Månedens bedste bommerter

Vi får jo kun det fun, vi selv blander!

Derfor får I her en top tre over månedens bedste bommerter. Enjoy!

På en flot tredjeplads finder vi Astrids næsten-styrt foran en hel skoleklasse. Astrid har en tendens til at falde og fortæller stolt på en gåtur ind mod byen, at hun faktisk er stolt over, at hun ikke er faldet endnu... Men men, man skal aldrig sige aldrig! For kort efter snubler Astrid over en flise, styrer direkte mod jorden, hvor jeg tænker: "Nej nej, det der giver et kæmpe hul i hovedet!"... Men Astrid nægter at falde og styrer derfor over mod græsset ved siden af, hvor hun er yderst tæt på at bumle ind i en stor sten med en skarp kant, men heldig er hun og styrer så lige uden om og mod et træ, som hun lige når at dække hovedet under... Puha! En hel skoleklasse gik på dette tidspunkt forbi og kunne ikke rigtig lade være med at grine, mens jeg slet ikke kunne lade være :) Ja, tæt var det, og hun lever stadig højt på, at hun faktisk ikke faldt helt, men bare var tæt på! Flot, Astrid! Mon ikke du når at falde helt i næste måned?!



På en andenplads har vi Peder. Gode jyske, naive (godtroende ifølge ham selv) Peder! Kort kan bommerten beskrives, som anden dag i Jerusalem og Peder bliver snydt af en sælger. Det skal siges, at Peder til tider er svær at få med gennem den gamle bydel. Han ender ofte inde i en eller anden butik, hvor sælgeren spørger, hvor Peder kommer fra, Peder svarer Danmark, og sælgeren siger, at der skal han hen i næste uge... Peder bliver herefter forundret og siger glad til de andre volontører, at det da er lidt pudsigt... Peder, tror du ikke, det er et salgstrick?! Nå, det var ikke bommerten, men derimod siger en sælger til Peder, at han skal give 50 shekels (fifty) for et par øreringe, hvor Peder hører 15 shekels (fifteen). I hvert fald bliver Peder snydt godt og grundigt og må til sidst af med 50 shekels for et par øreringe... Nu har han vist lært, at man nok lige skal tjekke prisen en ekstra gang.



På en førsteplads har vi Mette. Mette har været volontør i Jerusalem i fem måneder, og det er blevet til en del omgange vasketøj i de måneder. Indtil videre er det gået godt for hende at vaske, meeen... Så var der lige nogle nye, røde bukser, som satte en stopper for det! Mette kommer træt hjem fra en nattevagt, vil hurtigt sætte en vask over og tænker så ikke lige over, at hun har nogle helt nye og røde stofbukser, som ikke er blevet vasket. I hvert fald starter hun vasken med en masse farver, og da hun så nogle timer senere vil hænge vasketøj op, så er det hvide vasketøj... tja, ikke så hvidt mere! Lad os sige det sådan: Nu har Mette i hvert fald rig mulighed for at klæde sig ud som candyfloss :) Men som Mette siger: "Man er ikke flyttet hjemmefra, før man har fået noget hvidt vasketøj til at blive lyserødt i løbet af en vask!" True, Mette! Tillykke med førstepladsen (og candyfloss-tøjet) - og pas nu godt på den ene hvide T-shirt du har tilbage!

Månedens statusopdatering

Sine Søndergaard Korsholm har i denne måned bosat sig i et helt andet land, taler (slet ikke) flydende hebræisk og spiser falafler i massevis!

Ja, månedens statusopdatering afspejler nok meget godt, hvordan mit liv har forandret sig på en måned. Men jeg må dog sige, at det har været en fed, fed forandring!



Thi at bosætte sig i et andet land giver nye oplevelser... Der er mange ting at vænne sig til. Transport (der henvises til andet blogindlæg om mænd og multitasking), mad, mennesker og ikke mindst kultur!



At jeg nu har boet i Jerusalem i en måned, er så småt ved at gå op for mig. Det lyder måske mærkeligt, men det har til tider bare virket som en forlænget ferie, fordi solen har skinnet, maden har været ny, og kulturen har været anderledes. Det gik nok rigtigt op for mig, at jeg skal bo i Jerusalem i længere tid, da jeg købte mit andet klippekort til bussen :)



Sproget er stadig ikke helt godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Alt er fuldstændig anderledes end det danske, og når jeg så skal snakke engelsk meget af tiden på arbejdet og dansk med min rumbo, så kan forvirringen være stor. I dag spurgte Astrid for eksempel en beboer: "Do you want to tis?", hvor hun jo skulle have spurgt: "Do you want to pee pee?"... :)

Senest skulle jeg i morges svare på et spørgsmål fra institutionens rengøringsdame, og jeg anede ikke, hvad hun spurgte om. Så med lidt gæt og grimasser fra min side, rystede hun til sidst på hovedet og arbejdede videre. Beklager, men hebræisk er stadig ikke min stærkeste side (og det vil det nok heller ikke være i fremtiden...)!



Sidst men ikke mindst har vi maden. Kosher er vel overskriften for al mad, som vi får på arbejdet eller køber i byen. Falafel er en god spise, når man er i byen og skal have noget nemt, billigt og godt mad. Det kan godt være lidt underligt, men man vænner sig faktisk rimelig hurtigt til det... Men jeg savner godt nok allerede svinemørbrad, frikadeller og karbonader!

Hvordan den næste måneds statusopdatering kommer til at lyde, ved jeg endnu ikke, men martsmåned bliver i hvert fald brugt i Eilat, Jerusalem og ørkenen!

Multitasking - nu udført af mænd

Ja, du tror det næppe (især ikke hvis du er kvinde), men mænd kan multitaske. Nu tænker du nok: "Næ nej, Sine! Der er noget, du har fået helt galt i halsen der!". Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det er ikke danske mænd, jeg tænker på, men derimod israelske buschauffører for at være helt præcis.

At køre i bus i Jerusalem er et helt kapitel i sig selv. Det siges, at der findes en busplan over alle israelske busser i Jerusalem (og jeg har da også set planen på nettet en enkelt gang), men at køre efter tiderne er noget helt, helt andet.

Derimod forstår israelske buschauffører sig på at multitaske. Lad os tage en bustur helt fra begyndelsen.

For det første skal man gerne vente i ca. et kvarter på, at ens bus kommer. Når bussen så kommer med meget høj hastighed, skynder man sig at få den stoppet. Ind- og udgangen bliver hurtigt åbnet og udgangen lige så hurtigt lukket igen, hvilket ofte resulterer i, at nogen ikke når at komme ud. Altså begynder nogen i bussen at råbe til buschaufføren, men det kan godt tage nogle minutter, før han har forstået, at han rent faktisk lige skal åbne udgangen en gang til.

Godt så, når man så er kommet ind i bussen, og det er heller ikke lige mere end det, før buschaufføren hurtigt lukker døren og så kører videre i ganske høj hastighed. Imens står man der og forsøger at holde balancen og får klippet i sit klippekort (hvilket buschaufføren skal gøre), så man kan vakle hen til et ledigt sæde. Så snart buschaufføren er kørt videre, så kører han yderst stærkt, overhaler almindelig biler, dytter og båtter af andre på vejbanen og holder så gerne midt på vejbanen, mens han skal have nye passagerer med i bussen... og nårh ja, så skal nogle andre jo også lige af bussen.

Altså udfører en israelsk buschauffør hele fire ting på en gang:
1. Kører bussen (gerne meget stærkt)
2. Klipper i diverse klippekort og sælger billetter
3. Overhaler andre køretøjer
4. Dytter og båtter

Det må man da give dem! Flot, israelske herrer! Jeg har desværre ikke et billede af dette, som kan verificere min historie. Jeg er nemlig lidt bange for, at hele korthuset ramler sammen for dem, hvis jeg forsøger at tage et billede af de travle buschauffører - for så skal de jo også lave en femte ting... at posere foran et kamera!

Tilbage er der kun at sige: God bustur med de travle, multitaskende herrer! Du skal nok nå godt frem!

Shopping er da noget kulturelt!

Til alle jer, som ikke vidste det: Shopping er at være kulturel!

Mandag blev brugt på en tur til 27 graders varme Tel Aviv. Astrid og jeg havde kigget lidt i en guidebog for at finde ud af, hvad vi skulle se i Israels hovedstad. Vi kom da frem til nogle markeder, Ben Gurions hus, den gamle bydel og lidt parker og strand... Men turen blev en helt, helt anden!



Trætte satte vi os i en bus mod Tel Aviv. Jeg faldt (selvfølgelig) straks i søvn og vågnede lige pludselig ved, at alle folk gik ud af bussen... Under en bro og et fuldstændig forladt sted! Jeg tænkte bare: "Okay, hvis det her er Tel Avivs Central Bus Station, så er det godt nok sølle!" Der lå skrald rundt omkring, vores bus var den eneste, og det hele så lidt øde ud (og en mand blev ret sur over, at jeg tog et billede der... Han var nok ikke så stolt af deres Central Bus Station!).



Det skal lige siges, at Tel Aviv har en bedre Central Bus Station. Vi blev bare sat af på den skumle af dem...

I et forsøg på at få et turistkort over Tel Aviv forsøgte vi forgæves at finde en information i et storcenter. Der var en masse små butikker med billigt tøj, øreringe og kræmmerting. Det var først, da vi læste i vores guidebog, vi fandt ud af, at vi faktisk befandt os i et af Østens største shoppingcentre... Og jeg vil på ingen måde kalde det et shoppingcenter! Skiltningen var dårlig (der var for eksempel skiltning mod en information... til en ganske øde etage!), butikkerne var af rimelig lav standard taget i betragtning, at vi befandt os i en hovedstad, og der var ikke rigtig noget at komme efter.



Nå nå, vi gik videre og fandt nogle hyggelige små markeder. Der sælges meget af det samme ved boderne, for eksempel smykker, solbriller, frugt, blomster og tøj. Vi fandt også hurtigt ud af, at man ikke skulle prutte meget med priserne på markederne.



Der var skam faste priser på solbriller ved alle boder - ikke nogle shekels at spare der! Og så blev sælgerne bare sure, hvis man insisterede på at få en vare lidt billigere.



Timer gik med at slentre rundt, nyde solskinnet (trods nogle skyer på himlen) og slappe af. Frokosten blev indtaget på Moses. En café med lækre burgere (kosher, selvfølgelig) og en frisk lemonade :)



Og så... Sandelig om vi ikke fandt den lækreste, hyggeligste og bedste genbrugs-/vintagebutik!



Jeg var fuldstændig forelsket i butikken ved første øjekast, og Astrid og jeg brugte lang tid derinde...



Det var lidt komisk at tænke på, at man gik rundt i en genbrugsbutik i Tel Aviv - men god det var den altså! (Undskyld, drenge, det lyder måske lidt kedeligt, men jeg tror, alle piger/kvinder kan nikke genkendende til følelsen af at finde en lækker butik med genbrugsvarer... og så oven i købet få 20 % rabat!).



Glad gik jeg med posen fyldt derfra, og turen gik til det næste (rigtige) shoppingcenter og hundepark. I parken begyndte den dårlige samvittighed (og fødderne!) efterhånden at gnave en smule...



Vi befandt os i Tel Aviv og havde i princippet ikke set en eneste seværdighed. Okay, de to shoppingcentre og markeder var beskrevet i vores guidebog, og som Astrid sagde: "Der er altså også kun 33 seværdigheder i Tel Aviv ifølge vores guidebog, så der er jo heller ikke så meget at se!" :) Derefter blev vi enige om, at shopping da er noget kulturelt!



Tel Aviv virker meget forskellig fra Jerusalem. Gaderne er anderledes, dele af byen er virkelig faldefærdig, mens andre steder er flotte og mere luksuiøse. Man kan også sagtens gå rundt i shorts og soltop, uden at der blev kigget skævt til en.

I en butik mødte vi Adam. Han spurgte, hvad vi lavede i Israel og efter en forklaring omkring frivilligt arbejde i Jerusalem, spurgte han: "Hvorfor Jerusalem? Hvorfor ikke Tel Aviv? Der er så mange regler i Jerusalem, så mange ting man ikke må. Det her er partybyen. Tel Aviv er lidt ligesom Berlin - enhver anden storby!". Rigtigt nok, så er der mange forskellige mellem Jerusalem og Tel Aviv, men jeg synes nu, at Jerusalem har sin charme ved de flotte gamle steder, den gamle bydel, sporarbejdet, som sikkert aldrig bliver færdigt (men det er en helt anden historie) og alle de lyse huse.

Da vi endelig kom hjem efter 14 timer på farten, var jeg godt træt... En rigtig tøse-/shoppetur kan godt gøre små ben trætte - så jeg faldt hurtigt i søvn efter en dejlig lang dag med masser af gode indkøb!

Første guidede tur og Sine er forvirret...

Tirsdag tog Astrid, Peder og jeg på vores første guidede tur med Lise. Turen gik til Gravkirken og Gravhaven - de to steder, hvor man mener, at Jesus blev korsfæstet og begravet.

Gravkirken
Godt nok var jeg blevet advaret om, at at Golgata ikke længere er en bakke med tre kors, men jeg blev stadig lidt overrasket. Gravkirken er en stor kirke, hvor seks forskellige grupperinger inden for kristendommen har en del af kirken. Allerede uden for kirken kunne man se problemerne ved dette...



Der har i rigtig mange år været uroligheder i Gravkirken, fordi forskellige grupperinger har været uenige om, hvordan kirken skulle deles op. I 1767 udstedte en sultan en firman. Denne firman gik ud på, at kirken blev delt mellem parterne. Aftalen blev bekræftet, og status quo mellem kirkesamfundene blev gjort permanent i 1852. Det betød, at opdelingen af kirken ikke kunne ændres. De største områder blev den græsk-ortodokse, den armensk-apostolske og den romersk-katolske kirke. I det 19. århundrede fik den koptiske, den etiopiske og den syrisk-ortodokse kirke tilladelse til at bygge små kapeller inden i kirken eller lige op ad den.



Status quo betyder, at intet i fællesområderne kan fjernes, bygges om eller flyttes uden accept fra alle parter. Dette medfører ofte, at selv genstande eller steder, som meget trænger til reparationer ikke bliver det, når der ikke kan nås til enighed om, hvordan det skal gøres. Det gælder blandt andet Ædiculum (Jesu grav), som er i stor fare for at falde sammen.

Dette kan man også se på billedet herunder. Stigen står på et fælles område, og da man ikke kan blive enig om at fjerne den, så står den der stadig.


I 2002 sad en koptisk munk i solen i sit område. For at undgå den skarpe stol, flyttede han sin stol ind i skyggen - som var på etiopiernes område. Det opfattede etiopierne som en fjendtlighed og et forsøg på at overtage noget af deres område, og elleve munke måtte på hospitalet som resultat af det efterfølgende slagsmål! Og hvem sagde, at munke er kedelige?!

Gravkirken er fyldt med turister, hvilket er med til at gøre det til en speciel oplevelse. Med Lise som guide kom vi rundt i Gravkirken og så de forskellige steder, hvor man mener, at Jesus blev korsfæstet og begravet. Og nej, der er ikke en bakke med tre kors på i kirken! Derimod er der nu nogle lys og et alter.



Derimod har hver eneste part af kirken gjort noget specielt ud af deres sted - enten ved hjælp af mosaikbilleder, malerier, lamper, stearinlys eller kunst. Stilarterne er mange - noget er meget gammelt og andet ligner moderne kunst.



Man kan også se, at munkene er klædt forskelligt. Ofte sidder de bare og kigger, snakker i mobil eller hører musik på deres MP3-afspiller - hvilket syn!



Jesu - muligvis - grav er i et lille "hus" (Ædiculum) i Gravkirken. Det skal siges, at Gravkirken er gået meget igennem. Mange har forsøgt at brænde alt, der havde med kristendommen at gøre, så da englænderne havde magten over en del af Israel og Jerusalem, byggede de et træværk rundt om Jesu grav, hvilket nok er grunden til, at den stadig er der endnu... Træværket står der nemlig stadig. Det er en mere eller mindre vrissen munk, som sender folk ind og ud af graven, så nogle gange bliver der rimelig trængt derinde, og munken bliver ret sur, hvis man ikke straks kommer ud, når han kalder på en.



Særlig flot var nogle af væggene, hvor pilgrimme og troende har ridset kors ind i. Det giver et indtryk af, hvor mange mennesker, der har været der.



For mange er Gravkirken et meget helligt sted, og man skal derfor ikke blive forskrækket, hvis folk lægger sig ned på gulvet og kysser det eller nogle af rekvisitterne i kirken eller tænder lys.



Gravhaven
Andet stop på den guidede tur var Gravhaven. Her mente en anden mand for flere år siden, at det var mere sandsynligt, at Jesus blev korsfæstet og begravet.



Af grunde hertil kan der blandt nævnes, at det ligger et bestemt sted i forhold til den gamle bydel, og at Golgata betyder Hovedskalsted, hvilket klippen herunder ligner.



Umiddelbart kan man nok bedre forholde sig til Gravhaven, når man kommer dertil. Det ligner en have, og man kan forestille sig, at en gartner har passet haven.



Selv om Gravhaven ligger tæt ved Damaskus Gate og en masse arabiske busser kører rundt og dytter udenfor muren, forsvinder larmen i Gravhaven. Der er rigtig flot, og stedet er godt til at finde ro i en ellers hektisk storby.



Om Jesus blev korsfæstet og begravet i Gravkirken eller i Gravhaven er ikke til at vide. Rent videnskabeligt peger det hele dog på, at Gravkirken er det mest sandsynlige sted, det er sket.



Forvirring så det basker
Jeg må indrømme, at jeg efter besøgene i Gravkirken og Gravhaven var noget forvirret. Hvad er fakta, hvad er rigtigt, hvad er forkert? Det er svært at sætte sig helt ind i alle undersøgelser af stederne og at holde styr på, hvad den ene gruppering, forsker eller religiøse mand mener i forhold til den anden. Jeg kom til sidst frem til, at det vigtigste for mig er, at Jesus opstod igen... Om det så skete i Gravkirken eller i Gravhaven, det kan i princippet være lidt lige meget for mig.



Selvfølgelig er det enormt spændende at se disse steder (og jeg kan varmt anbefale det til alle, som skal til Jerusalem!), men jeg må indrømme, at jeg lige nu nok helst vil holde mig til billedet af en bakke med tre kors som Golgata og en stor stenhule med en kæmpe sten foran som Jesu grav. Det er for mig lidt nemmere i stedet for Gravkirken med munke i forskellige klædedragter alt efter gruppering og turister som kysser stengulvet eller Gravhaven, hvor der er grupper med hvide plastikstole, så turisterne kan holde pause i rundturen og høre mere om fakta og fiktion...

Shuk før en sabbat = kaos...

Højtråbende sælgere, brød flyvende over hovedet på én og ortodokse jøder med plastikposer over deres hatte... Det er bare noget af det, man kan opleve på the shuk - det jødiske marked - en fredag tidlig eftermiddag.



Den jødiske uge starter lidt anderledes her i Israel. Her er hverdagene søndag til torsdag (svarende til vores mandag til fredag), og den jødiske weekend starter så så småt fredag eftermiddag, hvor alle boder og butikker lukker ned, så folk kan nå hjem til at fejre sabbat, som starter fredag ved solnedgang og slutter lørdag ved solnedgang.



Der er dog vældig aktivitet på det jødiske marked inden da. Sidste fredag tog Astrid og jeg en tur ind til det jødiske marked for at opleve ræset... Og det er en noget speciel oplevelse!

Det regnede, da vi tog afsted, så da vi ankom til det jødiske marked, fik vi os et sjovt syn. De ortodokse jøder (bonusinfo: ortodokse jøder kan kendes ved, at de ofte har en stor, sort hat på og har to slangekrøller - en i hver side af hovedet) havde nemlig taget plastikposer over hatten, så den ikke blev våd - fint, ikke?!



Det jødiske marked er en lang række boder med grøntsager, frugt, brød, kager, nødder, slik, tøj... Alt er billigt, og du kan være sikker på, at der er mange mennesker nærmest hele tiden... Turister, jøder, folk med klapvogne (tit med varer i stedet for børn) og andet godtfolk. Det er kun lige før lukketid om aftenen, at det er til at komme frem uden at skulle skubbe og mase.

Jordbærsæsonen var på sit højeste i december her i Israel, men man kan stadig få gode jordbær. De smager sødt, er en smule hårde, og så er de billige. Man får gerne 1 kg jordbær til 10-14 shekels (svarende til ca. 15-20 kr.), så det er lækkert!



Fredag eftermiddag bliver der også altid solgt mange brød til sabbatten. Brødene kan købes ved næsten hveranden bod, og hvis køberen ikke lige kan komme helt ind til boden, så rækker han/hun armene over til sælgeren, som halvt kaster poser med brød tilbage. Jøder køber ofte to, fordi der skal være til to dage (og man skal gerne foretage sig så lidt som muligt i løbet af sabbatten).



Karakteristisk ved brødet er, at det er en smule sejt at tygge, og så er det oftest snoet eller flettet og dækket af sesamfrø. Jeg vil nok sammenligne det med et almindeligt brød, som lige er en dag eller to for gammelt :) Men men, jøderne synes rigtig godt om det, hvilket også er grunden til, at de kun spiser det i sabbatten, fordi det er noget specielt for dem.



Efter nogle timer med råbende sælgere, som desperat forsøger at sælge alverdens ting, fik vi købt en masse nødder og kager (20 shekels/30 kr. for et kg, så man fylder bare en pose, og den bliver vejet), kunne vi med en god falafel i hånden vende tilbage til Giv'at Masua (vores område) og komme væk fra kaoset...



... og hjem til en film og varm kakao!

Velkommen til vores penthouselejlighed!

Jeg vil gerne byde dig velkommen til vores penthouselejlighed her i Giv'at Masua! Kvaliteten er i den bedre ende, kvarteret er rimelig nyt, og frisøren, kiosken med alle tænkelige madvarer og "make up-artisten" er i en rækkevidde af max 300 meter. Vi befinder os i det sydlige Jerusalem med ca. 45 minutter i bus (på en heldig dag) ind til midtbyen.

Det lyder super, og det er det også. Jeg ved ikke helt, hvad forventningerne til vores nye bo var, men man har vel altid nogle rædselsbilleder på nethinden af værelser med 4 køjesenge, maling der skaller af væggene og kakelakker, som kravler rundt i ens hovedpude... Men næ nej, det her er noget helt andet!

Forventningerne steg en anelse, da jeg inden afgang modtog en mail fra Lise (vores kontakt i Jerusalem). I mailen skrev hun, at vi havde aircondition på værelset (som både kan varme og køle) samt et badeværelse på størrelse med en balsal. Straks tænkte jeg "fedt", men alligevel... Hvordan ser en israelsk balsal ud? Er den ligesom den i "Askepot" og "Skønheden og Udyret", eller er min illusion af en balsal bare helt forkert?!

Forventningerne blev indfriet, da Astrid og jeg ankom til vores nye hjem.

Og ganske rigtigt: forholdene er rigtig gode. Nu har vi fået pakket helt ud, hængt billeder op og vandet vores indflyttergave af vores arbejde - en fin blå blomst, som stadig lever - bare rolig, mor! :)

Nu er det vist på tide, at I får vores penthouselejlighed at se (og nej, det er ikke på toppen af bygningen, men i stueplan, hvor vi også har vores egen terasse med formiddagssol og udsigt til en vældig masse biler). Værelset er ca. 16 kvadratmeter stort og badeværelset ca. 9 kvadratmeter.

Vi tager billederne i rækkefølge. Så snart man kommer ind ad døren til vores værelse, er der til højre to fine reoler med mindre vandskader nederst (men skidt pyt, det er Ikeas det bedste, så de klarer den!).



Ved siden af reolerne med diverse bøger, vandflasker, billeder og en smule rod, har vi vores video-hygge-lad-os-drikke-kakao-og-snakke-samt-skrive-mails-og-opdatere-blogs-seng. Med et farvestrålende lagen på sidder vi tit her og ser lidt film eller dansk tv på nettet (vi har nemlig trådløst internet!).



Ovenover har vi vores fine, fine væg med gratis go-cards. Temaet er enkelt: fest, farver og kærlighed :)



Og ved siden af kommer vores køjeseng. Jeg sover øverst, hvor jeg også har prydet meget af væggen med billeder af familie og venner.



Det gør det hele mere hjemligt, og jeg kan glæde mig over gode minder og oplevelser, hver gang jeg ser billederne. Så tak til alle jer, som de seneste år har stillet op til fotografier :)



Vores vindue er lidt sjovt... Vi kan nemlig se ud af det, men ingen kan se ind af det (hvilket gælder nærmest samtlige vinduer i hele bygningen). Vi har under vinduet en skoreol og et bord med stereoanlæg, frugt, kiks og andet godt.



Vores tøjskab er endnu et stykke af Ikeas gode håndværk... Eller i hvert fald rimeligt gode håndværk. Skufferne kan være en smule svære at trække ud, der mangler et håndtag, men hvad skidt - der er masser af plads til to pigers tøj til 6 måneder - utroligt nok, vil nogen af jer nok tænke (men det lykkes os faktisk at begrænse os, da vi skulle pakke vores tasker og 30 kg til Israel!). Skabet er selvfølgelig også pyntet - Astrids til højre, mit til venstre.



Og så kommer vi til balsalen! Spændingen stiger, trommehvirvel i det fjerne og nervøsiteten stiger...



Tadaaa! Okay, det er nok ikke lige der, hvor Askepot og prinsen vil danse rundt og heller ikke Belle og det kære uhyre, men det er faktisk rigtig, rigtig flot!



Med et godt og solidt plastikskab, et toilet med et meget løst toiletbræt (som gjorde, at jeg var tæt på at falde af toilettet den anden dag!), en håndvask og en bruser, som altid har varmt vand i sig, så kan det da ikke blive bedre!



Faktisk kan vandet i vores vandhane blive så varmt, at vi ikke behøver koge vand, når vi skal vaske op... Vi skruer bare helt op for det varme vand, skolder vores (læs: Sines) højre hånd og propper derefter godt med koldt vand i - og så vasker vi op i tekøkkenet!

Der er nemlig ikke noget varmt vand eller varme i vores tekøkken, men derimod et køleskab med fryser, mikrobølgeovn og en minikogeplade.



Resten af tekøkkenet er ret stort og til vores rådighed, men der er kun godt 20 plastikhavestole, et plastikhavebord, en opvaskemaskine, et fjernsyn og to køleskabe, hvor intet af det er sat til, så det er lidt begrænset, hvor meget vi befinder os derude.



I vores tekøkken har vi også vores egen indgang til vores penthouselejlighed. Ellers kan vi også gå igennem hovedindgangen til Beit Tamar. På billedet nedenfor ses bygningen, hvor Beit Tamar (vores arbejde) og vi er. Til venstre har Beit Tamar lokaler i stueetagen, og Astrid og jeg bor i stueetagen til højre.



Og så lige et billede af vores terrasse og vores dør ind til penthouselejligheden.



Og nårh ja, arbejdet. Vi har 3 skridt (jeg har lige talt) fra døren ind til vores værelse til døren ind til vores arbejde - så vi har det nemt.

Hvis du nu skulle få lyst til at besøge os en gang i løbet af de næste 6 måneder, så skriv bare. Vi tager hjertens gerne imod gæster (især hvis de medbringer dansk slik!).

Endnu en gang: Velkommen til vores penthouselejlighed!