Volontør med volontørvisum

Følgende kan nu tilføjes til mit CV: "Volontør med volontørvisum"

Ja, nu oprandt en glædens dag, hvor jeg blev den lykkelige ejer af et volontørvisum (stor jubel, sang og jubii-råb høres i baggrunden!)! Men hvorfor er glæden så stor? Det er da bare et volontørvisum... Ser du, nu skal du høre historien!

Lise (vores altid gode volontørkoordinator) har kæmpet med at få en tid på visumkontoret, og det så faktisk ud til, at mandag d. 3. maj var dagen, hvor Matilde, Simon, Astrid og jeg alle kunne fylde to sider i vores pas med store blå klistermærker, en underskrift og to stempler. Ak nej, sådan skulle det ikke gå! For lige pludselig skulle vi have en medical report fra en israelsk læge, som kunne skrive under på, at vores helbred er godt nok til at være volontører i Israel.

Mutte måtte vi den mandag gå hjem og ringe til Dr. Wolff, som glad og gerne skrev tre ord på hebræisk om vores gode helbred uden at undersøge os, og i dag troppede vi så op på visumkontoret igen.

Først kom Matilde og Simon til, og håbet var stort og optimistisk... Dog måske for stort og optimistisk. For ifølge visumdamen, så kunne man først ikke få volontørvisum, når man havde et turistvisum. Det var så lige pludselig i orden efter et israelsk navn blev nævnt, men så kunne de ikke få det, fordi de er gift. For det kan man ikke ifølge lovgivningen... som om! Nu venter de på svar fra hovedkontoret og krydser fingre for, at det tredje og sidste gang går igennem.

Bedre held havde Astrid og jeg. Der skulle ikke mange spørgsmål til, et par telefonopkald og så 160 shekels - så kunne Astrid og jeg fem minutter senere på gaden uden for kontoret danse glædesdansen over endelig at have et volontørvisum - takket være damen på kontoret, som i dag havde lyst til at give os det.

Det lyder måske banalt, at man kan blive så glad for det, men jeg mener det oprigtigt, når jeg siger, at volontørvisumuddelingen nærmest afhænger af, om damerne på kontoret har en god eller dårlig hårdag (hvordan hendes hår så kunne ændre sig fra Matilde og Simons samtale til Astrids og min, det bryder jeg stadig min hjerne med...). Man kunne godt ønske sig et system, som bare kørte skinner, men hvad - de arbejder jo stadig på sporvognen i Jerusalem down town, lige som de har gjort de sidste ti år. Hvordan kan man så forvente, at fire ud af fire får deres volontørvisum efter to besøg på visumkontoret? Det er som om, alle ansatte på visumkontoret har deres egne regelsæt, og så skal der en god portion held og smil til, før man får de famøse blå klistermærker til at pryde siderne i ens rødbedefarvede pas.

Nu er mine skrupler ovre. Jeg kan skrive: Volontør med volontørvisum på mit CV, og det er nice! Jom tov ve toda raba (god dag og mange tak)!