Afsked og skønne minder på nethinden

Jeg vidste jo godt, at dagen ville oprinde. Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til alle mine beboere, som nu også kan betegnes som mine veninder, mine børn, mine guldklumper, you name it. Fordi jeg var ikke volontør, og de var ikke beboere. Forholdet i de foregående seks måneder havde udviklet sig til et skønt venskab på godt og ondt.

Dagligstuen var en tirsdag i slutningen af juli pyntet med dug og blomster. Pigerne havde allerede grædt den sidste måned (mere eller mindre). Pigerne havde købt flotte halskæder til Katharina, Astrid og jeg, og vores leder og husmor gav os en anbefaling samt et billede af nogle af vores mange oplevelser med beboerne. Vores leder sagde lidt, vores husmor sagde lidt, pigerne sagde lidt, Katharina sagde lidt, Astrid sagde lidt, jeg sagde lidt... Og så græd alle pigerne! Katharina, Astrid og jeg havde lavet et stort billede med en masse skønne små billeder af os volontører sammen med beboerne. Et godt minde, som de vil kunne se tilbage på. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle holde den ellers gode og rolige stemning oppe, men i hvert fald hulkede alle fem piger, og vi måtte ellers rundt og trøste dem.

Men det er svært. Svært når man har været sammen med dem næsten hver eneste dag de seneste seks måneder. Svært når man ved, at det bliver hårdt for dem at være uden volontører igen. Svært når man ved, at der går lang tid før, man ser dem igen.

Men tiden til afsked var kommet, og jeg har hver dag kunnet finde en masse ting at glæde mig over. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig ufatteligt meget til næste gang, hvor der står Tel Aviv på flybilletten, for så skal jeg med garanti se mine piger igen. For der går ikke en uge, hvor mange gode oplevelser bliver vist på min nethinde, og jeg smiler.