmål til, et par telefonopkald og så 160 shekels - så kunne Astrid og jeg fem minutter senere på gaden uden for kontoret danse glædesdansen over endelig at have et volontørvisum - takket være damen på kontoret, som i dag havde lyst til at give os det.

Det lyder måske banalt, at man kan blive så glad for det, men jeg mener det oprigtigt, når jeg siger, at volontørvisumuddelingen nærmest afhænger af, om damerne på kontoret har en god eller dårlig hårdag (hvordan hendes hår så kunne ændre sig fra Matilde og Simons samtale til Astrids og min, det bryder jeg stadig min hjerne med...). Man kunne godt ønske sig et system, som bare kørte skinner, men hvad - de arbejder jo stadig på sporvognen i Jerusalem down town, lige som de har gjort de sidste ti år. Hvordan kan man så forvente, at fire ud af fire får deres volontørvisum efter to besøg på visumkontoret? Det er som om, alle ansatte på visumkontoret har deres egne regelsæt, og så skal der en god portion held og smil til, før man får de famøse blå klistermærker til at pryde siderne i ens rødbedefarvede pas.

Nu er mine skrupler ovre. Jeg kan skrive: Volontør med volontørvisum på mit CV, og det er nice! Jom tov ve toda raba (god dag og mange tak)!

Jerusalem, part 4

Så er der endnu et udpluk af de bedste og sjoveste billeder fra maj-måned.

Once again, kopier linket, sæt det ind i en ny browser/nyt vindue, tryk enter, og så er der billeder!

http://www.facebook.com/album.php?aid=176183&id=619027231&l=ce6cd8227b

Enjoy!

Månedens bedste bommerter

Jeg byder her velkommen til tre gode grin med ønsket om en dejlig sommertid til alle!

På en tredjeplads har vi mine forældre og jeg. De havde medbragt mig leverpostej og spegepølse, som vi så ville tage med til vores madpakke på Galilæa-turen. Dog viste det sig, at der ikke var et køleskab på vores værelse på vores hostel. Vi fik derfor lov til at lægge begge delikate sager ned i køleskabet med drikkevarer, som man kunne købe på vores hostel. Næste morgen inden afgang mod Galilæa skulle vi så huske at få det med, men nej... På vej mod Galilæa udbryder min far lige pludselig: "Nej! Vi har glemt maden i køleskabet!"... Og ganske rigtigt, på Jaffa Gate Hostel lå vores ellers så fantastiske mad, som Sine havde sukket efter i flere måneder. Det blev desværre smidt ud, og vi blev en leverpostej og spegepølse fattigere. Det er bare sådan noget, der ikke må ske med dansk mad i Israel!

Lise får en flot andenplads i denne måned. Godt nok er hun vores guide på mange ture, og hun ved meget, men det virker ikke til, at hun altid åbner øjnene helt... I hvert fald skulle hun have hjælp af hele flokken i Galilæa, da vi uden for Peter's Primacy skulle hjælpe med at løse et mysterium for hende. Hun havde nemlig læst, at der i vandet var seks hjerteformede sten, som symboliserede Israels tolv stammer. Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe, men der går ikke mere end 30 sekunder, før min far spørger, om det ikke er de sten, som vi lige står og sidder ved. Og ganske rigtigt! Vi er lige ved seks hjerteformede sten, som er rigtig tydelige. De var nok knap en meter i bredden, så de var ikke så svære at misse. Godt så, Lise! Hvis det bare var det, vi skulle hjælpe med, så skal du bare sige til en anden gang :)

Og på en førsteplads har vi... Lise! Hov, kan man godt komme på to pladser i en top tre over bommerter? Jo, hvis man dummer sig så meget, som Lise gjorde, så er det intet problem.
Denne gang foregår det under lovsangen en aften på Galilæa-turen. Vi skal til at synge "Der er en tid", hvor Lise så bukker sig forover, griber en klipklap og banker den så ned i gulvet to ret højlydte gange. Vi afbryder sangen og spørger hende, hvad hun laver. "Ej, var det så tydeligt? Der var bare lige et lille dyr, som jeg ville slå ihjel, og jeg troede ellers godt, at jeg kunne gøre det ubemærket", siger Lise. Øh nej! Du prøver at slå et dyr ihjel midt på gulvet, og så tror du, at du kan gøre det ubemærket? Godt nok er du lille og fiks, kære Lise, men den der kan du ikke løbe afsted med. Til gengæld kan du løbe afsted med førstepladsen i denne top tre-bommert og med en stor tak for et godt grin mange gange :)

Månedens statusopdatering

Så gik der tid med det, vi fik noget at bruge tiden til...

Ja, det er nu aldrig et problem at få tiden til at gå. Jeg er over halvvejs i mit ophold i Israel, men alligevel er der ting at se, steder at spise (okay, jeg spiser ikke stederne!), mennesker at møde og stadig masser af tid til afslapning.

Måneden har budt på besøg af mine forældre i 11 dage, en tur til Galilæa, afslapning, livsbekræftende oplevelser på arbejdet og strandtur i Haifa.

Højdepunktet var helt sikkert besøget af mine forældre. Fantastisk at vise dem rundt og mærke, at de kan mærke, at jeg trives i Jerusalem :) Så er alting jo godt!

En længsel i starten af mit ophold i Jerusalem var at få en hverdag. At kende mange steder, at kunne falde i søvn i bussen uden at være bange for, at man ikke kommer af, at have fri, når man har fri. Sådan føles det nu! Jeg falder nærmest altid i søvn i bussen, og jeg er sikker på, at jeg nok skal komme af det rigtige sted alligevel. Jeg er blevet vant til at færdes i byen, og jeg er ikke i et ugentligt ræs om at skulle se mindst fem hellige steder. Jeg kan slappe af, når jeg har fri, og det er vidunderligt!

Verden er sandelig ikke så stor

Forestil dig følgende scenarie: Sine sidder i sit køkken og slapper af, hvor Astrid pludselig kommer løbende.
Astrid (opstemt, overrasket): "Sine, de har været i Vildbjerg!"
Sine: - siger ingenting-
Astrid (glad, høj i decibel): "Beboerne har været i Vildbjerg! Kom og se!"

Jeg kom så op af stolen og ned i salonen til beboerne. Og ganske rigtigt... Nogle af vores beboere har været i Vildbjerg, min hjemby.

For år tilbage havde Beit Tamar danske volontører, som tog hjem til Danmark og samlede nogle penge sammen, så Beit Tamars beboere kunne komme på ferie i Danmark. Der har de åbenbart været i Vildbjerg og har faktisk befundet sig 15 meter fra min nuværende bopæl i det midtjyske (og jo, Vildbjerg ligger i Midtjylland!).

Selv om der kan virke langt hjem til Danmark, så er familie og venner ikke længere væk end en Skype-aftale eller en enkelt flytur. Og af alle steder at besøge i Danmark, så har nogle af mine beboere været i min hjemby, lille Vildbjerg midt i Jylland.


Verden er sandelig ikke så stor, må jeg nok indrømme.

Sine - nu som Israels største seværdighed

I skrivende stund sidder jeg og spiser dansk spegepølse og dansk rugbrød. Jo jo, du læste rigtigt! Alt det kan jeg takke mine forældre og Astrid for. Astrid for rugbrødet, som hun havde med igennem tolden til Israel efter en smuttur i Danmark, og mine forældre, fordi de bragte mig så mange godheder i form af mad, da de besøgte mig i Jerusalem i maj.

D. 3. maj kl. 4.30 stod jeg spændt i ankomsthallen i Ben Gurion Lufthavn. Det længe ventede besøg af mine forældre skulle nemlig begynde her. Mens jeg småsnakkede med vores bedste taxachauffør Omar, dukkede de så endelig op... og gensynsglæden var stor! Min mor gav mig straks et knus, min far det samme, hvorefter han sagde: "Du er største seværdighed i hele Israel!" Så kunne den ferie med mine forældre vist ikke starte på en bedre måde :)

Langt om længe fik vi vores lejede bil (og vi siger tak til den amerikaner, som i en time bare ikke forstod (eller ville forstå om man vil), at American Express ikke dækker billeje uden forsikring, så man derfor bliver nødt til at købe en bestemt forsikring - så ved I det!). Derefter gik turen til Jerusalem, hvor mine forældre kunne pakke alverdens godter ud på mit køkken (faktisk fyldte det næsten en hel kuffert). Jeg fik blandt andet svinepølser, bacon, en kæmpe stor spegepølse samt tre små, tre vakuumpakkede leverpostejer, rugbrød, rugbrødsblandinger, dansk slik og danske økologiske havregryn. Nu bugner det med lutter gode sager i vores køleskab og fryser, og jeg spiser spegepølse så snart, muligheden byder sig (det vil sige mindst én gang om dagen i de sidste 4 uger!).

Godt nok sagde min far, at jeg er den største seværdighed i hele Israel, men vi så dog alligevel en del andre ting de følgende 10 dage.

Vi startede med en Galilæa-tur sammen med de andre volontører, tog videre til Ein Gedi, Jerusalem og Haifa. Vi så utallige ting og nød det gode vejr. Godt nok måtte jeg tvinge mine forældre til at bruge solcreme den første uges tid, men de hvide mennesker har jo ikke set den skinnende, solbrunegivende sol i Danmark siden... september sidste år?!

Var det så ikke bare skønt at være sammen med dine forældre, Sine? Jo! Det var helt bestemt skønt! Jeg havde glædet mig til at vise dem Israel, Jerusalem og mit hjem, for godt nok er Skype en god opfindelse (alle udrejte - nye som gamle - volontører siger en stor tak til danske Janus Friis og Niklas Zennström for at opfinde Skype!), men det er altså bare lidt noget andet at spise Nutella og havregryn med ens forældre på terrassen i Jerusalem end det er at tale med dem med en skærm i mellem os.

Min far har aldrig været i Israel før (trods mange år som præst), så det var ret specielt at vise ham rundt på steder, som han har læst og prædiket om i mange, mange år, og så faktisk var jeg den, som vidste noget mere om mange steder. Kirkegængeren viser præsten sine kundskaber :)

At de så skulle hjem til Danmark igen, og jeg bliver her i Jerusalem, det var da underligt, men alligevel - sådan fungerer princippet med at være volontør i 6 måneder og så få sine forældre på besøg... Nu glæder jeg mig over en skøn ferie med lækker mad (både i form af gode restaurantbesøg og spegepølse i køleren nu), mindre lækkert hostel med kakelakker og fantastiske minder med mine forældre!

Mine spegepølsemadder er nede i min mave nu, og det er vist på tide at stoppe med at skrive for denne gang.

Hvad mere er der at sige, end at jeg nu kan se frem til tur til Golanhøjderne, besøg af en veninde i syv dage i juli, ferie med Astrid i otte dage i juli og besøg af søster Thea i slutningen af juli og en måned frem. Livet som volontør er fantastisk!

By the way, så har jeg vist stadig to dages ferie i overskud, så hvis du skulle få lyst til at komme til Jerusalem, så smider du bare en mail i nakken på mig :)

Helligdag med kun maelk og ost... Naesten da!

… Fortsaettelse

Haabefuld paa en spaendende Shavuot og en smule aengstelig over for tanken om ost og maelk i alt spiseligt, tog jeg med to beboere, Etti og Moran, hjem til Ettis plejefamilie i Efrat. Da vi blev modtaget, kom Dove, Ettis plejefar, med nogle skoere vittigheder. Han virkede som en spoejs faetter med en humor ud over det saedvanlige. „Det skal nok blive spaendende det her“ taenkte jeg.

Og ganske rigtigt, saa blev det rigtig spaendende! Jeg havde spurgt mine beboere i transporten derhen, om de ikke kunne fortaelle mig, hvorfor de fejrede Shavuot, men nej, stadig ikke megen hjaelp der. Saa jeg tog sagen i egen haand og laeste Ruths bog i det gamle testamente. Ruth (ikke-joedisk) her bliver gift, men da hendes mand doer, bliver hun ved sin svigermor og vil gerne hjaelpe hende og udviser paa den maade tillid til Israels Gud. Hun gaar hen paa en mark og vil samle korn. Det ser Boaz, som er en slaegtning til hende. De gifter sig og faar en soen. Ruth bliver faktisk oldemor til Israels senere store konge, Kong David. Maendene, som er vidner til brylluppet siger blandt andet: „Vis din kraft i Efrata“.

Saa sagde det pling i Sines hoved. For Efrat er da nok det samme som Efrata, som der staar i Bibelen. Jep jep, den er god nok. Jeg skulle altsaa fejre Shavuot ved en joedisk familie, som boede det sted, hvor Ruth i tidernes morgen nok havde vaeret. Meget specielt! Ruth, Ettis plejemor, var meget overrasket over, at jeg havde sat mig ind i historien og kunne saa fortaelle mig lidt mere.

Shavuot er en slags hoestfest, som skal ligge i hoestsaesonen, hvor der baade bliver laest fra 2. Mosebog omkring aabenbaringen paa Sinaibjerget og de ti bud. Alle hjem bliver pyntet op med blomster, og saa er det altsaa maelken og ostens (og honningens) helligdag, fordi der taenkes paa det forjaettede land, der floed med maelk og honning.

"We Jews like to dress up to days like these"
Joederne gaar meget op i at klaede sig paent paa til deres hoejtider, men det havde jeg ikke lige taenkt paa. Jeg havde altsaa stadig knickers og en t-shirt paa, da Ruth, Etti, Moran og jeg snakkede og ventede paa, at Dove skulle komme hjem fra synagogen. Efter en kommentar (og et vink med en vognstang) fra Ruth om, at joederne gerne tager paent toej paa til saadan en helligdag, fandt jeg hurtigt en undskyldning for at gaa ind paa vaerelset, hvor jeg saa ellers hurtigt kom i en nederdel. Ruth var yderst beaeret over, at jeg vidste respekt for deres traditioner. Saa Sine gik hermed i nederdel de naeste to dage.

Lad maaltidet begynde
Joeder spiser meget, og der er ikke nogen undtagelse i helligdagene. Tirsdag og onsdag spiste jeg saa meget, at jeg faktisk havde mavepine, da vi blev hentet onsdag aften. Egentlig maa man ikke spise koed under Shavuot, men Dove er heldigvis en mand med den holdning, at der ikke skal gaa to dage uden rigtigt koed. Altsaa fik vi kylling onsdag til min store fornoejelse :)

Hvis jeg bare skal komme med et uddrag af, hvad vi spiste, saa kan der naevnes hjemmelavet hummus, fisk, kage, boller, broccolisuppe, ost, pandekager med ost og is, kartofler, groentsager, forskellige slags kylling, kyllingelever, israelsk salat med meget mere. Da jeg ikke er den stoerste ostespiser, var det ikke lige alle tingene, jeg hoppede paa uden at blinke, men jeg proevede naesten alt.

Gaestfrihed saa koeleskabet floed med maelk og honning
Dove og Ruth er nogle utrolig gaestfrie mennesker. Der var gaester til naesten eller maaltider, saa Dove havde lavet rigeligt med mad. Faktisk saa meget at han havde svaert ved have maden i koeleskabet efter maaltiderne. Det var rigtig hyggeligt at moede andre joeder, som var lige saa venlige og herlige som Dove og Ruth. Alle spurgte til mig, mit land, vores samfundssystemer og ikke mindst roste mig og beundrede mit arbejde som volontoer i Jerusalem.

Maette og fyldte med gode oplevelser kunne Etti, Moran og jeg tage hjem til Beit Tamar. Det var en uforglemmelig oplevelse at fejre en hoejtid ved en joedisk familie, som var saa aaben og forklarende. En oplevelse jeg gerne ser komme igen!

Bonus info: Torsdag omtalte min leder paa Beit Tamar faktisk Shavuot som „The Holiday of Cheese and Milk“ med et blink i oejet – saa mit foerstehaandsindtryk var ikke helt ved siden af :)

MI-SHU-GA-AT

Hvad laver man en fredag aften, naar sabbatten er gaaet begyndt, og beboerne ikke laengere maa sidde ved computeren, se fjernsyn og taende og slukke for kontakterne (okay, ikke at det goer den helt store forskel, men alligevel...)? Tja, egentlig taenker man maaske, at man hellere vil sidde og se film eller Dans Dig Tynd eller hvilke programmer der nu end koerer paa de danske kanaler.

For at vaere helt aerlig, saa kan det godt vaere lidt kedeligt at arbejde under sabbatten fredag aften i Jerusalem. Beboerne kan vaere svaere at aktivere, og man kan ikke en gang saette sig og se en film med dem. Ofte siger de ogsaa, at de keder sig, men ingen forslag paa gaature, Rummikub eller aviskiggeri (de maa ikke lave krydsord og Sudoku'erne bliver altid taget ud af avisen til sabbatten...) dur, og saa kan tiden altsaa godt synes bare en smule lang.

I aften troede jeg, at det vil blive lige som de andre aftener. Dog grinte jeg meget af tiden alligevel. Jeg skulle hjaelpe en beboer paa toilet og kunne ikke dy mig for at kildre beboeren, saa hun grinte saa meget, at hun ikke kunne koncentrere sig om at loefte sig fra stolen. Det eneste hun kunne sige i knap ti minutter var (udover at grine): At mishugaat! MI-SHU-GA-AT! Det betyder: Du er skoer! SKOER!

Jeg kunne simpelthen ikke lade vaere med at grine, fordi det var saa skoent at se beboeren grine og have det sjovt paa en aften, hvor alt ellers plejer at vaere stille.

Saa med smil paa laeben kan jeg nu gaa i seng og vide, at min beboer hyggede sig, og jeg kunne grine med hende. Det er oplevelser som denne, som goer det vaerd at vaere volontoer. Derfor moeder jeg troligt op naeste fredag med den samme mission som altid: at faa mine beboere til at grine og faa smil paa laeberne :)

Shavur Ot - Ostens og mælkens mærkedage?!

Efter at have været i Israel nogle måneder får jeg næsten lyst til at sige "Landet med de mange hellig-/mærkedage" i stedet for Israel. For sandheden er, at hovederne bag staten Israels oprettelse faktisk har tænkt: "Nu skal vi ha' en stat, og der skal bare være mange hellig-/mærkedage, som vi skal fejre." Okay, det er måske ikke helt gået sådan til, men der er virkelig mange hellig-/mærkedage, hvor Jerusalem og næsten resten af "Landet med de mange hellig-/mærkedage" fejrer noget.

De to næste dage (tirsdag og onsdag) er der den såkaldte Shavur Ot. Hvad det er, har jeg indtil videre ingen anelse om. Jeg så det derfor som en oplagt mulighed at finde ud af det, da vores institution i går havde besøg af unge fra et gymnasium i Jerusalem. Jeg spurgte og svaret kom efter lidt hebræisk og grinen - de ved det faktisk ikke så godt, at de kan forklare mig det på engelsk. Godt så!

Da vi så spiste dessert, fik vi noget lignende ostekage, hvortil jeg spurgte mine beboere: "Er det her ostekage eller hvad?". Og ganske rigtigt, det var det. Fint fint, tænker jeg, det er vel bare lige nu, vi skal spise det. Men nej, en anden beboer kommer så med kommentaren: "Vi spiser rigtig meget ostekage her i Shavur Ot. Man må faktisk kun spise oste- og mælkeprodukter." Og så sad lille Sine med store øjne! Fordi...

... Jeg skal med to beboere hen til den ene beboers plejefamilie (er alle med?!), og til dem, der ikke er klar over det, så er ost i forskellige afskygninger ikke lige min favorit, og kød skal der da også gerne til et måltid, så hvordan de næste to dage bliver, ved jeg endnu ikke.

Så spændende bliver det - ingen tvivl om det! Mit mål er i hvert fald at finde ud af, hvad denne højtid nu handler om.

Fortsættelse følger...

Hernede behøver vi altså ingen soldans

Jeg ved ikke, om den gode Tanev prøver at snørre alle små danskere, som pt. befinder sig i det ganske danske land. I hvert fald læste jeg lige lidt danske nyheder og så så, at Tanev minsandten er begyndt at danse sig til bedre vejr til det danske folk. Til jer, der ikke har set det, så tjek følgende link ud (igen virker linket ikke rigtigt, så sæt det ind i et nyt vindue/browser, hvorefter en dansende Tanev popper op på din skærm):

http://nyhederne.tv2.dk/article/30560383/?ss

Godt nok holdt vinteren (så vidt jeg er orienteret - jeg smuttede jo midt under snekrisen) ved i Danmark i lang tid, men så troede jeg egentlig, at foråret og næsten sommeren også havde taget fat. Men næ nej, åbenbart ikke! For lige at illustrere forskellen på vejret i det ganske danske land og Jerusalems bakker og dale, har jeg nedenfor indsat to diagrammer:





I vil nok straks sige: "Jamen, Sine, der er da sol og alt muligt lækkert i Danmark!". Så vil Sine svare: "Ja, det er der, men der er altså en (stor) forskel på regnvejr og tørvejr, 21 grader og 27 grader om dagen, og under og over 5 grader om natten. Rent faktisk så kører vores air condition på fuld drøn om natten, fordi det er så varmt!".

Hvad var pointen egentlig med det her blogindlæg? Nå ja, at håne bare en lille smule og så sige, at jeg altså har været ret så heldig med at rejse udenlands lige præcis det år, hvor vejret rent ud sagt skoder hjemme i Danmark.

Nyd solen I har nu, og så kommer jeg hjem i slutningen af august, hvor alle er hvide på grund af den manglende sol, og jeg er chokoladefarvet (og nej, det er ikke hvid chokolade-farvet!). Hernede behøver vi nemlig ikke nogen soldans for at få solskin og varme - det kommer helt af sig selv :)

På rundtur de steder hvor Jesus også hang ud...

4 biler, 14 mennesker og 2 kg havregryn. Så er basis lagt for en super tur til Galilæa.

På den solbeskinnet tirsdag i maj kørte vi alle afsted til Galilæa, hvor vi skulle på tur med Lise. Programmet var lagt, maden var købt, og Google-maps printet ud. For når 4 biler skal finde frem til det rigtige sted, så kan det godt være en smule svært.

Men men, hvad er der så at se i Galilæa? Svaret det: alverdens seværdigheder, hvor det menes, at Jesus hang ud med blandt andet disciplene, familie og alverdens folk.

Vi besøgte Yardanit Baptist site ved Jordenfloden, hvor Johannes Døberen skulle have døbt Jesus (det siges dog, at det rigtige sted er ved Jericho, men det er et militærområde nu, og så skal der jo være et andet sted). Sjovt ved dette sted var, at folk kom i lange hvide stofkjortler og gik så ned i floden for at blive døbt – hele kroppen under og sig hej til alle fiskene – tillykke!

Vi så Tabgha (stedet, hvor bespisningen af de 5000 skulle være sket), Peter's Primacy og Kapernaum (bevaret gammel by, hvor det siges, at Jesus har befundet sig).

En morgen aflagde vi Saligprisningernes Bjerg er besøg, som er et oplagt sted til, hvor Jesus kunne have holdt Bjergprædiken. Efter en sejltur på Geneserat Sø med dansk flag, dansk nationalsang i højtalerne og vind i håret, så vi Jesusbåden, som er 12 forskellige slags træ banket sammen til en båd og måske fra Jesu tid.

De kære Google-maps kom på prøve i Nazareth, hvor vi skulle finde frem til Bebudelseskirken og Nazareth Village. I første omgang fandt 2 ud af 4 biler frem, men mindsandten om vi ikke alle endte samme sted til trods for en by med ingen vigepligt og blinklygter – altså medmindre det er allermest nødvendigt!

Turen gik videre til Tel Hazor. Det er nogle gamle ruiner med den største vandcisterne, jeg længe har set. Tænk at der på et tidspunkt har været så meget vand på sådan et sted, hvor det nu ofte tørker.

Sidste stop på vorea Galilæa-tur var Yehudia Nature Reserve. Her tog vi os en virkelig smuk vandretur, hvor vi gik forbi flotte vandfald, smukke lyserøde blomster, alle mulige slags træer og svømmede gennem forholdsvis koldt vand for at kunne komme videre på turen.

Efter en velfortjent is i varmen kunne vi fortsætte i bilerne hjem mod Jerualem, Tel Aviv og Ein Gedi, hvor jeg fortsatte min ferie med mine forældre.

Jerusalem, part 3

Jeg er halvvejs i mit volontoerophold, men det foeles som om, jeg har vaeret her i meget laengere tid.

Denne maaneds billeder byder blandt andet paa paaskesoendag, Sinai-/Jordan-tur og Det Doede Hav.

Kopier linket og saet det ind i en ny browser - saa er du godt underholdt! Enjoy!

http://www.facebook.com/album.php?aid=167949&id=619027231&l=0b999ef584

Maanedens bedste bommerter

Jeg kan endnu en gang byde velkommen til maanedens tre bedste bommerter:

Paa en ganske fin og ydmyg tredjeplads har vi min rumbo Astrid. Selv om Astrid har vaeret spejder i mange aar til trods for at hun slet ikke kunne li' det (historien er hoert mange gange), saa har hun bare ikke altid lige spejderudstyret i orden. Det skulle man da ellers tro, men dog ikke... I hvert fald saa er Astrid blevet lidt vild med de smarte pandelommelygter. Til de uvidende kan jeg fortaelle, at det er en lygte, som sidder paa en elastik, som saa kan saettes paa hovedet og wupti - en fantastisk maade at se noget, naar man er uden for i det moerke moerke. Paa Sinai-/Jordanturen kom Astrid saa i den situation, at hun gerne ville have sin lille lommelygte med sig. Hun fik ordnet de ting, hun skulle, og da hun saa kom ned i soveposen, skulle lommelygten gerne vaere i naerheden, hvis hun skulle faa brug for den. I en sovepose kan den nemt blive vaek, saa hvordan loeser Astrid saadan et problem? Hun saetter den da bare fast i sin bh! Smart smart, taenker hun, men... Naeste morgen kan Astrid ikke rigtig forstaa, hvorfor hendes ellers hvide bh er blevet lyseroed. Traet faar hun pakket sine ting, mens hun taenker paa livet loes. Pludselig udbryder hun: "Det er da, fordi jeg har skrevet med roed sprittusch paa min lommelygte, og den satte jeg jo saa fast i min bh!" Det har altsaa smittet af, og nej... Det kan ikke gaa af i vask trods meget pletfjerner. Yndigt trick med at placere lommelygten et sted, hvor du kan finde den igen, kaere spejder Astrid, men naeste gang skal du nok ikke skrive paa en sort lommelygte med roed tusch... Bare et godt raad fra en gammel spejder til en anden gammel spejder.



Paa andenpladsen har vi en meget traet Anne Maria. Anne Maria er volontoer for Ordet & Israel. Jeg besoegte hende og Emmeli (ogsaa volontoer for Ordet & Israel), og vi snakker til langt ud paa natten. Vi kommer blandt andet ind paa emnet boern og snakker om, at nogle jo ender med at faa en efternoeler. Vi snakker om aldersforskelle i soeskendeflokke, og jeg siger: "Saa hun er bare en efternoeler med stort...", hvorefter Anne Maria taenker sig om i fem sekunder og siger: "F!". Hmm, nej Anne Maria! Efternoeler starter ikke med F, men derimod E. Hendes kommentar til det bagefter var: "Og det vaerste er da, at jeg faktisk sad og taenkte over, hvad det startede med, men det kunne jeg aabenbart ikke finde ud af. Men nu er det altsaa ogsaa ved at vaere sent." Jep, klokken var tre om natten, men alligevel skulle alfabetet gerne sidde saadan nogenlunde. Men bare rolig, ven, jeg tror paa dig! Du skal nok laere det :)



Som volontoer laerer man lidt hebraeisk hist og her, og saa er det jo ogsaa oplagt at bruge det, naar man nu kan en smule. Problemet er bare, at det godt kan gaa lidt galt til tider, og derfor har vi Simon paa en foersteplads i denne maaned. Simon havde laert, at sakitsevel betyder affaldspose. Han spurgte derfor efter en sevel - i den tro, at "sevel" betyder pose - til sine varer, en gang han var ude at koebe ind. Dog kiggede manden bag disken en smule underligt paa Simon og forstod ikke rigtigt noget. Simon maatte til sidst gaa ud af butikken uden en pose og baere det hele hjem i favnen. Det viser sig dog, at Simon har oversat det hebraeiske ord en smule forkert... Han troede nemlig, at sakit betyder affald, og at sevel betyder pose. Paa hebraeisk er mange ord og ordstillinger bare vendt om, saa i virkeligheden betyder sakit pose og sevel affald. Altsaa har Simon i butikken spurgt efter noget affald til sine varer - intet under at manden bag disken var lidt uforstaaende :) Dog thumps up fordi du proevede, Simon! Bedre held naeste gang med at faa en pose.

Påskefejring i Jesu fodspor

Jeg har fejret påske 19 gange i mit liv. Hver eneste gang har været med mors påskeklip, fars lammekølle, gudstjenester og familiens hygge. Min 20. påskefejring blev dog helt anderledes...

Palmesøndagsvandring med bongotrommer og danske flag
Palmesøndag er dagen, hvor Jesus kom ridende på et æsel ned ad Oliebjerget. Han blev hyldet som en konge, og alle folk stod med palmegrene.

Søndag deltog vi i en Palmesøndagsvandring ned ad Oliebjerget. Titusindvis af mennesker fra hele verden gik i festligt optog ned ad Oliebjerget, hvor hver gruppe af kristne sang lovsange på deres eget sprog, dansede og spillede. Der var en gruppe lige bag ved os danskere, som spillede bongotrommer hele vejen ned ad Oliebjerget – en smule svært at hamle op med, når man går 30 danskere uden nogle instrumenter. Vandringen tog cirka en time og endte i en have tilhørende en ortodoks kirke, hvor vi så ventede yderligere en time på at patriarken skulle komme. Patriarken for ortodokse kristne i Jerusalem svarer til paven i Rom. I ventetiden hørte vi på arabisk lovsang blæst ud af kæmpe højtalere, asiatere dansede rundt sammen med præster og nonner og flere og flere folk stimlede sammen for at se patriarken, som gik bagerst i optoget.



Til sidst dukkede han op sammen med andre præster. Som jeg havde sagt til mig selv, så ville jeg nok ikke forstå noget af det, han sagde og ganske rigtigt – alt foregik på armensk og fransk (tror jeg da). I hvert fald forstod jeg ikke noget, men alligevel fik jeg oplevet hele vandringen.

Lad pesachen begynde
Oven i dette års påske fejredes jødernes pesach. De mindes tiden, hvor jøderne blev udfriet fra Egypten. Mandag aften havde Ordet & Israel og Israelsmissionen arrangeret et traditionelt påskemåltid med efterfølgende lovsang og lagkage. Ordet & Israel stod for påskemåltidet, hvor vi havde oplæsninger af det gamle testamente. Da vi også tror på, at Jesus er Guds Søn, og at Han er opstået igen, så havde vi den ekstra dimension med. Desuden har alle jødiske hjem en ekstra stol ved bordet under påskemåltidet, fordi de tror, at Elias (manden, som skal komme før Jesus) skal komme under et påskemåltid. Denne stol havde vi ikke fremme til vores påskemåltid, fordi vi tror, at Johannes Døberen var den mand.

Nogle steder på bordet var der seks skåle med forskellige ting. Bl.a. et røget æg, selleri og persille. Alle tingene symboliserer noget bestemt og skal spises på en bestemt måde og på et bestemt tidspunkt. Vi havde ikke alle læsningerne med, som andre jøder ellers ville have, da det ville tage rigtig, rigtig lang tid.



Efter det traditionelle påskemåltid og et lækkert måltid med ris, salat og kylling (fars lammekølle og flødekartofler må vente til næste år – desværre!) havde vi lovsang i den danske kirke, hvor jeg var med i bandet. Sukkersultne gik vi bagefter glade til fadet, da Astrid, Simon og Matilde serverede lækre lagkager.

Skærtorsdag på international vis
Lige en kort introduktion til Skærtorsdag. Denne dag indstiftede Jesus nadveren sammen disciplene og blev senere forrådt af Judas.

I Redeemer Church i den gamle bydel blev der holdt en international gudstjeneste med præster, som kunne alverdens sprog – dansk, svensk, norsk, engelsk, tysk og arabisk. Da vi sang, så sang man på sit eget sprog – rimelig forvirrende til tider! Efter gudstjenesten gik vi i sangprocession op på Oliebjerget, hvor vi læste nogle tekster (igen på alle sprog) og tændte så alle et lys. Det var virkelig specielt at tænke på, at Jesus og hans disciple befandt sig i Jerusalem for 2000 år siden og nok tæt på, hvor vi var.



Mylder i allerhøjste grad
Det er vist ordene, som beskriver Via Dolorosa i den gamle bydel Langfredag om formiddagen. Pastor Jakob havde forberedt en tur på Via Dolorosa, som er turen Jesus gik, inden han endte ved Golgata. Planen var at stoppe ved alle otte stationer, hvor nogle bibeltekster blev læst op, og en sang blev sunget.



Vi var dog ikke den eneste gruppe, som ville gå turen på Via Dolorosa... tværtimod! I al mylderet dukkede der lige pludselig en bil op, som ville modsat retning end folkemængden. Oveni det kom en gruppe ortodokse munke gående med et metalkors i virkelig størrelse og møvrede sig frem. Det var underligt at opleve Via Dolorosa-vandringen på den måde, fordi det på en eller anden måde virkede som om, at det bare gjaldt om at komme frem så hurtigt så muligt, men at alle også var påvirkede af, at det var Langfredag, og alle havde en begrundelse for at være der og gå turen.

Han er opstanden, halleluja!
Klokken 4.40 var det op – og ja, det er 4.40 om morgenen! En halv time efter gik vi fra Eva, som bor i den gamle bydel, til Oliebjerget, hvor alle danskere mødtes til solopgang og andagt ved Lises far. Selvom vi var trætte, så var det en skøn måde at starte påskemorgen på.



Jerusalem var fuld af folk påskesøndag. Peder, Jonathan og jeg tog rygsækkene på ryggen (fordi vi bagefter skulle videre til Sinai og Jordan) og gik hen til Gravhaven, hvor vi skulle mødes lidt tidligere end de andre. Vi var nemlig en del af bandet, som skulle stå for musikken til den skandinaviske gudstjeneste påskesøndag. Køen for at komme ind var allerede lang, da vi kom, men som band er der visse fordele. Vi blev hurtigt lukket ind, og sommerfuglene meldte sin ankomst i min mave. At det var påskesøndag, var der jo ikke rigtig noget nyt i. Det havde jeg jo prøvet så mange gange før. Men at synge for i et band til en gudstjeneste for ca. 450 skandinavistiske turister i Gravhaven, havde jeg alligevel ikke prøvet før.



Under gudstjenesten i høj solskin, med tekstlæsninger på dansk, svensk og norsk og midt under en salme gik det op for mig: Jeg stod i Gravhaven – stedet, hvor Jesus muligvis blev begravet og opstod igen for knap 2000 år siden – og lovsang Jesus Kristus med ordene:

Lyset fylder haven,
se, en engel kom,
åbned klippegraven,
Jesu grav er tom!
Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.

Aldrig har jeg prøvet noget lignende! Opstandelsen blev så virkelig for mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Min 20. påskefejring blev sandelig helt anderledes end 19 forrige, men til det kan jeg kun sige: Jeg håber, at flere påskefejringer bliver som denne.

Et forsinket glædelig påske til jer alle!

Kamelridning, jeeptur i oerken og opvartning af beduiner - check!

Allerfoerst vil jeg gerne komme med en undskyldning. Undskyld til mine foraeldre og soeskende, som paa (sikkert mange) ferier har hoert paa mit brokkeri og min klage over lange gaature, smaa bjergbestigninger og koereture. Jeg har nu fundet ud af, at hvad I har udsat mig for, er ingenting i forhold til, hvad man kan udsaettes for i Sinai og Jordan!

Naar det saa er sagt, saa vil jeg gerne begynde paa mit blogindlaeg om en fuldstaendig og helt outstanding tur til Sinai og Jordan. Soendag eftermiddag tog 40 andre danskere og lille Sine til Eilat, hvor vi dagen efter tog over graensen til Sinai. Med paa turen var elever fra Discipelskolen i Tiberias, nogle rejsende i Israel, Yad ve Lev-volontoerer (de ogsaa kaldre "joffier") samt IU-volontoerer i Jerusalem og Tel Aviv.



Solopgang fra det hoeje - med russere lige ved siden af
Mandag begyndte bestigningen af Sinaibjerget, og det var en flot tur op ad bjerget. Mushva var vores guide, og vi naaede op paa toppen i god behold. Solnedgangen var saa smuk, saa smuk. Aftenen blev brugt i en lille shop, hvor vi koebte kogt vand til vores kop-nudler, hvorefter Ida fra Joffihuset underviste os i Moseboegerne med efterfoelgende lovsang.



Beduiner fulgte os helt op paa toppen af bjerget (3 minutter fra den lille shop), hvor vi lagde os godt tilrette i varme soveposer. Kl. 4 om natten begyndte de grumme turister med frygtelige morgenstemmer og lommelygter at komme. Det er nemlig saadan, at mange turister (saerlig mange russere) gaar op paa Sinatbjerget om natten for at se solopgangen og saa gaa ned igen. Det er bare ikke saerlig sjovt, naar de gaar forbi og ganske hoejt siger: "Oh, they are sleeping in sleeping bags... But why?". Tjo, jeg har vaeret her siden i gaar aftes, og vil du vaere saa elskvaerdig at fjerne den lommelygte fra mit aasyn?



Turistantallet blev dog stoerre og stoerre, morgensangen vaerre og vaerre, men der var en bonus - og det var en stor en af slagsen... Jeg kunne nemlig kravle ud af min sovepose og hoppe op paa en sten med et taeppe over mig og se Guds fantastiske solopgang i det hoeje. Jeg siger dig: Det var b-e-a-utiful (Tak til Jim Carrey for det skoenne udtryk!).



Ellers gik tiden i Sinai med at koere fra det ene sted til det andet i smaa bumle-agtige beduinbusser, ride paa kameler i oerkenen, blive vartet op af beduiner, som lavede laekker mad, fortalte om deres kultur, og som fragtede vores rejserygsaekke frem til naeste destination. Det var ganske enkelt luksus at vaere i Sinai, hvor vandreture i sand og paa sten, kamelridning, badetur i havet og godt faellesskab bare blev til flotte billeder paa mit kamera og herlige minder i min hukommelse.







Tre lande paa én enkelt dag
Torsdag begav vi os fra Sinai, ind i Israel og videre til Jordan, hvor vores guide Wael moedte os. Han var en rigtig wannabe italiano-fyr med brülcreme i haaret for alle pengene! I starten kunne jeg ikke rigtig se det praktiske/smarte i det haar, men efter 10 minutter i en jeep i Jordans oerken kunne jeg se meningen med det... Hans haar sad jo paa noejagtig samme maade trods vind, blaest og sand! Vi koerte rundt i jeeps med smaa stop, hvor Wael fortalte noget om Jordans historie. Naar vi koerte rundt, raabte vi alle "jalla" til vores chauffoerer (som alle var i alderen 14 til ca. 60 aar), fordi de skulle koere hurtigere.



Svedige, traette og vindblaeste blev vi indlogeret paa hotel i Aqaba (og nej, det er ikke Aqrabah, hvor Jasmin og Aladdin skal giftes...). Det var tiltraengt med et bad efter 4 dage uden, men jeg kunne nu godt have brugt resten af turen ude ved de beduiner. Hyggelige var de :)

Nok om det, for fredag saa vi Petra. En hel by, som er hugget ind i klipper. Umiddelbart lyder det ikke som noget saerligt, men helt serioest - det er noget saerligt! Det er saa vildt, hvordan man for mange mange aar siden begyndte at hugge soejler og rum ind i klipper. En Indiana Jones film er blevet indspillet her, hvis det skulle faa nogle klokker til at ringe ved nogen af jer. Klippefarven er heller ikke som saa mange andre steder - her er de nemlig lyseroede, lilla, sorte og roede - flot!



Sidste dag var vi oppe paa Mt. Nebo, hvor Moses i sin tid fik et udsyn over det forjaettede land, som Gud ville give folket. Turen gik derefter til det landet, som flyder med maelk og honning, og jeg elsker det land!

Turen var helt uforglemmelig, eller som jeg ville sige paa tysk til aere for min tyske rumbo: Die Reise war übelst toll!


Anne Maria og jeg fandt dansk Haribo-slik i et supermarked i Jordan - så var vores hjemtur reddet!

Let the work begin

At være volontør i Israel indebærer ikke kun guidede ture og hygge med de andre danske volontører. 40 timer af ugens 168 timer bruger jeg nemlig som frivillig handicaphjælper på Beit Tamar.

Beit Tamar er en institution for unge mennesker med en form for fysisk handicap. Vi har fast seks beboere, og så kommer der nogle piger på aflastning et par gange i ugen.

Beit Tamar betyder ”Hjemmet af Tamar” og holder sig hovedsageligt kørende på sponsorater og fonde. Staff'et består af vores leder, husmor, seks workere og tre volontører.

Af vores faste beboere har vi en dreng og fem piger i alderen 22 til 28 år. Alle er kørestolsbrugere og har brug for hjælp til praktisk talt alt fra at børste tænder, til at ringe hjem, spise, komme i bad og på toilet. Og jeg hjælper med alt!

Vores arbejdsdage kan være ret forskellige fra hinanden rent timemæssigt. Enten har vi splitvagter, hvor vi arbejder nogle timer om morgenen og så møder igen senere, en ren dagvagt eller en ren aftenvagt.

Alle beboere er ude af huset fra 8 til 14, så der arbejder vi næsten aldrig. Ofte møder vi kl. 6 om morgenen og hjælper alle beboerne op af sengen, i tøjet og børster tænder på dem. Morgenmaden er ofte et par småkager og noget kedeligt te (jeg vil aldrig vænne mig til den israelske morgenmad, så jeg har bevæbnet mig med nogle havregryn fra det jødiske marked!). Når de så alle er blevet hentet af vores buschauffører, så kan det nemt lige blive til en time under dynen igen, inden vi står op og slapper af, inden eftermiddagsvagten begynder igen.

Når beboerne kommer hjem med 14-tiden, så står den på varmt mad, og så er der ellers dømt bad til alle mand. Eller det vil sige, at man i Israel kun må hjælpe en beboer af eget køn med personlig hygiejne og lignende, så vores mandlige beboer klarer nærmest alting selv.

Når man har en beboer i bad, så er der altid god tid og mulighed for at snakke, synge, grine og lære noget hebræisk. I løbet af et bad lærte jeg at sige sko, strømper, bukser, underbukser, bh, t-shirt, trøje og jakke – helt uden at skrive noget af det ned! Alle israelere bliver altid overraskede og glade, når man kan sige noget på hebræisk, så det gælder om at lære lidt ad gangen. Det kan til gengæld også være farligt at hilse en israeler på hebræisk, fordi så tror de straks, at man kan snakke flydende hebræisk – hvilket slet ikke er tilfældet for mig!

Når det så kniber med det hebræiske, så kan vi altid snakke engelsk med vores beboere. De er rigtig gode til det, og når kommunikationen mellem os volontører og de andre workere så kniber lidt (de er nemlig ikke alle så gode til engelsk), så er der altid oversættelseshjælp at hente ved de andre beboere.

Efter badetiden er der tid til hygge og pjat. Vi bor rimelig langt fra centrum, så det er desværre sjældent, at vi har mulighed for at tage nogen steder hen med beboerne. Tit ser vi fjernsyn med dem, spiller Memory eller Rummikub med dem eller snakker. Efter tre uger på Beit Tamar spillede jeg en aften Memory med nogle beboere. Jeg førte overlegent, og vores husmos Chaya sagde: ”You are very good at Memory. You are going to be a very good doctor, Sine!” Jeg spurgte så, hvordan hun kunne vide det, når hun kun havde kendt mig i tre uger, hvortil hun svarede, at jeg var så god til vendespil, og at man bare vidste sådan noget, når man kommer i hendes alder (hun er ca. 45-50 år). Jeg kunne ikke lade være med at grine, for hvis der ikke skal mere til at blive en god læge end at være god til Memory, så skal jeg nok blive vældig dygtig!

Den mest sagte sætning til mig i løbet af en arbejdsdag er nok: ”You crazy, Danish, blond girl!”. Ja, meget af min arbejdstid bruger jeg på at fjolle rundt og pjatte med beboerne. De nyder det, og jeg nyder det! Det er sjovt bare at fjolle rundt og få dem til at grine, når de kan have nogen svære dage på grund af deres arbejde eller handicap. Alle på institutionen er én stor familie for mange af beboerne, og det er derfor også vigtigt for os volontører at være der for dem – på godt og ondt.

Oftest er mine beboere glade (og hvis ikke, så kan jeg næsten altid få dem til at grine!). Jeg kan mærke, at de værdsætter min hjælp. I løbet af et toiletbesøg kan en beboer nå at sige mange tak mindst fem gange.

Til tider kan det også være hårdt at arbejde. Når man arbejder sådan et sted, så er man hele tiden på. Der er ikke noget, som hedder frokostpause eller lignende, fordi beboerne altid er omkring én. Til gengæld er det det hele værd, når en beboer spørger efter et knus, kalder mig chramuta (søde) eller bare griner helhjertet af min fjollede dans. Så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at jeg er blevet sendt til Israel med et formål – at være noget for mine beboere... et frisk pust i deres liv, en skør dansk pige og en ven for dem!

Jerusalem, part 2

Endnu en måned er gået, endnu en masse ting er set, og endnu flere billeder er taget.

Her har du et lille uddrag af månedens oplevelser. Indsæt linket i et nyt vindue og wupti... Så er der billeder!

http://www.facebook.com/album.php?aid=159453&id=619027231&l=67e4d1720f

Enjoy!

Månedens bedste bommerter

I løbet af en måned kan mange ting ske. Nogle ting griner man af, andre græder man over, og så er der de ting, hvor man ryster på hovedet og ender med at græde af grin. Det er blevet tid til en top tre over månedens bedste bommerter.

På en fin tredjeplads har vi Jonathan (og en lille smule Eva). Jonathan går en dag lige foran Eva, stopper op og... bum! Eva hamrer sin fod ind i Jonathans fod. Det burde umiddelbart ikke gøre det helt vilde, men det kunne godt tyde på, at Jonathans fod er lavet af beton og Evas af et yderst skrøbeligt materiale, for i hvert fald brækkede Eva sin lilletå ved sammenstødet. Så Jonathan: pas på med hvor du går og stopper, og Eva: se dig for... Tilbage er der vist kun at sige: Watch out hvis du går bagved Jonathan – måske stopper han lige pludseligt op og bum... Så er din tå brækket!



Andenpladsen må jeg nok se mig selv sammen med pastor Jakob. Vi skulle efter en dansk gudstjeneste ned i bilen med børn, klapvogn og guitar for at køre hjem. Lise havde fortalt Jakob, at der var en elevator, som går ned i parkeringskælderen, så vi ikke behøvede at løfte klapvognen ned ad en masse trapper. Vi kommer så ned på Mamilla Street, hvor elevatoren skulle være. Efter lang tids leden finder vi en dør ind til en gang med mange opbevaringsrum, hvor vi bliver enige om, at vi da kan gå ind af den, og så skulle elevatoren da gerne være der. Vi går ind og søger og søger og søger, men finder intet! Efter ti minutter bliver vi enige om, at den nok ikke var her alligevel og går så fortvivlede ud... for hvor kan den så være henne? Jo, ser du, den kan såmænd være lige ved siden af døren ind til de mange opbevaringsrum. Flot, Sine og Jakob! Åbne øjne kommer man altid langt med!



En flot og fuldstændig velfortjent førsteplads tilhører i denne måned Astrid Lund-Pedersen. En formiddag fik jeg følgende besked: ”... Jeg får sovet for lidt. I morges da jeg gik i bad og skulle smide mine underbukser til vask, smider jeg dem i wc'et. Flot astrid”
Ja, jeg ved ikke, hvor meget mere forklaring, der skal til. En træt Astrid kunne åbenbart ikke kende forskel fra den hvide vasketøjskurv og det hvide toilet og wupti – så var der våde underhyler til frk. Lund-Pedersen. Det skal dog lige siges, at hun ikke satte sig i vaskekurven for at tisse – heldigvis. Ekstra bonus var derimod, at Astrid fortalte de andre volontører om hendes ”oplevelse” om morgenen og startede med at sige: ”Kender I ikke godt det der med, at man kommer til at smide underbukserne i toilettet i stedet for vasketøjskurven?”, hvortil vi alle rystede på hovedet. ”Nå, det er nok bare mig, der gør det!”, sagde Astrid så. Ja, min ven, det er vist bare dig, men bare vent, du skal nok nå at lære forskellen mellem et wc og en vasketøjskurv!

Månedens statusopdatering

Sine Søndergaard Korsholm har leget bjergged og ægpuster og ligner åbenbart ikke en dansker...

Udmeldingen var ærlig og overraskende, da en sælger (Simon) i den gamle by den anden dag ville gætte, hvor jeg er fra. Samtalen gik nogenlunde således:
Simon: ”Can I guess where you are from?”
Sine: ”Yes, of course.”
Simon: ”You are Austrian!”
Sine: ”Nope.”
Simon: ”You are from Germany?”
Sine: ”No, but you are close now... A bit more up.”
Simon: ”Holland?”
Sine: ”No... More up.”
Simon: ”You are Scandinavian?!” (meget overrasket)
Sine: ”Yep, I am.”
Simon: ”You are not Danish!” (endnu mere overrasket)
Sine: ”Yeah, I am...!”
Simon: ”Noo, you don't look like a Danish girl!”
Sine: ”Well, I am.”
Simon: ”No, Danish girls are bigger and taller than you!”
Sine: ”Well, I have always been small.”
Simon: ”You are from the city?”
Sine: ”Hmm, a small one, but yes.”
Simon: ”That's why. Country-girls are always bigger. You're so small. You really don't look like a Danish girl.”
Sine: ”Well, I must say that you are the first one who couldn't guess that I am from Denmark. The blond hair is always a good clue to see that I am Danish.”

Det var lige godt første gang, jeg mødte en, som ikke troede på, at jeg er fra Danmark. Normalt kan folk høre det, når jeg snakker med de andre danskere (utroligt nok, så kan mange sælgere forstå en lille bitte smule dansk – i hvert fald ofte nok til at spørge, om ”er du en fattig student?” - citat ”Fattig-Student-Sælgeren”!).

Månedens bedste oplevelse har helt sikkert været vores ørkenvandring i Maktesh Ramon. Tre dage uden internet, netdækning på mobilen og bad var virkelig lækkert – underligt som det kan lyde! At stå på det store, store bjerg efter tre dage med vandring over bjerge og gennem dale var alle anstrengelserne værd. Jeg er klar på at pakke min vandrerygsæk igen til en ny tur – gerne lige så hård med uvurderlige udsigter og over-kodyl-seje oplevelser som sidste gang.



Månedens bedste grin må være til Mission Ægpusteri. Allerede under aftensmaden grinte vi så meget, at Eva endte med at sige, at det er godt, hun ikke spiser mere med os, for så vil hun da aldrig få noget aftensmad, eftersom hun grinte så meget med os. Jeg må bare sige, at alle burde gøre ægpusteri til en tradition i påsken. Man kan kun grine af det – især når Simon smadrer sit æg og får æg i munden, på armene og tøjet, Peder spræller med benene, når han puster til, og når Eva får pustet ét enkelt æg, mens Matilde har taget tre på samme tid.