Ja, du tror det næppe (især ikke hvis du er kvinde), men mænd kan multitaske. Nu tænker du nok: "Næ nej, Sine! Der er noget, du har fået helt galt i halsen der!". Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det er ikke danske mænd, jeg tænker på, men derimod israelske buschauffører for at være helt præcis.
At køre i bus i Jerusalem er et helt kapitel i sig selv. Det siges, at der findes en busplan over alle israelske busser i Jerusalem (og jeg har da også set planen på nettet en enkelt gang), men at køre efter tiderne er noget helt, helt andet.
Derimod forstår israelske buschauffører sig på at multitaske. Lad os tage en bustur helt fra begyndelsen.
For det første skal man gerne vente i ca. et kvarter på, at ens bus kommer. Når bussen så kommer med meget høj hastighed, skynder man sig at få den stoppet. Ind- og udgangen bliver hurtigt åbnet og udgangen lige så hurtigt lukket igen, hvilket ofte resulterer i, at nogen ikke når at komme ud. Altså begynder nogen i bussen at råbe til buschaufføren, men det kan godt tage nogle minutter, før han har forstået, at han rent faktisk lige skal åbne udgangen en gang til.
Godt så, når man så er kommet ind i bussen, og det er heller ikke lige mere end det, før buschaufføren hurtigt lukker døren og så kører videre i ganske høj hastighed. Imens står man der og forsøger at holde balancen og får klippet i sit klippekort (hvilket buschaufføren skal gøre), så man kan vakle hen til et ledigt sæde. Så snart buschaufføren er kørt videre, så kører han yderst stærkt, overhaler almindelig biler, dytter og båtter af andre på vejbanen og holder så gerne midt på vejbanen, mens han skal have nye passagerer med i bussen... og nårh ja, så skal nogle andre jo også lige af bussen.
Altså udfører en israelsk buschauffør hele fire ting på en gang:
1. Kører bussen (gerne meget stærkt)
2. Klipper i diverse klippekort og sælger billetter
3. Overhaler andre køretøjer
4. Dytter og båtter
Det må man da give dem! Flot, israelske herrer! Jeg har desværre ikke et billede af dette, som kan verificere min historie. Jeg er nemlig lidt bange for, at hele korthuset ramler sammen for dem, hvis jeg forsøger at tage et billede af de travle buschauffører - for så skal de jo også lave en femte ting... at posere foran et kamera!
Tilbage er der kun at sige: God bustur med de travle, multitaskende herrer! Du skal nok nå godt frem!
torsdag den 25. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar