Let the work begin

At være volontør i Israel indebærer ikke kun guidede ture og hygge med de andre danske volontører. 40 timer af ugens 168 timer bruger jeg nemlig som frivillig handicaphjælper på Beit Tamar.

Beit Tamar er en institution for unge mennesker med en form for fysisk handicap. Vi har fast seks beboere, og så kommer der nogle piger på aflastning et par gange i ugen.

Beit Tamar betyder ”Hjemmet af Tamar” og holder sig hovedsageligt kørende på sponsorater og fonde. Staff'et består af vores leder, husmor, seks workere og tre volontører.

Af vores faste beboere har vi en dreng og fem piger i alderen 22 til 28 år. Alle er kørestolsbrugere og har brug for hjælp til praktisk talt alt fra at børste tænder, til at ringe hjem, spise, komme i bad og på toilet. Og jeg hjælper med alt!

Vores arbejdsdage kan være ret forskellige fra hinanden rent timemæssigt. Enten har vi splitvagter, hvor vi arbejder nogle timer om morgenen og så møder igen senere, en ren dagvagt eller en ren aftenvagt.

Alle beboere er ude af huset fra 8 til 14, så der arbejder vi næsten aldrig. Ofte møder vi kl. 6 om morgenen og hjælper alle beboerne op af sengen, i tøjet og børster tænder på dem. Morgenmaden er ofte et par småkager og noget kedeligt te (jeg vil aldrig vænne mig til den israelske morgenmad, så jeg har bevæbnet mig med nogle havregryn fra det jødiske marked!). Når de så alle er blevet hentet af vores buschauffører, så kan det nemt lige blive til en time under dynen igen, inden vi står op og slapper af, inden eftermiddagsvagten begynder igen.

Når beboerne kommer hjem med 14-tiden, så står den på varmt mad, og så er der ellers dømt bad til alle mand. Eller det vil sige, at man i Israel kun må hjælpe en beboer af eget køn med personlig hygiejne og lignende, så vores mandlige beboer klarer nærmest alting selv.

Når man har en beboer i bad, så er der altid god tid og mulighed for at snakke, synge, grine og lære noget hebræisk. I løbet af et bad lærte jeg at sige sko, strømper, bukser, underbukser, bh, t-shirt, trøje og jakke – helt uden at skrive noget af det ned! Alle israelere bliver altid overraskede og glade, når man kan sige noget på hebræisk, så det gælder om at lære lidt ad gangen. Det kan til gengæld også være farligt at hilse en israeler på hebræisk, fordi så tror de straks, at man kan snakke flydende hebræisk – hvilket slet ikke er tilfældet for mig!

Når det så kniber med det hebræiske, så kan vi altid snakke engelsk med vores beboere. De er rigtig gode til det, og når kommunikationen mellem os volontører og de andre workere så kniber lidt (de er nemlig ikke alle så gode til engelsk), så er der altid oversættelseshjælp at hente ved de andre beboere.

Efter badetiden er der tid til hygge og pjat. Vi bor rimelig langt fra centrum, så det er desværre sjældent, at vi har mulighed for at tage nogen steder hen med beboerne. Tit ser vi fjernsyn med dem, spiller Memory eller Rummikub med dem eller snakker. Efter tre uger på Beit Tamar spillede jeg en aften Memory med nogle beboere. Jeg førte overlegent, og vores husmos Chaya sagde: ”You are very good at Memory. You are going to be a very good doctor, Sine!” Jeg spurgte så, hvordan hun kunne vide det, når hun kun havde kendt mig i tre uger, hvortil hun svarede, at jeg var så god til vendespil, og at man bare vidste sådan noget, når man kommer i hendes alder (hun er ca. 45-50 år). Jeg kunne ikke lade være med at grine, for hvis der ikke skal mere til at blive en god læge end at være god til Memory, så skal jeg nok blive vældig dygtig!

Den mest sagte sætning til mig i løbet af en arbejdsdag er nok: ”You crazy, Danish, blond girl!”. Ja, meget af min arbejdstid bruger jeg på at fjolle rundt og pjatte med beboerne. De nyder det, og jeg nyder det! Det er sjovt bare at fjolle rundt og få dem til at grine, når de kan have nogen svære dage på grund af deres arbejde eller handicap. Alle på institutionen er én stor familie for mange af beboerne, og det er derfor også vigtigt for os volontører at være der for dem – på godt og ondt.

Oftest er mine beboere glade (og hvis ikke, så kan jeg næsten altid få dem til at grine!). Jeg kan mærke, at de værdsætter min hjælp. I løbet af et toiletbesøg kan en beboer nå at sige mange tak mindst fem gange.

Til tider kan det også være hårdt at arbejde. Når man arbejder sådan et sted, så er man hele tiden på. Der er ikke noget, som hedder frokostpause eller lignende, fordi beboerne altid er omkring én. Til gengæld er det det hele værd, når en beboer spørger efter et knus, kalder mig chramuta (søde) eller bare griner helhjertet af min fjollede dans. Så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at jeg er blevet sendt til Israel med et formål – at være noget for mine beboere... et frisk pust i deres liv, en skør dansk pige og en ven for dem!