Jeg er halvvejs i mit volontoerophold, men det foeles som om, jeg har vaeret her i meget laengere tid.
Denne maaneds billeder byder blandt andet paa paaskesoendag, Sinai-/Jordan-tur og Det Doede Hav.
Kopier linket og saet det ind i en ny browser - saa er du godt underholdt! Enjoy!
http://www.facebook.com/album.php?aid=167949&id=619027231&l=0b999ef584
torsdag den 29. april 2010
Maanedens bedste bommerter
Jeg kan endnu en gang byde velkommen til maanedens tre bedste bommerter:
Paa en ganske fin og ydmyg tredjeplads har vi min rumbo Astrid. Selv om Astrid har vaeret spejder i mange aar til trods for at hun slet ikke kunne li' det (historien er hoert mange gange), saa har hun bare ikke altid lige spejderudstyret i orden. Det skulle man da ellers tro, men dog ikke... I hvert fald saa er Astrid blevet lidt vild med de smarte pandelommelygter. Til de uvidende kan jeg fortaelle, at det er en lygte, som sidder paa en elastik, som saa kan saettes paa hovedet og wupti - en fantastisk maade at se noget, naar man er uden for i det moerke moerke. Paa Sinai-/Jordanturen kom Astrid saa i den situation, at hun gerne ville have sin lille lommelygte med sig. Hun fik ordnet de ting, hun skulle, og da hun saa kom ned i soveposen, skulle lommelygten gerne vaere i naerheden, hvis hun skulle faa brug for den. I en sovepose kan den nemt blive vaek, saa hvordan loeser Astrid saadan et problem? Hun saetter den da bare fast i sin bh! Smart smart, taenker hun, men... Naeste morgen kan Astrid ikke rigtig forstaa, hvorfor hendes ellers hvide bh er blevet lyseroed. Traet faar hun pakket sine ting, mens hun taenker paa livet loes. Pludselig udbryder hun: "Det er da, fordi jeg har skrevet med roed sprittusch paa min lommelygte, og den satte jeg jo saa fast i min bh!" Det har altsaa smittet af, og nej... Det kan ikke gaa af i vask trods meget pletfjerner. Yndigt trick med at placere lommelygten et sted, hvor du kan finde den igen, kaere spejder Astrid, men naeste gang skal du nok ikke skrive paa en sort lommelygte med roed tusch... Bare et godt raad fra en gammel spejder til en anden gammel spejder.
Paa andenpladsen har vi en meget traet Anne Maria. Anne Maria er volontoer for Ordet & Israel. Jeg besoegte hende og Emmeli (ogsaa volontoer for Ordet & Israel), og vi snakker til langt ud paa natten. Vi kommer blandt andet ind paa emnet boern og snakker om, at nogle jo ender med at faa en efternoeler. Vi snakker om aldersforskelle i soeskendeflokke, og jeg siger: "Saa hun er bare en efternoeler med stort...", hvorefter Anne Maria taenker sig om i fem sekunder og siger: "F!". Hmm, nej Anne Maria! Efternoeler starter ikke med F, men derimod E. Hendes kommentar til det bagefter var: "Og det vaerste er da, at jeg faktisk sad og taenkte over, hvad det startede med, men det kunne jeg aabenbart ikke finde ud af. Men nu er det altsaa ogsaa ved at vaere sent." Jep, klokken var tre om natten, men alligevel skulle alfabetet gerne sidde saadan nogenlunde. Men bare rolig, ven, jeg tror paa dig! Du skal nok laere det :)
Som volontoer laerer man lidt hebraeisk hist og her, og saa er det jo ogsaa oplagt at bruge det, naar man nu kan en smule. Problemet er bare, at det godt kan gaa lidt galt til tider, og derfor har vi Simon paa en foersteplads i denne maaned. Simon havde laert, at sakitsevel betyder affaldspose. Han spurgte derfor efter en sevel - i den tro, at "sevel" betyder pose - til sine varer, en gang han var ude at koebe ind. Dog kiggede manden bag disken en smule underligt paa Simon og forstod ikke rigtigt noget. Simon maatte til sidst gaa ud af butikken uden en pose og baere det hele hjem i favnen. Det viser sig dog, at Simon har oversat det hebraeiske ord en smule forkert... Han troede nemlig, at sakit betyder affald, og at sevel betyder pose. Paa hebraeisk er mange ord og ordstillinger bare vendt om, saa i virkeligheden betyder sakit pose og sevel affald. Altsaa har Simon i butikken spurgt efter noget affald til sine varer - intet under at manden bag disken var lidt uforstaaende :) Dog thumps up fordi du proevede, Simon! Bedre held naeste gang med at faa en pose.
Paa en ganske fin og ydmyg tredjeplads har vi min rumbo Astrid. Selv om Astrid har vaeret spejder i mange aar til trods for at hun slet ikke kunne li' det (historien er hoert mange gange), saa har hun bare ikke altid lige spejderudstyret i orden. Det skulle man da ellers tro, men dog ikke... I hvert fald saa er Astrid blevet lidt vild med de smarte pandelommelygter. Til de uvidende kan jeg fortaelle, at det er en lygte, som sidder paa en elastik, som saa kan saettes paa hovedet og wupti - en fantastisk maade at se noget, naar man er uden for i det moerke moerke. Paa Sinai-/Jordanturen kom Astrid saa i den situation, at hun gerne ville have sin lille lommelygte med sig. Hun fik ordnet de ting, hun skulle, og da hun saa kom ned i soveposen, skulle lommelygten gerne vaere i naerheden, hvis hun skulle faa brug for den. I en sovepose kan den nemt blive vaek, saa hvordan loeser Astrid saadan et problem? Hun saetter den da bare fast i sin bh! Smart smart, taenker hun, men... Naeste morgen kan Astrid ikke rigtig forstaa, hvorfor hendes ellers hvide bh er blevet lyseroed. Traet faar hun pakket sine ting, mens hun taenker paa livet loes. Pludselig udbryder hun: "Det er da, fordi jeg har skrevet med roed sprittusch paa min lommelygte, og den satte jeg jo saa fast i min bh!" Det har altsaa smittet af, og nej... Det kan ikke gaa af i vask trods meget pletfjerner. Yndigt trick med at placere lommelygten et sted, hvor du kan finde den igen, kaere spejder Astrid, men naeste gang skal du nok ikke skrive paa en sort lommelygte med roed tusch... Bare et godt raad fra en gammel spejder til en anden gammel spejder.
Paa andenpladsen har vi en meget traet Anne Maria. Anne Maria er volontoer for Ordet & Israel. Jeg besoegte hende og Emmeli (ogsaa volontoer for Ordet & Israel), og vi snakker til langt ud paa natten. Vi kommer blandt andet ind paa emnet boern og snakker om, at nogle jo ender med at faa en efternoeler. Vi snakker om aldersforskelle i soeskendeflokke, og jeg siger: "Saa hun er bare en efternoeler med stort...", hvorefter Anne Maria taenker sig om i fem sekunder og siger: "F!". Hmm, nej Anne Maria! Efternoeler starter ikke med F, men derimod E. Hendes kommentar til det bagefter var: "Og det vaerste er da, at jeg faktisk sad og taenkte over, hvad det startede med, men det kunne jeg aabenbart ikke finde ud af. Men nu er det altsaa ogsaa ved at vaere sent." Jep, klokken var tre om natten, men alligevel skulle alfabetet gerne sidde saadan nogenlunde. Men bare rolig, ven, jeg tror paa dig! Du skal nok laere det :)
Som volontoer laerer man lidt hebraeisk hist og her, og saa er det jo ogsaa oplagt at bruge det, naar man nu kan en smule. Problemet er bare, at det godt kan gaa lidt galt til tider, og derfor har vi Simon paa en foersteplads i denne maaned. Simon havde laert, at sakitsevel betyder affaldspose. Han spurgte derfor efter en sevel - i den tro, at "sevel" betyder pose - til sine varer, en gang han var ude at koebe ind. Dog kiggede manden bag disken en smule underligt paa Simon og forstod ikke rigtigt noget. Simon maatte til sidst gaa ud af butikken uden en pose og baere det hele hjem i favnen. Det viser sig dog, at Simon har oversat det hebraeiske ord en smule forkert... Han troede nemlig, at sakit betyder affald, og at sevel betyder pose. Paa hebraeisk er mange ord og ordstillinger bare vendt om, saa i virkeligheden betyder sakit pose og sevel affald. Altsaa har Simon i butikken spurgt efter noget affald til sine varer - intet under at manden bag disken var lidt uforstaaende :) Dog thumps up fordi du proevede, Simon! Bedre held naeste gang med at faa en pose.
tirsdag den 20. april 2010
Påskefejring i Jesu fodspor
Jeg har fejret påske 19 gange i mit liv. Hver eneste gang har været med mors påskeklip, fars lammekølle, gudstjenester og familiens hygge. Min 20. påskefejring blev dog helt anderledes...
Palmesøndagsvandring med bongotrommer og danske flag
Palmesøndag er dagen, hvor Jesus kom ridende på et æsel ned ad Oliebjerget. Han blev hyldet som en konge, og alle folk stod med palmegrene.
Søndag deltog vi i en Palmesøndagsvandring ned ad Oliebjerget. Titusindvis af mennesker fra hele verden gik i festligt optog ned ad Oliebjerget, hvor hver gruppe af kristne sang lovsange på deres eget sprog, dansede og spillede. Der var en gruppe lige bag ved os danskere, som spillede bongotrommer hele vejen ned ad Oliebjerget – en smule svært at hamle op med, når man går 30 danskere uden nogle instrumenter. Vandringen tog cirka en time og endte i en have tilhørende en ortodoks kirke, hvor vi så ventede yderligere en time på at patriarken skulle komme. Patriarken for ortodokse kristne i Jerusalem svarer til paven i Rom. I ventetiden hørte vi på arabisk lovsang blæst ud af kæmpe højtalere, asiatere dansede rundt sammen med præster og nonner og flere og flere folk stimlede sammen for at se patriarken, som gik bagerst i optoget.
Til sidst dukkede han op sammen med andre præster. Som jeg havde sagt til mig selv, så ville jeg nok ikke forstå noget af det, han sagde og ganske rigtigt – alt foregik på armensk og fransk (tror jeg da). I hvert fald forstod jeg ikke noget, men alligevel fik jeg oplevet hele vandringen.
Lad pesachen begynde
Oven i dette års påske fejredes jødernes pesach. De mindes tiden, hvor jøderne blev udfriet fra Egypten. Mandag aften havde Ordet & Israel og Israelsmissionen arrangeret et traditionelt påskemåltid med efterfølgende lovsang og lagkage. Ordet & Israel stod for påskemåltidet, hvor vi havde oplæsninger af det gamle testamente. Da vi også tror på, at Jesus er Guds Søn, og at Han er opstået igen, så havde vi den ekstra dimension med. Desuden har alle jødiske hjem en ekstra stol ved bordet under påskemåltidet, fordi de tror, at Elias (manden, som skal komme før Jesus) skal komme under et påskemåltid. Denne stol havde vi ikke fremme til vores påskemåltid, fordi vi tror, at Johannes Døberen var den mand.
Nogle steder på bordet var der seks skåle med forskellige ting. Bl.a. et røget æg, selleri og persille. Alle tingene symboliserer noget bestemt og skal spises på en bestemt måde og på et bestemt tidspunkt. Vi havde ikke alle læsningerne med, som andre jøder ellers ville have, da det ville tage rigtig, rigtig lang tid.
Efter det traditionelle påskemåltid og et lækkert måltid med ris, salat og kylling (fars lammekølle og flødekartofler må vente til næste år – desværre!) havde vi lovsang i den danske kirke, hvor jeg var med i bandet. Sukkersultne gik vi bagefter glade til fadet, da Astrid, Simon og Matilde serverede lækre lagkager.
Skærtorsdag på international vis
Lige en kort introduktion til Skærtorsdag. Denne dag indstiftede Jesus nadveren sammen disciplene og blev senere forrådt af Judas.
I Redeemer Church i den gamle bydel blev der holdt en international gudstjeneste med præster, som kunne alverdens sprog – dansk, svensk, norsk, engelsk, tysk og arabisk. Da vi sang, så sang man på sit eget sprog – rimelig forvirrende til tider! Efter gudstjenesten gik vi i sangprocession op på Oliebjerget, hvor vi læste nogle tekster (igen på alle sprog) og tændte så alle et lys. Det var virkelig specielt at tænke på, at Jesus og hans disciple befandt sig i Jerusalem for 2000 år siden og nok tæt på, hvor vi var.
Mylder i allerhøjste grad
Det er vist ordene, som beskriver Via Dolorosa i den gamle bydel Langfredag om formiddagen. Pastor Jakob havde forberedt en tur på Via Dolorosa, som er turen Jesus gik, inden han endte ved Golgata. Planen var at stoppe ved alle otte stationer, hvor nogle bibeltekster blev læst op, og en sang blev sunget.
Vi var dog ikke den eneste gruppe, som ville gå turen på Via Dolorosa... tværtimod! I al mylderet dukkede der lige pludselig en bil op, som ville modsat retning end folkemængden. Oveni det kom en gruppe ortodokse munke gående med et metalkors i virkelig størrelse og møvrede sig frem. Det var underligt at opleve Via Dolorosa-vandringen på den måde, fordi det på en eller anden måde virkede som om, at det bare gjaldt om at komme frem så hurtigt så muligt, men at alle også var påvirkede af, at det var Langfredag, og alle havde en begrundelse for at være der og gå turen.
Han er opstanden, halleluja!
Klokken 4.40 var det op – og ja, det er 4.40 om morgenen! En halv time efter gik vi fra Eva, som bor i den gamle bydel, til Oliebjerget, hvor alle danskere mødtes til solopgang og andagt ved Lises far. Selvom vi var trætte, så var det en skøn måde at starte påskemorgen på.
Jerusalem var fuld af folk påskesøndag. Peder, Jonathan og jeg tog rygsækkene på ryggen (fordi vi bagefter skulle videre til Sinai og Jordan) og gik hen til Gravhaven, hvor vi skulle mødes lidt tidligere end de andre. Vi var nemlig en del af bandet, som skulle stå for musikken til den skandinaviske gudstjeneste påskesøndag. Køen for at komme ind var allerede lang, da vi kom, men som band er der visse fordele. Vi blev hurtigt lukket ind, og sommerfuglene meldte sin ankomst i min mave. At det var påskesøndag, var der jo ikke rigtig noget nyt i. Det havde jeg jo prøvet så mange gange før. Men at synge for i et band til en gudstjeneste for ca. 450 skandinavistiske turister i Gravhaven, havde jeg alligevel ikke prøvet før.
Under gudstjenesten i høj solskin, med tekstlæsninger på dansk, svensk og norsk og midt under en salme gik det op for mig: Jeg stod i Gravhaven – stedet, hvor Jesus muligvis blev begravet og opstod igen for knap 2000 år siden – og lovsang Jesus Kristus med ordene:
Lyset fylder haven,
se, en engel kom,
åbned klippegraven,
Jesu grav er tom!
Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.
Aldrig har jeg prøvet noget lignende! Opstandelsen blev så virkelig for mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile.
Min 20. påskefejring blev sandelig helt anderledes end 19 forrige, men til det kan jeg kun sige: Jeg håber, at flere påskefejringer bliver som denne.
Et forsinket glædelig påske til jer alle!
Palmesøndagsvandring med bongotrommer og danske flag
Palmesøndag er dagen, hvor Jesus kom ridende på et æsel ned ad Oliebjerget. Han blev hyldet som en konge, og alle folk stod med palmegrene.
Søndag deltog vi i en Palmesøndagsvandring ned ad Oliebjerget. Titusindvis af mennesker fra hele verden gik i festligt optog ned ad Oliebjerget, hvor hver gruppe af kristne sang lovsange på deres eget sprog, dansede og spillede. Der var en gruppe lige bag ved os danskere, som spillede bongotrommer hele vejen ned ad Oliebjerget – en smule svært at hamle op med, når man går 30 danskere uden nogle instrumenter. Vandringen tog cirka en time og endte i en have tilhørende en ortodoks kirke, hvor vi så ventede yderligere en time på at patriarken skulle komme. Patriarken for ortodokse kristne i Jerusalem svarer til paven i Rom. I ventetiden hørte vi på arabisk lovsang blæst ud af kæmpe højtalere, asiatere dansede rundt sammen med præster og nonner og flere og flere folk stimlede sammen for at se patriarken, som gik bagerst i optoget.
Til sidst dukkede han op sammen med andre præster. Som jeg havde sagt til mig selv, så ville jeg nok ikke forstå noget af det, han sagde og ganske rigtigt – alt foregik på armensk og fransk (tror jeg da). I hvert fald forstod jeg ikke noget, men alligevel fik jeg oplevet hele vandringen.
Lad pesachen begynde
Oven i dette års påske fejredes jødernes pesach. De mindes tiden, hvor jøderne blev udfriet fra Egypten. Mandag aften havde Ordet & Israel og Israelsmissionen arrangeret et traditionelt påskemåltid med efterfølgende lovsang og lagkage. Ordet & Israel stod for påskemåltidet, hvor vi havde oplæsninger af det gamle testamente. Da vi også tror på, at Jesus er Guds Søn, og at Han er opstået igen, så havde vi den ekstra dimension med. Desuden har alle jødiske hjem en ekstra stol ved bordet under påskemåltidet, fordi de tror, at Elias (manden, som skal komme før Jesus) skal komme under et påskemåltid. Denne stol havde vi ikke fremme til vores påskemåltid, fordi vi tror, at Johannes Døberen var den mand.
Nogle steder på bordet var der seks skåle med forskellige ting. Bl.a. et røget æg, selleri og persille. Alle tingene symboliserer noget bestemt og skal spises på en bestemt måde og på et bestemt tidspunkt. Vi havde ikke alle læsningerne med, som andre jøder ellers ville have, da det ville tage rigtig, rigtig lang tid.
Efter det traditionelle påskemåltid og et lækkert måltid med ris, salat og kylling (fars lammekølle og flødekartofler må vente til næste år – desværre!) havde vi lovsang i den danske kirke, hvor jeg var med i bandet. Sukkersultne gik vi bagefter glade til fadet, da Astrid, Simon og Matilde serverede lækre lagkager.
Skærtorsdag på international vis
Lige en kort introduktion til Skærtorsdag. Denne dag indstiftede Jesus nadveren sammen disciplene og blev senere forrådt af Judas.
I Redeemer Church i den gamle bydel blev der holdt en international gudstjeneste med præster, som kunne alverdens sprog – dansk, svensk, norsk, engelsk, tysk og arabisk. Da vi sang, så sang man på sit eget sprog – rimelig forvirrende til tider! Efter gudstjenesten gik vi i sangprocession op på Oliebjerget, hvor vi læste nogle tekster (igen på alle sprog) og tændte så alle et lys. Det var virkelig specielt at tænke på, at Jesus og hans disciple befandt sig i Jerusalem for 2000 år siden og nok tæt på, hvor vi var.
Mylder i allerhøjste grad
Det er vist ordene, som beskriver Via Dolorosa i den gamle bydel Langfredag om formiddagen. Pastor Jakob havde forberedt en tur på Via Dolorosa, som er turen Jesus gik, inden han endte ved Golgata. Planen var at stoppe ved alle otte stationer, hvor nogle bibeltekster blev læst op, og en sang blev sunget.
Vi var dog ikke den eneste gruppe, som ville gå turen på Via Dolorosa... tværtimod! I al mylderet dukkede der lige pludselig en bil op, som ville modsat retning end folkemængden. Oveni det kom en gruppe ortodokse munke gående med et metalkors i virkelig størrelse og møvrede sig frem. Det var underligt at opleve Via Dolorosa-vandringen på den måde, fordi det på en eller anden måde virkede som om, at det bare gjaldt om at komme frem så hurtigt så muligt, men at alle også var påvirkede af, at det var Langfredag, og alle havde en begrundelse for at være der og gå turen.
Han er opstanden, halleluja!
Klokken 4.40 var det op – og ja, det er 4.40 om morgenen! En halv time efter gik vi fra Eva, som bor i den gamle bydel, til Oliebjerget, hvor alle danskere mødtes til solopgang og andagt ved Lises far. Selvom vi var trætte, så var det en skøn måde at starte påskemorgen på.
Jerusalem var fuld af folk påskesøndag. Peder, Jonathan og jeg tog rygsækkene på ryggen (fordi vi bagefter skulle videre til Sinai og Jordan) og gik hen til Gravhaven, hvor vi skulle mødes lidt tidligere end de andre. Vi var nemlig en del af bandet, som skulle stå for musikken til den skandinaviske gudstjeneste påskesøndag. Køen for at komme ind var allerede lang, da vi kom, men som band er der visse fordele. Vi blev hurtigt lukket ind, og sommerfuglene meldte sin ankomst i min mave. At det var påskesøndag, var der jo ikke rigtig noget nyt i. Det havde jeg jo prøvet så mange gange før. Men at synge for i et band til en gudstjeneste for ca. 450 skandinavistiske turister i Gravhaven, havde jeg alligevel ikke prøvet før.
Under gudstjenesten i høj solskin, med tekstlæsninger på dansk, svensk og norsk og midt under en salme gik det op for mig: Jeg stod i Gravhaven – stedet, hvor Jesus muligvis blev begravet og opstod igen for knap 2000 år siden – og lovsang Jesus Kristus med ordene:
Lyset fylder haven,
se, en engel kom,
åbned klippegraven,
Jesu grav er tom!
Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.
Aldrig har jeg prøvet noget lignende! Opstandelsen blev så virkelig for mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile.
Min 20. påskefejring blev sandelig helt anderledes end 19 forrige, men til det kan jeg kun sige: Jeg håber, at flere påskefejringer bliver som denne.
Et forsinket glædelig påske til jer alle!
onsdag den 14. april 2010
Kamelridning, jeeptur i oerken og opvartning af beduiner - check!
Allerfoerst vil jeg gerne komme med en undskyldning. Undskyld til mine foraeldre og soeskende, som paa (sikkert mange) ferier har hoert paa mit brokkeri og min klage over lange gaature, smaa bjergbestigninger og koereture. Jeg har nu fundet ud af, at hvad I har udsat mig for, er ingenting i forhold til, hvad man kan udsaettes for i Sinai og Jordan!
Naar det saa er sagt, saa vil jeg gerne begynde paa mit blogindlaeg om en fuldstaendig og helt outstanding tur til Sinai og Jordan. Soendag eftermiddag tog 40 andre danskere og lille Sine til Eilat, hvor vi dagen efter tog over graensen til Sinai. Med paa turen var elever fra Discipelskolen i Tiberias, nogle rejsende i Israel, Yad ve Lev-volontoerer (de ogsaa kaldre "joffier") samt IU-volontoerer i Jerusalem og Tel Aviv.
Solopgang fra det hoeje - med russere lige ved siden af
Mandag begyndte bestigningen af Sinaibjerget, og det var en flot tur op ad bjerget. Mushva var vores guide, og vi naaede op paa toppen i god behold. Solnedgangen var saa smuk, saa smuk. Aftenen blev brugt i en lille shop, hvor vi koebte kogt vand til vores kop-nudler, hvorefter Ida fra Joffihuset underviste os i Moseboegerne med efterfoelgende lovsang.
Beduiner fulgte os helt op paa toppen af bjerget (3 minutter fra den lille shop), hvor vi lagde os godt tilrette i varme soveposer. Kl. 4 om natten begyndte de grumme turister med frygtelige morgenstemmer og lommelygter at komme. Det er nemlig saadan, at mange turister (saerlig mange russere) gaar op paa Sinatbjerget om natten for at se solopgangen og saa gaa ned igen. Det er bare ikke saerlig sjovt, naar de gaar forbi og ganske hoejt siger: "Oh, they are sleeping in sleeping bags... But why?". Tjo, jeg har vaeret her siden i gaar aftes, og vil du vaere saa elskvaerdig at fjerne den lommelygte fra mit aasyn?
Turistantallet blev dog stoerre og stoerre, morgensangen vaerre og vaerre, men der var en bonus - og det var en stor en af slagsen... Jeg kunne nemlig kravle ud af min sovepose og hoppe op paa en sten med et taeppe over mig og se Guds fantastiske solopgang i det hoeje. Jeg siger dig: Det var b-e-a-utiful (Tak til Jim Carrey for det skoenne udtryk!).
Ellers gik tiden i Sinai med at koere fra det ene sted til det andet i smaa bumle-agtige beduinbusser, ride paa kameler i oerkenen, blive vartet op af beduiner, som lavede laekker mad, fortalte om deres kultur, og som fragtede vores rejserygsaekke frem til naeste destination. Det var ganske enkelt luksus at vaere i Sinai, hvor vandreture i sand og paa sten, kamelridning, badetur i havet og godt faellesskab bare blev til flotte billeder paa mit kamera og herlige minder i min hukommelse.
Tre lande paa én enkelt dag
Torsdag begav vi os fra Sinai, ind i Israel og videre til Jordan, hvor vores guide Wael moedte os. Han var en rigtig wannabe italiano-fyr med brülcreme i haaret for alle pengene! I starten kunne jeg ikke rigtig se det praktiske/smarte i det haar, men efter 10 minutter i en jeep i Jordans oerken kunne jeg se meningen med det... Hans haar sad jo paa noejagtig samme maade trods vind, blaest og sand! Vi koerte rundt i jeeps med smaa stop, hvor Wael fortalte noget om Jordans historie. Naar vi koerte rundt, raabte vi alle "jalla" til vores chauffoerer (som alle var i alderen 14 til ca. 60 aar), fordi de skulle koere hurtigere.
Svedige, traette og vindblaeste blev vi indlogeret paa hotel i Aqaba (og nej, det er ikke Aqrabah, hvor Jasmin og Aladdin skal giftes...). Det var tiltraengt med et bad efter 4 dage uden, men jeg kunne nu godt have brugt resten af turen ude ved de beduiner. Hyggelige var de :)
Nok om det, for fredag saa vi Petra. En hel by, som er hugget ind i klipper. Umiddelbart lyder det ikke som noget saerligt, men helt serioest - det er noget saerligt! Det er saa vildt, hvordan man for mange mange aar siden begyndte at hugge soejler og rum ind i klipper. En Indiana Jones film er blevet indspillet her, hvis det skulle faa nogle klokker til at ringe ved nogen af jer. Klippefarven er heller ikke som saa mange andre steder - her er de nemlig lyseroede, lilla, sorte og roede - flot!
Sidste dag var vi oppe paa Mt. Nebo, hvor Moses i sin tid fik et udsyn over det forjaettede land, som Gud ville give folket. Turen gik derefter til det landet, som flyder med maelk og honning, og jeg elsker det land!
Turen var helt uforglemmelig, eller som jeg ville sige paa tysk til aere for min tyske rumbo: Die Reise war übelst toll!
Anne Maria og jeg fandt dansk Haribo-slik i et supermarked i Jordan - så var vores hjemtur reddet!
Naar det saa er sagt, saa vil jeg gerne begynde paa mit blogindlaeg om en fuldstaendig og helt outstanding tur til Sinai og Jordan. Soendag eftermiddag tog 40 andre danskere og lille Sine til Eilat, hvor vi dagen efter tog over graensen til Sinai. Med paa turen var elever fra Discipelskolen i Tiberias, nogle rejsende i Israel, Yad ve Lev-volontoerer (de ogsaa kaldre "joffier") samt IU-volontoerer i Jerusalem og Tel Aviv.
Solopgang fra det hoeje - med russere lige ved siden af
Mandag begyndte bestigningen af Sinaibjerget, og det var en flot tur op ad bjerget. Mushva var vores guide, og vi naaede op paa toppen i god behold. Solnedgangen var saa smuk, saa smuk. Aftenen blev brugt i en lille shop, hvor vi koebte kogt vand til vores kop-nudler, hvorefter Ida fra Joffihuset underviste os i Moseboegerne med efterfoelgende lovsang.
Beduiner fulgte os helt op paa toppen af bjerget (3 minutter fra den lille shop), hvor vi lagde os godt tilrette i varme soveposer. Kl. 4 om natten begyndte de grumme turister med frygtelige morgenstemmer og lommelygter at komme. Det er nemlig saadan, at mange turister (saerlig mange russere) gaar op paa Sinatbjerget om natten for at se solopgangen og saa gaa ned igen. Det er bare ikke saerlig sjovt, naar de gaar forbi og ganske hoejt siger: "Oh, they are sleeping in sleeping bags... But why?". Tjo, jeg har vaeret her siden i gaar aftes, og vil du vaere saa elskvaerdig at fjerne den lommelygte fra mit aasyn?
Turistantallet blev dog stoerre og stoerre, morgensangen vaerre og vaerre, men der var en bonus - og det var en stor en af slagsen... Jeg kunne nemlig kravle ud af min sovepose og hoppe op paa en sten med et taeppe over mig og se Guds fantastiske solopgang i det hoeje. Jeg siger dig: Det var b-e-a-utiful (Tak til Jim Carrey for det skoenne udtryk!).
Ellers gik tiden i Sinai med at koere fra det ene sted til det andet i smaa bumle-agtige beduinbusser, ride paa kameler i oerkenen, blive vartet op af beduiner, som lavede laekker mad, fortalte om deres kultur, og som fragtede vores rejserygsaekke frem til naeste destination. Det var ganske enkelt luksus at vaere i Sinai, hvor vandreture i sand og paa sten, kamelridning, badetur i havet og godt faellesskab bare blev til flotte billeder paa mit kamera og herlige minder i min hukommelse.
Tre lande paa én enkelt dag
Torsdag begav vi os fra Sinai, ind i Israel og videre til Jordan, hvor vores guide Wael moedte os. Han var en rigtig wannabe italiano-fyr med brülcreme i haaret for alle pengene! I starten kunne jeg ikke rigtig se det praktiske/smarte i det haar, men efter 10 minutter i en jeep i Jordans oerken kunne jeg se meningen med det... Hans haar sad jo paa noejagtig samme maade trods vind, blaest og sand! Vi koerte rundt i jeeps med smaa stop, hvor Wael fortalte noget om Jordans historie. Naar vi koerte rundt, raabte vi alle "jalla" til vores chauffoerer (som alle var i alderen 14 til ca. 60 aar), fordi de skulle koere hurtigere.
Svedige, traette og vindblaeste blev vi indlogeret paa hotel i Aqaba (og nej, det er ikke Aqrabah, hvor Jasmin og Aladdin skal giftes...). Det var tiltraengt med et bad efter 4 dage uden, men jeg kunne nu godt have brugt resten af turen ude ved de beduiner. Hyggelige var de :)
Nok om det, for fredag saa vi Petra. En hel by, som er hugget ind i klipper. Umiddelbart lyder det ikke som noget saerligt, men helt serioest - det er noget saerligt! Det er saa vildt, hvordan man for mange mange aar siden begyndte at hugge soejler og rum ind i klipper. En Indiana Jones film er blevet indspillet her, hvis det skulle faa nogle klokker til at ringe ved nogen af jer. Klippefarven er heller ikke som saa mange andre steder - her er de nemlig lyseroede, lilla, sorte og roede - flot!
Sidste dag var vi oppe paa Mt. Nebo, hvor Moses i sin tid fik et udsyn over det forjaettede land, som Gud ville give folket. Turen gik derefter til det landet, som flyder med maelk og honning, og jeg elsker det land!
Turen var helt uforglemmelig, eller som jeg ville sige paa tysk til aere for min tyske rumbo: Die Reise war übelst toll!
Anne Maria og jeg fandt dansk Haribo-slik i et supermarked i Jordan - så var vores hjemtur reddet!
mandag den 12. april 2010
Let the work begin
At være volontør i Israel indebærer ikke kun guidede ture og hygge med de andre danske volontører. 40 timer af ugens 168 timer bruger jeg nemlig som frivillig handicaphjælper på Beit Tamar.
Beit Tamar er en institution for unge mennesker med en form for fysisk handicap. Vi har fast seks beboere, og så kommer der nogle piger på aflastning et par gange i ugen.
Beit Tamar betyder ”Hjemmet af Tamar” og holder sig hovedsageligt kørende på sponsorater og fonde. Staff'et består af vores leder, husmor, seks workere og tre volontører.
Af vores faste beboere har vi en dreng og fem piger i alderen 22 til 28 år. Alle er kørestolsbrugere og har brug for hjælp til praktisk talt alt fra at børste tænder, til at ringe hjem, spise, komme i bad og på toilet. Og jeg hjælper med alt!
Vores arbejdsdage kan være ret forskellige fra hinanden rent timemæssigt. Enten har vi splitvagter, hvor vi arbejder nogle timer om morgenen og så møder igen senere, en ren dagvagt eller en ren aftenvagt.
Alle beboere er ude af huset fra 8 til 14, så der arbejder vi næsten aldrig. Ofte møder vi kl. 6 om morgenen og hjælper alle beboerne op af sengen, i tøjet og børster tænder på dem. Morgenmaden er ofte et par småkager og noget kedeligt te (jeg vil aldrig vænne mig til den israelske morgenmad, så jeg har bevæbnet mig med nogle havregryn fra det jødiske marked!). Når de så alle er blevet hentet af vores buschauffører, så kan det nemt lige blive til en time under dynen igen, inden vi står op og slapper af, inden eftermiddagsvagten begynder igen.
Når beboerne kommer hjem med 14-tiden, så står den på varmt mad, og så er der ellers dømt bad til alle mand. Eller det vil sige, at man i Israel kun må hjælpe en beboer af eget køn med personlig hygiejne og lignende, så vores mandlige beboer klarer nærmest alting selv.
Når man har en beboer i bad, så er der altid god tid og mulighed for at snakke, synge, grine og lære noget hebræisk. I løbet af et bad lærte jeg at sige sko, strømper, bukser, underbukser, bh, t-shirt, trøje og jakke – helt uden at skrive noget af det ned! Alle israelere bliver altid overraskede og glade, når man kan sige noget på hebræisk, så det gælder om at lære lidt ad gangen. Det kan til gengæld også være farligt at hilse en israeler på hebræisk, fordi så tror de straks, at man kan snakke flydende hebræisk – hvilket slet ikke er tilfældet for mig!
Når det så kniber med det hebræiske, så kan vi altid snakke engelsk med vores beboere. De er rigtig gode til det, og når kommunikationen mellem os volontører og de andre workere så kniber lidt (de er nemlig ikke alle så gode til engelsk), så er der altid oversættelseshjælp at hente ved de andre beboere.
Efter badetiden er der tid til hygge og pjat. Vi bor rimelig langt fra centrum, så det er desværre sjældent, at vi har mulighed for at tage nogen steder hen med beboerne. Tit ser vi fjernsyn med dem, spiller Memory eller Rummikub med dem eller snakker. Efter tre uger på Beit Tamar spillede jeg en aften Memory med nogle beboere. Jeg førte overlegent, og vores husmos Chaya sagde: ”You are very good at Memory. You are going to be a very good doctor, Sine!” Jeg spurgte så, hvordan hun kunne vide det, når hun kun havde kendt mig i tre uger, hvortil hun svarede, at jeg var så god til vendespil, og at man bare vidste sådan noget, når man kommer i hendes alder (hun er ca. 45-50 år). Jeg kunne ikke lade være med at grine, for hvis der ikke skal mere til at blive en god læge end at være god til Memory, så skal jeg nok blive vældig dygtig!
Den mest sagte sætning til mig i løbet af en arbejdsdag er nok: ”You crazy, Danish, blond girl!”. Ja, meget af min arbejdstid bruger jeg på at fjolle rundt og pjatte med beboerne. De nyder det, og jeg nyder det! Det er sjovt bare at fjolle rundt og få dem til at grine, når de kan have nogen svære dage på grund af deres arbejde eller handicap. Alle på institutionen er én stor familie for mange af beboerne, og det er derfor også vigtigt for os volontører at være der for dem – på godt og ondt.
Oftest er mine beboere glade (og hvis ikke, så kan jeg næsten altid få dem til at grine!). Jeg kan mærke, at de værdsætter min hjælp. I løbet af et toiletbesøg kan en beboer nå at sige mange tak mindst fem gange.
Til tider kan det også være hårdt at arbejde. Når man arbejder sådan et sted, så er man hele tiden på. Der er ikke noget, som hedder frokostpause eller lignende, fordi beboerne altid er omkring én. Til gengæld er det det hele værd, når en beboer spørger efter et knus, kalder mig chramuta (søde) eller bare griner helhjertet af min fjollede dans. Så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at jeg er blevet sendt til Israel med et formål – at være noget for mine beboere... et frisk pust i deres liv, en skør dansk pige og en ven for dem!
Beit Tamar er en institution for unge mennesker med en form for fysisk handicap. Vi har fast seks beboere, og så kommer der nogle piger på aflastning et par gange i ugen.
Beit Tamar betyder ”Hjemmet af Tamar” og holder sig hovedsageligt kørende på sponsorater og fonde. Staff'et består af vores leder, husmor, seks workere og tre volontører.
Af vores faste beboere har vi en dreng og fem piger i alderen 22 til 28 år. Alle er kørestolsbrugere og har brug for hjælp til praktisk talt alt fra at børste tænder, til at ringe hjem, spise, komme i bad og på toilet. Og jeg hjælper med alt!
Vores arbejdsdage kan være ret forskellige fra hinanden rent timemæssigt. Enten har vi splitvagter, hvor vi arbejder nogle timer om morgenen og så møder igen senere, en ren dagvagt eller en ren aftenvagt.
Alle beboere er ude af huset fra 8 til 14, så der arbejder vi næsten aldrig. Ofte møder vi kl. 6 om morgenen og hjælper alle beboerne op af sengen, i tøjet og børster tænder på dem. Morgenmaden er ofte et par småkager og noget kedeligt te (jeg vil aldrig vænne mig til den israelske morgenmad, så jeg har bevæbnet mig med nogle havregryn fra det jødiske marked!). Når de så alle er blevet hentet af vores buschauffører, så kan det nemt lige blive til en time under dynen igen, inden vi står op og slapper af, inden eftermiddagsvagten begynder igen.
Når beboerne kommer hjem med 14-tiden, så står den på varmt mad, og så er der ellers dømt bad til alle mand. Eller det vil sige, at man i Israel kun må hjælpe en beboer af eget køn med personlig hygiejne og lignende, så vores mandlige beboer klarer nærmest alting selv.
Når man har en beboer i bad, så er der altid god tid og mulighed for at snakke, synge, grine og lære noget hebræisk. I løbet af et bad lærte jeg at sige sko, strømper, bukser, underbukser, bh, t-shirt, trøje og jakke – helt uden at skrive noget af det ned! Alle israelere bliver altid overraskede og glade, når man kan sige noget på hebræisk, så det gælder om at lære lidt ad gangen. Det kan til gengæld også være farligt at hilse en israeler på hebræisk, fordi så tror de straks, at man kan snakke flydende hebræisk – hvilket slet ikke er tilfældet for mig!
Når det så kniber med det hebræiske, så kan vi altid snakke engelsk med vores beboere. De er rigtig gode til det, og når kommunikationen mellem os volontører og de andre workere så kniber lidt (de er nemlig ikke alle så gode til engelsk), så er der altid oversættelseshjælp at hente ved de andre beboere.
Efter badetiden er der tid til hygge og pjat. Vi bor rimelig langt fra centrum, så det er desværre sjældent, at vi har mulighed for at tage nogen steder hen med beboerne. Tit ser vi fjernsyn med dem, spiller Memory eller Rummikub med dem eller snakker. Efter tre uger på Beit Tamar spillede jeg en aften Memory med nogle beboere. Jeg førte overlegent, og vores husmos Chaya sagde: ”You are very good at Memory. You are going to be a very good doctor, Sine!” Jeg spurgte så, hvordan hun kunne vide det, når hun kun havde kendt mig i tre uger, hvortil hun svarede, at jeg var så god til vendespil, og at man bare vidste sådan noget, når man kommer i hendes alder (hun er ca. 45-50 år). Jeg kunne ikke lade være med at grine, for hvis der ikke skal mere til at blive en god læge end at være god til Memory, så skal jeg nok blive vældig dygtig!
Den mest sagte sætning til mig i løbet af en arbejdsdag er nok: ”You crazy, Danish, blond girl!”. Ja, meget af min arbejdstid bruger jeg på at fjolle rundt og pjatte med beboerne. De nyder det, og jeg nyder det! Det er sjovt bare at fjolle rundt og få dem til at grine, når de kan have nogen svære dage på grund af deres arbejde eller handicap. Alle på institutionen er én stor familie for mange af beboerne, og det er derfor også vigtigt for os volontører at være der for dem – på godt og ondt.
Oftest er mine beboere glade (og hvis ikke, så kan jeg næsten altid få dem til at grine!). Jeg kan mærke, at de værdsætter min hjælp. I løbet af et toiletbesøg kan en beboer nå at sige mange tak mindst fem gange.
Til tider kan det også være hårdt at arbejde. Når man arbejder sådan et sted, så er man hele tiden på. Der er ikke noget, som hedder frokostpause eller lignende, fordi beboerne altid er omkring én. Til gengæld er det det hele værd, når en beboer spørger efter et knus, kalder mig chramuta (søde) eller bare griner helhjertet af min fjollede dans. Så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at jeg er blevet sendt til Israel med et formål – at være noget for mine beboere... et frisk pust i deres liv, en skør dansk pige og en ven for dem!
fredag den 2. april 2010
Jerusalem, part 2
Endnu en måned er gået, endnu en masse ting er set, og endnu flere billeder er taget.
Her har du et lille uddrag af månedens oplevelser. Indsæt linket i et nyt vindue og wupti... Så er der billeder!
http://www.facebook.com/album.php?aid=159453&id=619027231&l=67e4d1720f
Enjoy!
Her har du et lille uddrag af månedens oplevelser. Indsæt linket i et nyt vindue og wupti... Så er der billeder!
http://www.facebook.com/album.php?aid=159453&id=619027231&l=67e4d1720f
Enjoy!
Abonner på:
Opslag (Atom)
