søndag den 28. februar 2010

Månedens bedste bommerter

Vi får jo kun det fun, vi selv blander!

Derfor får I her en top tre over månedens bedste bommerter. Enjoy!

På en flot tredjeplads finder vi Astrids næsten-styrt foran en hel skoleklasse. Astrid har en tendens til at falde og fortæller stolt på en gåtur ind mod byen, at hun faktisk er stolt over, at hun ikke er faldet endnu... Men men, man skal aldrig sige aldrig! For kort efter snubler Astrid over en flise, styrer direkte mod jorden, hvor jeg tænker: "Nej nej, det der giver et kæmpe hul i hovedet!"... Men Astrid nægter at falde og styrer derfor over mod græsset ved siden af, hvor hun er yderst tæt på at bumle ind i en stor sten med en skarp kant, men heldig er hun og styrer så lige uden om og mod et træ, som hun lige når at dække hovedet under... Puha! En hel skoleklasse gik på dette tidspunkt forbi og kunne ikke rigtig lade være med at grine, mens jeg slet ikke kunne lade være :) Ja, tæt var det, og hun lever stadig højt på, at hun faktisk ikke faldt helt, men bare var tæt på! Flot, Astrid! Mon ikke du når at falde helt i næste måned?!



På en andenplads har vi Peder. Gode jyske, naive (godtroende ifølge ham selv) Peder! Kort kan bommerten beskrives, som anden dag i Jerusalem og Peder bliver snydt af en sælger. Det skal siges, at Peder til tider er svær at få med gennem den gamle bydel. Han ender ofte inde i en eller anden butik, hvor sælgeren spørger, hvor Peder kommer fra, Peder svarer Danmark, og sælgeren siger, at der skal han hen i næste uge... Peder bliver herefter forundret og siger glad til de andre volontører, at det da er lidt pudsigt... Peder, tror du ikke, det er et salgstrick?! Nå, det var ikke bommerten, men derimod siger en sælger til Peder, at han skal give 50 shekels (fifty) for et par øreringe, hvor Peder hører 15 shekels (fifteen). I hvert fald bliver Peder snydt godt og grundigt og må til sidst af med 50 shekels for et par øreringe... Nu har han vist lært, at man nok lige skal tjekke prisen en ekstra gang.



På en førsteplads har vi Mette. Mette har været volontør i Jerusalem i fem måneder, og det er blevet til en del omgange vasketøj i de måneder. Indtil videre er det gået godt for hende at vaske, meeen... Så var der lige nogle nye, røde bukser, som satte en stopper for det! Mette kommer træt hjem fra en nattevagt, vil hurtigt sætte en vask over og tænker så ikke lige over, at hun har nogle helt nye og røde stofbukser, som ikke er blevet vasket. I hvert fald starter hun vasken med en masse farver, og da hun så nogle timer senere vil hænge vasketøj op, så er det hvide vasketøj... tja, ikke så hvidt mere! Lad os sige det sådan: Nu har Mette i hvert fald rig mulighed for at klæde sig ud som candyfloss :) Men som Mette siger: "Man er ikke flyttet hjemmefra, før man har fået noget hvidt vasketøj til at blive lyserødt i løbet af en vask!" True, Mette! Tillykke med førstepladsen (og candyfloss-tøjet) - og pas nu godt på den ene hvide T-shirt du har tilbage!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar