At være volontør i Israel indebærer ikke kun guidede ture og hygge med de andre danske volontører. 40 timer af ugens 168 timer bruger jeg nemlig som frivillig handicaphjælper på Beit Tamar.
Beit Tamar er en institution for unge mennesker med en form for fysisk handicap. Vi har fast seks beboere, og så kommer der nogle piger på aflastning et par gange i ugen.
Beit Tamar betyder ”Hjemmet af Tamar” og holder sig hovedsageligt kørende på sponsorater og fonde. Staff'et består af vores leder, husmor, seks workere og tre volontører.
Af vores faste beboere har vi en dreng og fem piger i alderen 22 til 28 år. Alle er kørestolsbrugere og har brug for hjælp til praktisk talt alt fra at børste tænder, til at ringe hjem, spise, komme i bad og på toilet. Og jeg hjælper med alt!
Vores arbejdsdage kan være ret forskellige fra hinanden rent timemæssigt. Enten har vi splitvagter, hvor vi arbejder nogle timer om morgenen og så møder igen senere, en ren dagvagt eller en ren aftenvagt.
Alle beboere er ude af huset fra 8 til 14, så der arbejder vi næsten aldrig. Ofte møder vi kl. 6 om morgenen og hjælper alle beboerne op af sengen, i tøjet og børster tænder på dem. Morgenmaden er ofte et par småkager og noget kedeligt te (jeg vil aldrig vænne mig til den israelske morgenmad, så jeg har bevæbnet mig med nogle havregryn fra det jødiske marked!). Når de så alle er blevet hentet af vores buschauffører, så kan det nemt lige blive til en time under dynen igen, inden vi står op og slapper af, inden eftermiddagsvagten begynder igen.
Når beboerne kommer hjem med 14-tiden, så står den på varmt mad, og så er der ellers dømt bad til alle mand. Eller det vil sige, at man i Israel kun må hjælpe en beboer af eget køn med personlig hygiejne og lignende, så vores mandlige beboer klarer nærmest alting selv.
Når man har en beboer i bad, så er der altid god tid og mulighed for at snakke, synge, grine og lære noget hebræisk. I løbet af et bad lærte jeg at sige sko, strømper, bukser, underbukser, bh, t-shirt, trøje og jakke – helt uden at skrive noget af det ned! Alle israelere bliver altid overraskede og glade, når man kan sige noget på hebræisk, så det gælder om at lære lidt ad gangen. Det kan til gengæld også være farligt at hilse en israeler på hebræisk, fordi så tror de straks, at man kan snakke flydende hebræisk – hvilket slet ikke er tilfældet for mig!
Når det så kniber med det hebræiske, så kan vi altid snakke engelsk med vores beboere. De er rigtig gode til det, og når kommunikationen mellem os volontører og de andre workere så kniber lidt (de er nemlig ikke alle så gode til engelsk), så er der altid oversættelseshjælp at hente ved de andre beboere.
Efter badetiden er der tid til hygge og pjat. Vi bor rimelig langt fra centrum, så det er desværre sjældent, at vi har mulighed for at tage nogen steder hen med beboerne. Tit ser vi fjernsyn med dem, spiller Memory eller Rummikub med dem eller snakker. Efter tre uger på Beit Tamar spillede jeg en aften Memory med nogle beboere. Jeg førte overlegent, og vores husmos Chaya sagde: ”You are very good at Memory. You are going to be a very good doctor, Sine!” Jeg spurgte så, hvordan hun kunne vide det, når hun kun havde kendt mig i tre uger, hvortil hun svarede, at jeg var så god til vendespil, og at man bare vidste sådan noget, når man kommer i hendes alder (hun er ca. 45-50 år). Jeg kunne ikke lade være med at grine, for hvis der ikke skal mere til at blive en god læge end at være god til Memory, så skal jeg nok blive vældig dygtig!
Den mest sagte sætning til mig i løbet af en arbejdsdag er nok: ”You crazy, Danish, blond girl!”. Ja, meget af min arbejdstid bruger jeg på at fjolle rundt og pjatte med beboerne. De nyder det, og jeg nyder det! Det er sjovt bare at fjolle rundt og få dem til at grine, når de kan have nogen svære dage på grund af deres arbejde eller handicap. Alle på institutionen er én stor familie for mange af beboerne, og det er derfor også vigtigt for os volontører at være der for dem – på godt og ondt.
Oftest er mine beboere glade (og hvis ikke, så kan jeg næsten altid få dem til at grine!). Jeg kan mærke, at de værdsætter min hjælp. I løbet af et toiletbesøg kan en beboer nå at sige mange tak mindst fem gange.
Til tider kan det også være hårdt at arbejde. Når man arbejder sådan et sted, så er man hele tiden på. Der er ikke noget, som hedder frokostpause eller lignende, fordi beboerne altid er omkring én. Til gengæld er det det hele værd, når en beboer spørger efter et knus, kalder mig chramuta (søde) eller bare griner helhjertet af min fjollede dans. Så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at jeg er blevet sendt til Israel med et formål – at være noget for mine beboere... et frisk pust i deres liv, en skør dansk pige og en ven for dem!
mandag den 12. april 2010
fredag den 2. april 2010
Jerusalem, part 2
Endnu en måned er gået, endnu en masse ting er set, og endnu flere billeder er taget.
Her har du et lille uddrag af månedens oplevelser. Indsæt linket i et nyt vindue og wupti... Så er der billeder!
http://www.facebook.com/album.php?aid=159453&id=619027231&l=67e4d1720f
Enjoy!
Her har du et lille uddrag af månedens oplevelser. Indsæt linket i et nyt vindue og wupti... Så er der billeder!
http://www.facebook.com/album.php?aid=159453&id=619027231&l=67e4d1720f
Enjoy!
onsdag den 31. marts 2010
Månedens bedste bommerter
I løbet af en måned kan mange ting ske. Nogle ting griner man af, andre græder man over, og så er der de ting, hvor man ryster på hovedet og ender med at græde af grin. Det er blevet tid til en top tre over månedens bedste bommerter.
På en fin tredjeplads har vi Jonathan (og en lille smule Eva). Jonathan går en dag lige foran Eva, stopper op og... bum! Eva hamrer sin fod ind i Jonathans fod. Det burde umiddelbart ikke gøre det helt vilde, men det kunne godt tyde på, at Jonathans fod er lavet af beton og Evas af et yderst skrøbeligt materiale, for i hvert fald brækkede Eva sin lilletå ved sammenstødet. Så Jonathan: pas på med hvor du går og stopper, og Eva: se dig for... Tilbage er der vist kun at sige: Watch out hvis du går bagved Jonathan – måske stopper han lige pludseligt op og bum... Så er din tå brækket!
Andenpladsen må jeg nok se mig selv sammen med pastor Jakob. Vi skulle efter en dansk gudstjeneste ned i bilen med børn, klapvogn og guitar for at køre hjem. Lise havde fortalt Jakob, at der var en elevator, som går ned i parkeringskælderen, så vi ikke behøvede at løfte klapvognen ned ad en masse trapper. Vi kommer så ned på Mamilla Street, hvor elevatoren skulle være. Efter lang tids leden finder vi en dør ind til en gang med mange opbevaringsrum, hvor vi bliver enige om, at vi da kan gå ind af den, og så skulle elevatoren da gerne være der. Vi går ind og søger og søger og søger, men finder intet! Efter ti minutter bliver vi enige om, at den nok ikke var her alligevel og går så fortvivlede ud... for hvor kan den så være henne? Jo, ser du, den kan såmænd være lige ved siden af døren ind til de mange opbevaringsrum. Flot, Sine og Jakob! Åbne øjne kommer man altid langt med!
En flot og fuldstændig velfortjent førsteplads tilhører i denne måned Astrid Lund-Pedersen. En formiddag fik jeg følgende besked: ”... Jeg får sovet for lidt. I morges da jeg gik i bad og skulle smide mine underbukser til vask, smider jeg dem i wc'et. Flot astrid”
Ja, jeg ved ikke, hvor meget mere forklaring, der skal til. En træt Astrid kunne åbenbart ikke kende forskel fra den hvide vasketøjskurv og det hvide toilet og wupti – så var der våde underhyler til frk. Lund-Pedersen. Det skal dog lige siges, at hun ikke satte sig i vaskekurven for at tisse – heldigvis. Ekstra bonus var derimod, at Astrid fortalte de andre volontører om hendes ”oplevelse” om morgenen og startede med at sige: ”Kender I ikke godt det der med, at man kommer til at smide underbukserne i toilettet i stedet for vasketøjskurven?”, hvortil vi alle rystede på hovedet. ”Nå, det er nok bare mig, der gør det!”, sagde Astrid så. Ja, min ven, det er vist bare dig, men bare vent, du skal nok nå at lære forskellen mellem et wc og en vasketøjskurv!
På en fin tredjeplads har vi Jonathan (og en lille smule Eva). Jonathan går en dag lige foran Eva, stopper op og... bum! Eva hamrer sin fod ind i Jonathans fod. Det burde umiddelbart ikke gøre det helt vilde, men det kunne godt tyde på, at Jonathans fod er lavet af beton og Evas af et yderst skrøbeligt materiale, for i hvert fald brækkede Eva sin lilletå ved sammenstødet. Så Jonathan: pas på med hvor du går og stopper, og Eva: se dig for... Tilbage er der vist kun at sige: Watch out hvis du går bagved Jonathan – måske stopper han lige pludseligt op og bum... Så er din tå brækket!
Andenpladsen må jeg nok se mig selv sammen med pastor Jakob. Vi skulle efter en dansk gudstjeneste ned i bilen med børn, klapvogn og guitar for at køre hjem. Lise havde fortalt Jakob, at der var en elevator, som går ned i parkeringskælderen, så vi ikke behøvede at løfte klapvognen ned ad en masse trapper. Vi kommer så ned på Mamilla Street, hvor elevatoren skulle være. Efter lang tids leden finder vi en dør ind til en gang med mange opbevaringsrum, hvor vi bliver enige om, at vi da kan gå ind af den, og så skulle elevatoren da gerne være der. Vi går ind og søger og søger og søger, men finder intet! Efter ti minutter bliver vi enige om, at den nok ikke var her alligevel og går så fortvivlede ud... for hvor kan den så være henne? Jo, ser du, den kan såmænd være lige ved siden af døren ind til de mange opbevaringsrum. Flot, Sine og Jakob! Åbne øjne kommer man altid langt med!
En flot og fuldstændig velfortjent førsteplads tilhører i denne måned Astrid Lund-Pedersen. En formiddag fik jeg følgende besked: ”... Jeg får sovet for lidt. I morges da jeg gik i bad og skulle smide mine underbukser til vask, smider jeg dem i wc'et. Flot astrid”
Ja, jeg ved ikke, hvor meget mere forklaring, der skal til. En træt Astrid kunne åbenbart ikke kende forskel fra den hvide vasketøjskurv og det hvide toilet og wupti – så var der våde underhyler til frk. Lund-Pedersen. Det skal dog lige siges, at hun ikke satte sig i vaskekurven for at tisse – heldigvis. Ekstra bonus var derimod, at Astrid fortalte de andre volontører om hendes ”oplevelse” om morgenen og startede med at sige: ”Kender I ikke godt det der med, at man kommer til at smide underbukserne i toilettet i stedet for vasketøjskurven?”, hvortil vi alle rystede på hovedet. ”Nå, det er nok bare mig, der gør det!”, sagde Astrid så. Ja, min ven, det er vist bare dig, men bare vent, du skal nok nå at lære forskellen mellem et wc og en vasketøjskurv!
Månedens statusopdatering
Sine Søndergaard Korsholm har leget bjergged og ægpuster og ligner åbenbart ikke en dansker...
Udmeldingen var ærlig og overraskende, da en sælger (Simon) i den gamle by den anden dag ville gætte, hvor jeg er fra. Samtalen gik nogenlunde således:
Simon: ”Can I guess where you are from?”
Sine: ”Yes, of course.”
Simon: ”You are Austrian!”
Sine: ”Nope.”
Simon: ”You are from Germany?”
Sine: ”No, but you are close now... A bit more up.”
Simon: ”Holland?”
Sine: ”No... More up.”
Simon: ”You are Scandinavian?!” (meget overrasket)
Sine: ”Yep, I am.”
Simon: ”You are not Danish!” (endnu mere overrasket)
Sine: ”Yeah, I am...!”
Simon: ”Noo, you don't look like a Danish girl!”
Sine: ”Well, I am.”
Simon: ”No, Danish girls are bigger and taller than you!”
Sine: ”Well, I have always been small.”
Simon: ”You are from the city?”
Sine: ”Hmm, a small one, but yes.”
Simon: ”That's why. Country-girls are always bigger. You're so small. You really don't look like a Danish girl.”
Sine: ”Well, I must say that you are the first one who couldn't guess that I am from Denmark. The blond hair is always a good clue to see that I am Danish.”
Det var lige godt første gang, jeg mødte en, som ikke troede på, at jeg er fra Danmark. Normalt kan folk høre det, når jeg snakker med de andre danskere (utroligt nok, så kan mange sælgere forstå en lille bitte smule dansk – i hvert fald ofte nok til at spørge, om ”er du en fattig student?” - citat ”Fattig-Student-Sælgeren”!).
Månedens bedste oplevelse har helt sikkert været vores ørkenvandring i Maktesh Ramon. Tre dage uden internet, netdækning på mobilen og bad var virkelig lækkert – underligt som det kan lyde! At stå på det store, store bjerg efter tre dage med vandring over bjerge og gennem dale var alle anstrengelserne værd. Jeg er klar på at pakke min vandrerygsæk igen til en ny tur – gerne lige så hård med uvurderlige udsigter og over-kodyl-seje oplevelser som sidste gang.
Månedens bedste grin må være til Mission Ægpusteri. Allerede under aftensmaden grinte vi så meget, at Eva endte med at sige, at det er godt, hun ikke spiser mere med os, for så vil hun da aldrig få noget aftensmad, eftersom hun grinte så meget med os. Jeg må bare sige, at alle burde gøre ægpusteri til en tradition i påsken. Man kan kun grine af det – især når Simon smadrer sit æg og får æg i munden, på armene og tøjet, Peder spræller med benene, når han puster til, og når Eva får pustet ét enkelt æg, mens Matilde har taget tre på samme tid.
Udmeldingen var ærlig og overraskende, da en sælger (Simon) i den gamle by den anden dag ville gætte, hvor jeg er fra. Samtalen gik nogenlunde således:
Simon: ”Can I guess where you are from?”
Sine: ”Yes, of course.”
Simon: ”You are Austrian!”
Sine: ”Nope.”
Simon: ”You are from Germany?”
Sine: ”No, but you are close now... A bit more up.”
Simon: ”Holland?”
Sine: ”No... More up.”
Simon: ”You are Scandinavian?!” (meget overrasket)
Sine: ”Yep, I am.”
Simon: ”You are not Danish!” (endnu mere overrasket)
Sine: ”Yeah, I am...!”
Simon: ”Noo, you don't look like a Danish girl!”
Sine: ”Well, I am.”
Simon: ”No, Danish girls are bigger and taller than you!”
Sine: ”Well, I have always been small.”
Simon: ”You are from the city?”
Sine: ”Hmm, a small one, but yes.”
Simon: ”That's why. Country-girls are always bigger. You're so small. You really don't look like a Danish girl.”
Sine: ”Well, I must say that you are the first one who couldn't guess that I am from Denmark. The blond hair is always a good clue to see that I am Danish.”
Det var lige godt første gang, jeg mødte en, som ikke troede på, at jeg er fra Danmark. Normalt kan folk høre det, når jeg snakker med de andre danskere (utroligt nok, så kan mange sælgere forstå en lille bitte smule dansk – i hvert fald ofte nok til at spørge, om ”er du en fattig student?” - citat ”Fattig-Student-Sælgeren”!).
Månedens bedste oplevelse har helt sikkert været vores ørkenvandring i Maktesh Ramon. Tre dage uden internet, netdækning på mobilen og bad var virkelig lækkert – underligt som det kan lyde! At stå på det store, store bjerg efter tre dage med vandring over bjerge og gennem dale var alle anstrengelserne værd. Jeg er klar på at pakke min vandrerygsæk igen til en ny tur – gerne lige så hård med uvurderlige udsigter og over-kodyl-seje oplevelser som sidste gang.
Månedens bedste grin må være til Mission Ægpusteri. Allerede under aftensmaden grinte vi så meget, at Eva endte med at sige, at det er godt, hun ikke spiser mere med os, for så vil hun da aldrig få noget aftensmad, eftersom hun grinte så meget med os. Jeg må bare sige, at alle burde gøre ægpusteri til en tradition i påsken. Man kan kun grine af det – især når Simon smadrer sit æg og får æg i munden, på armene og tøjet, Peder spræller med benene, når han puster til, og når Eva får pustet ét enkelt æg, mens Matilde har taget tre på samme tid.
tirsdag den 30. marts 2010
Mission Ægpusteri
"Det er da en syg høne, der har lagt det der æg."
At puste æg er en kunst... Bare spørg Torkild!
Tjek videoen ud ved at indsætte linket i et nyt vindue... Enjoy!
http://www.youtube.com/watch?v=E2WrE7SKmK4
Efter en aften med dansk slik og Blinkende Lygter var missionen klar: Vi skulle da puste æg en aften!
Efter en god (traditionel israelsk) aftensmad bestående af pita med hummus, tun og salat, så gik Mission Ægpusteri i gang. Og og, nu vil du nok tænke, at det da er nemt at puste æg, men vi fik vist alle sammen ondt af Torkild. Det er nemlig ret svært!
Det viste sig også, at det kun var Matilde og papa Pede, som havde pustet æg før. Men sjovt (og hårdt) var det for alle.
Astrid var den første til at puste, og vi andre var de første til at grine. Hun fik dog endelig blommen ud af ægget og begyndte at male, mens vi andre gik i krig.
Æg blev pustet, æg blev knust (fordi den er jo helt underlig i skallen!), æg blev malet (også et sort ét).
Jeg kan kun anbefale det: Pust æg! Du kommer til at græde af grin - i hvert fald gjorde vi det!
At puste æg er en kunst... Bare spørg Torkild!
Tjek videoen ud ved at indsætte linket i et nyt vindue... Enjoy!
http://www.youtube.com/watch?v=E2WrE7SKmK4
Efter en aften med dansk slik og Blinkende Lygter var missionen klar: Vi skulle da puste æg en aften!
Efter en god (traditionel israelsk) aftensmad bestående af pita med hummus, tun og salat, så gik Mission Ægpusteri i gang. Og og, nu vil du nok tænke, at det da er nemt at puste æg, men vi fik vist alle sammen ondt af Torkild. Det er nemlig ret svært!
Det viste sig også, at det kun var Matilde og papa Pede, som havde pustet æg før. Men sjovt (og hårdt) var det for alle.
Astrid var den første til at puste, og vi andre var de første til at grine. Hun fik dog endelig blommen ud af ægget og begyndte at male, mens vi andre gik i krig.
Æg blev pustet, æg blev knust (fordi den er jo helt underlig i skallen!), æg blev malet (også et sort ét).
Jeg kan kun anbefale det: Pust æg! Du kommer til at græde af grin - i hvert fald gjorde vi det!
mandag den 22. marts 2010
Ørkenvandring - been there, survived that!
"Jeg føler mig som en 90-årig gammel kvinde med hofteskred!"
- Astrid Lund-Pedersen
"Super fed tur! Jeg er så klar på at tage afsted igen!"
- Mette Amby
"Jeg klarer ikke mere! Jeg overlever ikke den her tur, Martin!"
- Annette Rask
"Feed tur. Virkelig! Ej, det var godt nok helt vildt! Skal jeg ikke lige tage noget af din bagage?!"
- (Papa) Peder Ravn
Anmeldelserne var forskellige, men enigheden var alligevel stor - ørkenturen var awesome!
Vi var før blevet spurgt af pastor Jakob, om ørkenturen skulle være hardcore eller sådan lidt mindre hardcore. Mette, Peder og jeg svarede i kor "hardcore", mens Astrid håbede, at det kunne blive lidt mindre hardcore til trods for mange år som spejder.
Søndag aften indvaderede 10 volontører præstelejligheden for at gøre klar til tre dages overlevelsestur i ørkenen. Truppen bestod af:
Annette og Martin fra Tel Aviv - Annette tager sit sidste praktikophold som pædagog i Tel Aviv, og husbonden Martin arbejder som alt mulig-mand i Immanuelkirken
Lisbeth fra Tel Aviv - volontør og grafisk designer i Immanuelkirken
Thomas fra Tel Aviv - ph.d. studerende fra Danmark i Tel Aviv
Mette - snart hjemrejst MTP-volontør fra Jerusalem
Matilde og Simon - det kære ægtepar som arbejder med de gamle demente i Jerusalem
(Papa) Pede(r) - stærkt mandfolk og volontør i Jerusalem
Astrid - gammel spejder med en stædighed så stor som en elefant i ørkenen, men så lille som en myre, da hun var hjemme igen
Sine - lille myr, som traskede rundt i ørkenen med en rygsæk på 17 kg i 3 dage... og nød det!
Vores lejrchef var pastor Jakob, som havde planlagt hele turen og vidste præcis, hvor mange kilometer vi skulle gå... Eller næsten da!
Efter en dejlig nats søvn på terrassen under en stjernehimmel stod vi tidligt op, pakkede det sidste i vores vandrerygsække, og så gik turen ellers til Maktesh Ramon.
Maktesh Ramon er det største krater i Negevørkenen. Og nej, der er ikke kun sand i ørkenen. Alle billeder, man har på nethinden af en sandet ørken med ikke andet end sand i sigte, kan man godt smide helt væk. Maktesh Ramon-ørkenen er bjerge med snoede stier, utrolig store bakker (hvis det da ikke også var bjerge), og så flere bjerge. Det fantastiske ved ørkenen var, at bjergene havde nuancer i alle farver - der var røde, grønne, sorte, sandfarvede, lilla... Hele farvepaletten var brugt!
Efter en frokost og et sidste toiletbesøg på et rigtigt toilet begav vi os af sted med ophøjede sind og friske ben. Efter 45 minutter var Mt. Ramon besteget, og beskeden lød fra lejrchefen: "Vi har gået en tredjedel af vejen hen til lejren." Som optimist kan man da så ikke lade være med at tænke, at det da var gået ganske smertefrit ind til videre, så den gåtur skulle da snart være overstået... Men nej!
En time senere siger Jakob nemlig igen: "Vi har gået lige lidt over en tredjedel af vejen...". Trods dårlig afstandsbedømmelse nåede vi glade frem til vores lejrplads, hvor vi hurtigt slog teltene op og fandt pandelommelygterne, gryder og varme trøjer frem. Mandagens vejr havde været varmt og blæsende med sand i luften. Ens hår var helt vådt af sved og fyldt med sand, så man var bare super charmerende!
Om aftenen blev der ellers trykket på knapperne til air conditioneren og lyset i ørkenen. Det blev hurtigt koldt og blæsende, og kl. 19 kunne man ikke se forskel på bjerge og himmel - alt var bare sort! Dog tændtes tusindvis af stjerner på himlen - et smukt, smukt syn!
Efter mad lavet på primitiv vis, ristede vi skumfiduser over bålet og hyggede. Dog havde trætheden meldt sig, så vi hoppede ned i soveposerne og kunne glæde os til en nats søvn på et tyndt liggeunderlag på sten og sand. Når man først er på ørkentur, så skal man da også ha' det optimale ud af det, så Martin, Peder, Mette og jeg lagde os til rette under den stjernespækkede himmel og sov trygt og godt.
En lang skønhedssøvn blev det nu ikke til, for lige som det bliver mørkt på ingen tid i ørkenen, så det bliver det også lyst på ingen tid i ørkenen. Det blev til Jakobs gode havregrød med chokolade til morgenmad, og så blev vandrerygsækkene smidt på ryggene igen, og turen gik videre.
Tirsdagens vejr var fantastisk! Blæsten blid, solen skøn, himlen høj blå! Vandreturen var meget af tiden på en bjergryg med den mest fantastiske udsigt. Sammenholdet var godt, og når man lige havde brug for en ekstra hånd til at holde en vandflaske eller kravle op af en skråning, så var der altid en til at hjælpe (Peder var altid klar på at bære en vandflaske eller tage et telt ekstra på sin taske - du er så stærk, Pede!)
Landskabet var flot, og det ændrede sig hele tiden. Til den ene side var der røde bjerge, til den anden side var der hvide bjerge, så gik vi i sand, og så gik vi på klipper. Og det mest fantastiske var, at der ind imellem var små skrøbelige blomster, som på mest forunderligvis havde fundet vej gennem sand og sten og nu blomstrede skønt. Så kan man da ikke gøre andet end at smile :)
Efter en velfortjent pause med energibarer (med chokolade!), gik Jakob, Martin og Peder en anden vej hen til bilerne for at parkere dem et andet sted, mens vi andre fortsatte mod lejren.
På vej hen til tirsdagens lejrplads kom vi igennem en gammel flodsænk, hvor det var tid til at prøve at tage hoppebillder... Med vandrerygsæk på 17 kg! Det var en smule svært, men ganske sjovt.
Aftenens højdepunkt næst efter et smukt stjernetæppe var Martins Beverly Hills 90 210-quiz. Vi blev delt ind i to hold, og aftalen blev, at taberne skulle tage opvasken (som skulle klares med baby-vådservietter). Martin er en stor, stor Beverly Hills-fan, og utroligt nok, så kunne Peder rigtig mange af svarene. Ikke nok med det, så kunne han også til hvert svar komme med et resume af netop dette afsnits handling - tæske mandigt, drenge! Dog blev det mit hold (Jakob, Mette, Annette og mig), som løb af med sejren og kunne glæde os over det!
Endnu en gang blev skumfiduserne fundet frem, snakken gik, og stjernerne dukkede frem. Trætte efter en lang, men spændende dag lagde Jakob, Peder, Martin, Mette og jeg os til at sove under stjernerne, mens de andre krøb ind i teltene.
Onsdag (og turens sidste dag) skulle Det Store Bjerg (okay, jeg ved altså ikke lige, om det har et navn, men stort var det) bestiges! Hvad vi gik ind til, havde vi nok ikke forestillet os, men tidsgrænsen var da til at overskue. "Om to timer står vi på toppen af det der bjerg" (citat Jakob). Hvis du følger den lyse sti på billedet op mod bjerget, så gik vi hele den vej, kravlede op ad bjerget, gik på bjergkammen på den anden side af bjerget og endte på bjerget til venstre i billedet - noget af en tur!
Og ganske rigtigt! Trods anstrengelser, usikkert fodfæste og klatren, så klarede vi den. Og hermed giver jeg dig: den bedste udsigt i hele ørkenen!
Følelsen var fantastisk! At stå på toppen af et bjerg og vide, at man har vandret i tre dage og stadig har energi til den slags strabasser - cool! Efter en velfortjent frokost med masser af Nutella så skulle der tages gruppebilleder, fjollebilleder og hoppebilleder.
Derpå gik turen tilbage mod Jerusalem igen, trætte og med møre kroppe, men efter et stop ved en tankstation for at fylde sukkerlageret op igen, så var humøret så godt som da vi tog afsted.
Godt nok fik vi vandret meget (nok ca. 45 km på de tre dage), det var varmt, man svedte, toilettet var bag en tilfældig busk, bakke eller bjerg, og tasken var tung... men det kan slet ikke hamle op med alle de flotte syn, sjove grin og hyggelige stunder, vi havde på turen! Jeg er så klar på at tage af sted igen - næste gang skal vi bare have lidt flere energibarer med chokolade med :)
- Astrid Lund-Pedersen
"Super fed tur! Jeg er så klar på at tage afsted igen!"
- Mette Amby
"Jeg klarer ikke mere! Jeg overlever ikke den her tur, Martin!"
- Annette Rask
"Feed tur. Virkelig! Ej, det var godt nok helt vildt! Skal jeg ikke lige tage noget af din bagage?!"
- (Papa) Peder Ravn
Anmeldelserne var forskellige, men enigheden var alligevel stor - ørkenturen var awesome!
Vi var før blevet spurgt af pastor Jakob, om ørkenturen skulle være hardcore eller sådan lidt mindre hardcore. Mette, Peder og jeg svarede i kor "hardcore", mens Astrid håbede, at det kunne blive lidt mindre hardcore til trods for mange år som spejder.
Søndag aften indvaderede 10 volontører præstelejligheden for at gøre klar til tre dages overlevelsestur i ørkenen. Truppen bestod af:
Annette og Martin fra Tel Aviv - Annette tager sit sidste praktikophold som pædagog i Tel Aviv, og husbonden Martin arbejder som alt mulig-mand i Immanuelkirken
Lisbeth fra Tel Aviv - volontør og grafisk designer i Immanuelkirken
Thomas fra Tel Aviv - ph.d. studerende fra Danmark i Tel Aviv
Mette - snart hjemrejst MTP-volontør fra Jerusalem
Matilde og Simon - det kære ægtepar som arbejder med de gamle demente i Jerusalem
(Papa) Pede(r) - stærkt mandfolk og volontør i Jerusalem
Astrid - gammel spejder med en stædighed så stor som en elefant i ørkenen, men så lille som en myre, da hun var hjemme igen
Sine - lille myr, som traskede rundt i ørkenen med en rygsæk på 17 kg i 3 dage... og nød det!
Vores lejrchef var pastor Jakob, som havde planlagt hele turen og vidste præcis, hvor mange kilometer vi skulle gå... Eller næsten da!
Efter en dejlig nats søvn på terrassen under en stjernehimmel stod vi tidligt op, pakkede det sidste i vores vandrerygsække, og så gik turen ellers til Maktesh Ramon.
Maktesh Ramon er det største krater i Negevørkenen. Og nej, der er ikke kun sand i ørkenen. Alle billeder, man har på nethinden af en sandet ørken med ikke andet end sand i sigte, kan man godt smide helt væk. Maktesh Ramon-ørkenen er bjerge med snoede stier, utrolig store bakker (hvis det da ikke også var bjerge), og så flere bjerge. Det fantastiske ved ørkenen var, at bjergene havde nuancer i alle farver - der var røde, grønne, sorte, sandfarvede, lilla... Hele farvepaletten var brugt!
Efter en frokost og et sidste toiletbesøg på et rigtigt toilet begav vi os af sted med ophøjede sind og friske ben. Efter 45 minutter var Mt. Ramon besteget, og beskeden lød fra lejrchefen: "Vi har gået en tredjedel af vejen hen til lejren." Som optimist kan man da så ikke lade være med at tænke, at det da var gået ganske smertefrit ind til videre, så den gåtur skulle da snart være overstået... Men nej!
En time senere siger Jakob nemlig igen: "Vi har gået lige lidt over en tredjedel af vejen...". Trods dårlig afstandsbedømmelse nåede vi glade frem til vores lejrplads, hvor vi hurtigt slog teltene op og fandt pandelommelygterne, gryder og varme trøjer frem. Mandagens vejr havde været varmt og blæsende med sand i luften. Ens hår var helt vådt af sved og fyldt med sand, så man var bare super charmerende!
Om aftenen blev der ellers trykket på knapperne til air conditioneren og lyset i ørkenen. Det blev hurtigt koldt og blæsende, og kl. 19 kunne man ikke se forskel på bjerge og himmel - alt var bare sort! Dog tændtes tusindvis af stjerner på himlen - et smukt, smukt syn!
Efter mad lavet på primitiv vis, ristede vi skumfiduser over bålet og hyggede. Dog havde trætheden meldt sig, så vi hoppede ned i soveposerne og kunne glæde os til en nats søvn på et tyndt liggeunderlag på sten og sand. Når man først er på ørkentur, så skal man da også ha' det optimale ud af det, så Martin, Peder, Mette og jeg lagde os til rette under den stjernespækkede himmel og sov trygt og godt.
En lang skønhedssøvn blev det nu ikke til, for lige som det bliver mørkt på ingen tid i ørkenen, så det bliver det også lyst på ingen tid i ørkenen. Det blev til Jakobs gode havregrød med chokolade til morgenmad, og så blev vandrerygsækkene smidt på ryggene igen, og turen gik videre.
Tirsdagens vejr var fantastisk! Blæsten blid, solen skøn, himlen høj blå! Vandreturen var meget af tiden på en bjergryg med den mest fantastiske udsigt. Sammenholdet var godt, og når man lige havde brug for en ekstra hånd til at holde en vandflaske eller kravle op af en skråning, så var der altid en til at hjælpe (Peder var altid klar på at bære en vandflaske eller tage et telt ekstra på sin taske - du er så stærk, Pede!)
Landskabet var flot, og det ændrede sig hele tiden. Til den ene side var der røde bjerge, til den anden side var der hvide bjerge, så gik vi i sand, og så gik vi på klipper. Og det mest fantastiske var, at der ind imellem var små skrøbelige blomster, som på mest forunderligvis havde fundet vej gennem sand og sten og nu blomstrede skønt. Så kan man da ikke gøre andet end at smile :)
Efter en velfortjent pause med energibarer (med chokolade!), gik Jakob, Martin og Peder en anden vej hen til bilerne for at parkere dem et andet sted, mens vi andre fortsatte mod lejren.
På vej hen til tirsdagens lejrplads kom vi igennem en gammel flodsænk, hvor det var tid til at prøve at tage hoppebillder... Med vandrerygsæk på 17 kg! Det var en smule svært, men ganske sjovt.
Aftenens højdepunkt næst efter et smukt stjernetæppe var Martins Beverly Hills 90 210-quiz. Vi blev delt ind i to hold, og aftalen blev, at taberne skulle tage opvasken (som skulle klares med baby-vådservietter). Martin er en stor, stor Beverly Hills-fan, og utroligt nok, så kunne Peder rigtig mange af svarene. Ikke nok med det, så kunne han også til hvert svar komme med et resume af netop dette afsnits handling - tæske mandigt, drenge! Dog blev det mit hold (Jakob, Mette, Annette og mig), som løb af med sejren og kunne glæde os over det!
Endnu en gang blev skumfiduserne fundet frem, snakken gik, og stjernerne dukkede frem. Trætte efter en lang, men spændende dag lagde Jakob, Peder, Martin, Mette og jeg os til at sove under stjernerne, mens de andre krøb ind i teltene.
Onsdag (og turens sidste dag) skulle Det Store Bjerg (okay, jeg ved altså ikke lige, om det har et navn, men stort var det) bestiges! Hvad vi gik ind til, havde vi nok ikke forestillet os, men tidsgrænsen var da til at overskue. "Om to timer står vi på toppen af det der bjerg" (citat Jakob). Hvis du følger den lyse sti på billedet op mod bjerget, så gik vi hele den vej, kravlede op ad bjerget, gik på bjergkammen på den anden side af bjerget og endte på bjerget til venstre i billedet - noget af en tur!
Og ganske rigtigt! Trods anstrengelser, usikkert fodfæste og klatren, så klarede vi den. Og hermed giver jeg dig: den bedste udsigt i hele ørkenen!
Følelsen var fantastisk! At stå på toppen af et bjerg og vide, at man har vandret i tre dage og stadig har energi til den slags strabasser - cool! Efter en velfortjent frokost med masser af Nutella så skulle der tages gruppebilleder, fjollebilleder og hoppebilleder.
Derpå gik turen tilbage mod Jerusalem igen, trætte og med møre kroppe, men efter et stop ved en tankstation for at fylde sukkerlageret op igen, så var humøret så godt som da vi tog afsted.
Godt nok fik vi vandret meget (nok ca. 45 km på de tre dage), det var varmt, man svedte, toilettet var bag en tilfældig busk, bakke eller bjerg, og tasken var tung... men det kan slet ikke hamle op med alle de flotte syn, sjove grin og hyggelige stunder, vi havde på turen! Jeg er så klar på at tage af sted igen - næste gang skal vi bare have lidt flere energibarer med chokolade med :)
torsdag den 11. marts 2010
Eilat, arbejde og afslapning
Har du lyst til at slippe for regnvejr og i stedet for arbejde på hotel med all inclusive og svømmepøl i 25 graders varme Eilat?
Jeg tror, de fleste vil være godt dumme, hvis de siger nej til sådan et tilbud. Og da Astrid og jeg jo begge er kloge, kloge kvinder (og hvis vi har luft i hovedet, så er det klogere end luften i dit hoved!), så vi takkede ja til en arbejdstur i Eilat.
Alle tasker var pakket i god tid af Elena (worker), så Astrid og jeg mødte op mandag morgen på arbejde kl. 6.30. Hele hall'en var fyldt med sportstasker og badestole. Kl. 11 kunne den sprit nye bus køre afsted med vores leder, husmor, to workere, to beboere, to volontører, fire badestole og en masse tasker.
Turen til Eilat tog os ca. seks timer med et mindre stop ved en fabrik, som udvandt kobber af bjergene i området. På turen til Eilat ser man noget af Jordan, en enkelt McDonalds, en masse palmetræsplantager og Dødehavet - en virkelig flot og anderledes udsigt.
Efter indkvartering på Isrotel Sporthotel kunne vi slappe af med kage og kolde drikke på terrassen. Desværre var der en halv etage ned til loungen og terrassen, så vi skulle have hjælp af hotellets staff til at køre dem ned med en speciel (og ganske gammel og larmende) elevator. Det vil sige, at før alle beboere var nede, så gik der omkring 30 minutter.
Når man er på hotel med handicappede, så tager alting bare lidt længere tid end normalt, men heldigvis var tid noget af det, vi havde mest af på turen. Hele mandag gik med at slappe af og spise af den lækre buffet til aften (og de andre dage også morgenmad og frokost)... og så selvfølgelig kage bagefter! Israelere har nemlig en særlig stor kærlighed til kage. No matter what, så kan de altid spise en masse kage.
Tirsdag fik Astrid og jeg vores første tre fritimer. Du får tre gæt på, hvor vi befandt os i de tre timer:
1. Vi læste i vores bøger på hotelværelset
2. Vi benyttede os selvfølgelig af hotellets sportsfaciliteter, så det blev til en tenniskamp
3. Vi slappede af ved poolen og drak en masse sodavand, danskvand og lemonade
Og ja, det er mulighed nr. 3, som er den rigtige! Vi hoppede hurtigt i poolen og slappede af i solen efter mandagens 17 timers lange arbejdsdag.
Om aftenen prøvede vi noget, som jeg nødigt vil prøve igen... Banko på hebræisk! Prøv lige at sidde med to plader og så spille banko, når alt foregår i hurtigt tempo og kun kunne tælle til 7 på hebræisk... Så kommer man altså ikke langt :) Heldigvis kunne en beboer oversætte tallene for os. Det var nu alligevel lidt svært, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det.
Tirsdag aften besøgte vi nabohotellet (vidt begreb når man snakker om hoteller i Eilat - nærmest alle ligger i samme område... og de ligger tæt op af hinanden), hvor vi så et acrobatikshow med emnet "Love songs". Der var alt fra rulleskøjteløbere, jonglering med bolde, avatarlignende mænd og en halvfed komiker indimellem. Jeg havde netop sagt til Astrid, at jeg hader, når folk fra sådan et show kommer ud blandt publikum... Og når man snakker om solen! Straks skulle Sine her stille sig op foran hele publikum og sige "I love you" i mikrofonen, hvor lyden blev forvrænget til en gammel mands stemme - haha, hvor sjovt?! I hvert fald var showet nok ikke lige i Astrids eller min smag (jeg vidste i hvert fald ikke, om jeg skulle grine eller græde), men det vigtigste var, at alle beboere var vilde med showet.
Onsdag fik vi mulighed for at se lidt mere end bare hotellets grund. Faktisk bevægede vi os to minutters gågang fra hotellet og stødte ind i... stranden! Der var en lækker badestrand så tæt på, og så var der ellers bare strandbarer, turister, boder og butikker i miles omkreds! Vejret var skønt, så vi slentrede bare rundt og kiggede os omkring. Om der er en masse kulturelt (udover halvdårlige acrobatikshows og syngeshows på hotellet!), ved jeg desværre ikke, men byen er en lækker badeby med strand og hoteller side om side. Rigtig nydelse!
Godt trætte efter tre dage i Eilat pakkede vi endnu en gang bussen hjemad mod Jerusalem torsdag ved middagstid. Vi havde arbejdet rigtig, rigtig meget, men alligevel var det en hyggelig tur, hvor vi fik slappet af med beboerne, spist en masse lækker mad og slappet af ved poolen i fritiden.
Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager til Eilat. Jeg tror dog, at jeg så vil have meget mere afslapning end arbejde :)
Jeg tror, de fleste vil være godt dumme, hvis de siger nej til sådan et tilbud. Og da Astrid og jeg jo begge er kloge, kloge kvinder (og hvis vi har luft i hovedet, så er det klogere end luften i dit hoved!), så vi takkede ja til en arbejdstur i Eilat.
Alle tasker var pakket i god tid af Elena (worker), så Astrid og jeg mødte op mandag morgen på arbejde kl. 6.30. Hele hall'en var fyldt med sportstasker og badestole. Kl. 11 kunne den sprit nye bus køre afsted med vores leder, husmor, to workere, to beboere, to volontører, fire badestole og en masse tasker.
Turen til Eilat tog os ca. seks timer med et mindre stop ved en fabrik, som udvandt kobber af bjergene i området. På turen til Eilat ser man noget af Jordan, en enkelt McDonalds, en masse palmetræsplantager og Dødehavet - en virkelig flot og anderledes udsigt.
Efter indkvartering på Isrotel Sporthotel kunne vi slappe af med kage og kolde drikke på terrassen. Desværre var der en halv etage ned til loungen og terrassen, så vi skulle have hjælp af hotellets staff til at køre dem ned med en speciel (og ganske gammel og larmende) elevator. Det vil sige, at før alle beboere var nede, så gik der omkring 30 minutter.
Når man er på hotel med handicappede, så tager alting bare lidt længere tid end normalt, men heldigvis var tid noget af det, vi havde mest af på turen. Hele mandag gik med at slappe af og spise af den lækre buffet til aften (og de andre dage også morgenmad og frokost)... og så selvfølgelig kage bagefter! Israelere har nemlig en særlig stor kærlighed til kage. No matter what, så kan de altid spise en masse kage.
Tirsdag fik Astrid og jeg vores første tre fritimer. Du får tre gæt på, hvor vi befandt os i de tre timer:
1. Vi læste i vores bøger på hotelværelset
2. Vi benyttede os selvfølgelig af hotellets sportsfaciliteter, så det blev til en tenniskamp
3. Vi slappede af ved poolen og drak en masse sodavand, danskvand og lemonade
Og ja, det er mulighed nr. 3, som er den rigtige! Vi hoppede hurtigt i poolen og slappede af i solen efter mandagens 17 timers lange arbejdsdag.
Om aftenen prøvede vi noget, som jeg nødigt vil prøve igen... Banko på hebræisk! Prøv lige at sidde med to plader og så spille banko, når alt foregår i hurtigt tempo og kun kunne tælle til 7 på hebræisk... Så kommer man altså ikke langt :) Heldigvis kunne en beboer oversætte tallene for os. Det var nu alligevel lidt svært, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det.
Tirsdag aften besøgte vi nabohotellet (vidt begreb når man snakker om hoteller i Eilat - nærmest alle ligger i samme område... og de ligger tæt op af hinanden), hvor vi så et acrobatikshow med emnet "Love songs". Der var alt fra rulleskøjteløbere, jonglering med bolde, avatarlignende mænd og en halvfed komiker indimellem. Jeg havde netop sagt til Astrid, at jeg hader, når folk fra sådan et show kommer ud blandt publikum... Og når man snakker om solen! Straks skulle Sine her stille sig op foran hele publikum og sige "I love you" i mikrofonen, hvor lyden blev forvrænget til en gammel mands stemme - haha, hvor sjovt?! I hvert fald var showet nok ikke lige i Astrids eller min smag (jeg vidste i hvert fald ikke, om jeg skulle grine eller græde), men det vigtigste var, at alle beboere var vilde med showet.
Onsdag fik vi mulighed for at se lidt mere end bare hotellets grund. Faktisk bevægede vi os to minutters gågang fra hotellet og stødte ind i... stranden! Der var en lækker badestrand så tæt på, og så var der ellers bare strandbarer, turister, boder og butikker i miles omkreds! Vejret var skønt, så vi slentrede bare rundt og kiggede os omkring. Om der er en masse kulturelt (udover halvdårlige acrobatikshows og syngeshows på hotellet!), ved jeg desværre ikke, men byen er en lækker badeby med strand og hoteller side om side. Rigtig nydelse!
Godt trætte efter tre dage i Eilat pakkede vi endnu en gang bussen hjemad mod Jerusalem torsdag ved middagstid. Vi havde arbejdet rigtig, rigtig meget, men alligevel var det en hyggelig tur, hvor vi fik slappet af med beboerne, spist en masse lækker mad og slappet af ved poolen i fritiden.
Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager til Eilat. Jeg tror dog, at jeg så vil have meget mere afslapning end arbejde :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
