Den sidste nadver

... Blev til en brunch!

Der kan skrives mange ord, der kan vises mange billeder, der kan synges mange sange. Alligevel vil det tage alverdens tid at fortælle om alle de fantastiske oplevelser, jeg har haft som volontør. I har fået mange på min blog, igennem Facebook og billeder og gennem samtaler. Jeg kan blive ved, men jeg vælger at lade være. Til gengæld vil jeg gerne fortælle om vores sidste nadver, som forvandlede sig til en brunch.

En fredag formiddag mødtes fem solbrune Meet The People-volontører og blege Thea (sorry, søs, men det var du altså!) på en fortovscafé i hjertet af Jerusalem. Vi hyggede, vi grinte, vi smilte, og vi glædede os over mange oplevelser sammen. Det var dagen før Peder, Matilde og Simons afgang mod Danmark, så i bedste volontørånd skulle vi spise lidt lækkert og nyde solens stråler.



Jeg kunne ikke rigtigt forstå, at seks måneder var gået. Alligevel var vi alle klar til at komme videre, opleve nyt og nye mennesker.

Jeg vil ikke komme med en lang smøre om, at du ændrer verden, når du er volontør.
Jeg vil ikke sige, at livet er en dans på roser, hvis du er volontør.
Jeg vil ikke sige, at du spiser mindre, bare fordi du er nede i varmen (Det passer virkelig ikke! Du befinder dig i air-con det meste af tiden og spiser konstant).
Jeg vil ikke sige, at du for alt i verden skal være volontør frem for noget andet.
Jeg vil ikke sige, at jeg er et bedre menneske end andre, bare fordi jeg har arbejdet med handicappede.

Til gengæld:
Jeg vil sige, at det er fantastisk at lære en anden befolkning at kende på tæt hold.
Jeg vil sige, at sammenholdet er fantastisk.
Jeg vil sige, at muligheden for at leve i en anden kultur er givende.
Jeg vil sige, at du ændrer ikke verden, men at du rører ved menneskers hjerter, når du lader dem komme ind i dit hjerte.

Alt dette gjorde jeg, og jeg vil være evig taknemlig. Jeg kan derfor kun takke og bukke og neje ydmygt for de mennesker, som har fulgt mig i de seneste syv måneder. Jeg skal til Jerusalem igen, og jeg håber og beder til, at jeg også skal opleve det ny Jerusalem. Hvilken forskel der er, glæder jeg mig til at se, men én ting er sikkert - mit Jerusalem har været fantastisk, så det ny Jerusalem, må være out standing!

Afsked og skønne minder på nethinden

Jeg vidste jo godt, at dagen ville oprinde. Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til alle mine beboere, som nu også kan betegnes som mine veninder, mine børn, mine guldklumper, you name it. Fordi jeg var ikke volontør, og de var ikke beboere. Forholdet i de foregående seks måneder havde udviklet sig til et skønt venskab på godt og ondt.

Dagligstuen var en tirsdag i slutningen af juli pyntet med dug og blomster. Pigerne havde allerede grædt den sidste måned (mere eller mindre). Pigerne havde købt flotte halskæder til Katharina, Astrid og jeg, og vores leder og husmor gav os en anbefaling samt et billede af nogle af vores mange oplevelser med beboerne. Vores leder sagde lidt, vores husmor sagde lidt, pigerne sagde lidt, Katharina sagde lidt, Astrid sagde lidt, jeg sagde lidt... Og så græd alle pigerne! Katharina, Astrid og jeg havde lavet et stort billede med en masse skønne små billeder af os volontører sammen med beboerne. Et godt minde, som de vil kunne se tilbage på. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle holde den ellers gode og rolige stemning oppe, men i hvert fald hulkede alle fem piger, og vi måtte ellers rundt og trøste dem.

Men det er svært. Svært når man har været sammen med dem næsten hver eneste dag de seneste seks måneder. Svært når man ved, at det bliver hårdt for dem at være uden volontører igen. Svært når man ved, at der går lang tid før, man ser dem igen.

Men tiden til afsked var kommet, og jeg har hver dag kunnet finde en masse ting at glæde mig over. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig ufatteligt meget til næste gang, hvor der står Tel Aviv på flybilletten, for så skal jeg med garanti se mine piger igen. For der går ikke en uge, hvor mange gode oplevelser bliver vist på min nethinde, og jeg smiler.

Månedens bedste bommerter

Det er snart to måneder siden, jeg vendte tilbage til Danmark. Alligevel skal I ikke snydes for nogle sjove oplevelser fra den sidste måned af mit volontørophold. So here we go:

På en fin tredjeplads har vi Peder. Under en guidet tur kommer vi på den ene eller anden måde til at snakke om udslæt. Snakken går, og jeg undrer mig lidt over Peders udtale af "udslæt". Jeg synes nemlig, at jeg hører et h foran udslæt. Så jeg spørger Peder, om hvordan han staver til udslæt, hvortil han siger h-u-d-s-l-æ-t. Nej, Peder, der er ikke noget h! "Jo jo, det siger min mor i hvert fald, og det er jo også huden, der slætter ud... eller sådan noget!". Nej, Peder! Desværre har du ikke ret denne gang, men alligevel skal du have en tredjeplads på denne måneds top tre. Og forresten, tjek linket her ud, så kan du også finde ordet på andre sprog :)
http://www.ordbogen.com/opslag.php?word=udsl%C3%A6t&dict=auto#daen

Astrid indtager andenpladsen med en dejlig sprogbøf. I en snak om alle hendes skøre aktiviteter (og nej, Astrid, det er ikke normalt at gå til fluebinding), så fortæller Astrid om nogle af sine spejderoplevelser. Da hun har nævnt ord som "spejderfører" og "spejderhjælper", siger hun: "Forresten, nu bruger jeg lige sådan nogle fagudtryk inden for spejderverdenen..." Astrid! Vi ved godt, hvad en spejderfører og en spejderhjælper er, and guess what?! Det gør alle vist. Men tak for din venlige tanke - du er nu skøn!

Den aller sidste førsteplads i "Månedens bedste bommerter" går til papa Pede. Mange ting har Peder styr på, men det der med jødernes motion under en sabbat er måske ikke lige hans stærkeste side. I hvert fald fortæller Peder en aften, at jøderne går så hurtigt i sabbatten, fordi så tager de ikke så mange skridt, og dermed kan de gå længere. Okay, bare lige for at få det på det rene: Jøder må gå et bestemt antal skridt/x antal kilometer hver sabbat, hvis de vil overholde de 613 bud. Men nu hænger det hele jo sammen således, at man tager ikke færre skridt, hvis man går hurtigere... Da vi var flere, som stod inde for denne forklaring, måtte Peder lige tænke sig lidt om, argumentere for sin sag... og så indrømme, at hans forklaring ikke hænger helt sammen.

Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til alle jer, som har bidraget til "Månedens bedste bommerter"! I har været, er og vil altid være en stor fornøjelse af være sammen med!