Storbyens små mirakler

Selvudvikling, proces, fremgang. Tre ord som præger hver eneste jobansøgning, hver eneste evaluering, hvert eneste menneske.

Selv om mine beboere nok ikke helt er dus med disse begreber, så har jeg de seneste uger oplevet selvudvikling, proces og fremgang ved en bestemt beboer.

Liat er 24 år og har i de seneste år ikke selv kunnet spise sin mad... Troede alle i hvert fald! Det bliver der pludseligt lavet om på. Efter en løbetur en torsdag aften kommer jeg ned på institutionen, hvor Astrid glad fortæller mig, at Liat spiser selv for første gang. Da jeg jo ved, at Liat ikke har spist selv i lang tid, så spørger jeg Astrid, om hun mente Liat, eller om det var en anden. Nej, det var Liat, som selv spiste for første gang i flere år. Glæden havde været stor både for hende og alle andre ved aftensmadsbordet. Alle havde klappet, sagt "Gola govol!" (godt gået!) og forundret betragtet Liat, som grædende af glæde spiste helt selv. Som Astrid siger. "Det var faktisk et meget rørende øjeblik."

Jeg gik hen til Liat, som sad alene tilbage ved bordet og spiste - uden hjælp! Jeg lykønskede hende og roste hende for hendes gå-på-mod, hvorefter jeg lod hende spise i fred - Det var jo lang tid siden, hun havde gjort det :)

Fredag morgen skulle jeg tage Liat op kl. 10. Normalt bliver der ikke sagt meget, fordi hun stadig er træt, men denne morgen plaprede hun løs. "Har du hørt, at jeg spiste selv i går? Jeg troede på det, men det gjorde min fysioterapeut ikke. Så du, da jeg spiste selv i går? Jeg troede selv på det, og det er derfor, jeg kunne gøre det!". Ja, glæden var ubetinget stor for Liat! Jeg kunne ikke andet end at smile og rose hende, for det er virkelig flot.

Vi småsnakker, mest om hendes mulighed for at spise selv, hvor hun så siger: "I feel like God has given my life back to me!". Der stod det klart for mig: et mirakel var sket! Liat havde gjort noget, som nærmest ingen andre end hende selv turde tro kunne ske, og alligevel lykkedes det hende. At se hende nu spise selv er en fornøjelse. Godt nok taber hun stadig meget mad, det tager lang tid, og man tvivler til tiden næsten på, at hun når at blive mæt, men det er det hele værd. Jeg kan mærke, at hendes livskvalitet er steget med flere grader siden den torsdag aften, hvor Gud lod et mirakel ske på Beit Tamar.

Det er selvudvikling, der er en proces, som giver masser af fremgang - tilsat Gud, og så er et mirakel sket!