- Astrid Lund-Pedersen
"Super fed tur! Jeg er så klar på at tage afsted igen!"
- Mette Amby
"Jeg klarer ikke mere! Jeg overlever ikke den her tur, Martin!"
- Annette Rask
"Feed tur. Virkelig! Ej, det var godt nok helt vildt! Skal jeg ikke lige tage noget af din bagage?!"
- (Papa) Peder Ravn
Anmeldelserne var forskellige, men enigheden var alligevel stor - ørkenturen var awesome!
Vi var før blevet spurgt af pastor Jakob, om ørkenturen skulle være hardcore eller sådan lidt mindre hardcore. Mette, Peder og jeg svarede i kor "hardcore", mens Astrid håbede, at det kunne blive lidt mindre hardcore til trods for mange år som spejder.
Søndag aften indvaderede 10 volontører præstelejligheden for at gøre klar til tre dages overlevelsestur i ørkenen. Truppen bestod af:
Annette og Martin fra Tel Aviv - Annette tager sit sidste praktikophold som pædagog i Tel Aviv, og husbonden Martin arbejder som alt mulig-mand i Immanuelkirken
Lisbeth fra Tel Aviv - volontør og grafisk designer i Immanuelkirken
Thomas fra Tel Aviv - ph.d. studerende fra Danmark i Tel Aviv
Mette - snart hjemrejst MTP-volontør fra Jerusalem
Matilde og Simon - det kære ægtepar som arbejder med de gamle demente i Jerusalem
(Papa) Pede(r) - stærkt mandfolk og volontør i Jerusalem
Astrid - gammel spejder med en stædighed så stor som en elefant i ørkenen, men så lille som en myre, da hun var hjemme igen
Sine - lille myr, som traskede rundt i ørkenen med en rygsæk på 17 kg i 3 dage... og nød det!
Vores lejrchef var pastor Jakob, som havde planlagt hele turen og vidste præcis, hvor mange kilometer vi skulle gå... Eller næsten da!
Efter en dejlig nats søvn på terrassen under en stjernehimmel stod vi tidligt op, pakkede det sidste i vores vandrerygsække, og så gik turen ellers til Maktesh Ramon.
Maktesh Ramon er det største krater i Negevørkenen. Og nej, der er ikke kun sand i ørkenen. Alle billeder, man har på nethinden af en sandet ørken med ikke andet end sand i sigte, kan man godt smide helt væk. Maktesh Ramon-ørkenen er bjerge med snoede stier, utrolig store bakker (hvis det da ikke også var bjerge), og så flere bjerge. Det fantastiske ved ørkenen var, at bjergene havde nuancer i alle farver - der var røde, grønne, sorte, sandfarvede, lilla... Hele farvepaletten var brugt!
Efter en frokost og et sidste toiletbesøg på et rigtigt toilet begav vi os af sted med ophøjede sind og friske ben. Efter 45 minutter var Mt. Ramon besteget, og beskeden lød fra lejrchefen: "Vi har gået en tredjedel af vejen hen til lejren." Som optimist kan man da så ikke lade være med at tænke, at det da var gået ganske smertefrit ind til videre, så den gåtur skulle da snart være overstået... Men nej!
En time senere siger Jakob nemlig igen: "Vi har gået lige lidt over en tredjedel af vejen...". Trods dårlig afstandsbedømmelse nåede vi glade frem til vores lejrplads, hvor vi hurtigt slog teltene op og fandt pandelommelygterne, gryder og varme trøjer frem. Mandagens vejr havde været varmt og blæsende med sand i luften. Ens hår var helt vådt af sved og fyldt med sand, så man var bare super charmerende!
Om aftenen blev der ellers trykket på knapperne til air conditioneren og lyset i ørkenen. Det blev hurtigt koldt og blæsende, og kl. 19 kunne man ikke se forskel på bjerge og himmel - alt var bare sort! Dog tændtes tusindvis af stjerner på himlen - et smukt, smukt syn!
Efter mad lavet på primitiv vis, ristede vi skumfiduser over bålet og hyggede. Dog havde trætheden meldt sig, så vi hoppede ned i soveposerne og kunne glæde os til en nats søvn på et tyndt liggeunderlag på sten og sand. Når man først er på ørkentur, så skal man da også ha' det optimale ud af det, så Martin, Peder, Mette og jeg lagde os til rette under den stjernespækkede himmel og sov trygt og godt.
En lang skønhedssøvn blev det nu ikke til, for lige som det bliver mørkt på ingen tid i ørkenen, så det bliver det også lyst på ingen tid i ørkenen. Det blev til Jakobs gode havregrød med chokolade til morgenmad, og så blev vandrerygsækkene smidt på ryggene igen, og turen gik videre.
Tirsdagens vejr var fantastisk! Blæsten blid, solen skøn, himlen høj blå! Vandreturen var meget af tiden på en bjergryg med den mest fantastiske udsigt. Sammenholdet var godt, og når man lige havde brug for en ekstra hånd til at holde en vandflaske eller kravle op af en skråning, så var der altid en til at hjælpe (Peder var altid klar på at bære en vandflaske eller tage et telt ekstra på sin taske - du er så stærk, Pede!)
Landskabet var flot, og det ændrede sig hele tiden. Til den ene side var der røde bjerge, til den anden side var der hvide bjerge, så gik vi i sand, og så gik vi på klipper. Og det mest fantastiske var, at der ind imellem var små skrøbelige blomster, som på mest forunderligvis havde fundet vej gennem sand og sten og nu blomstrede skønt. Så kan man da ikke gøre andet end at smile :)
Efter en velfortjent pause med energibarer (med chokolade!), gik Jakob, Martin og Peder en anden vej hen til bilerne for at parkere dem et andet sted, mens vi andre fortsatte mod lejren.
På vej hen til tirsdagens lejrplads kom vi igennem en gammel flodsænk, hvor det var tid til at prøve at tage hoppebillder... Med vandrerygsæk på 17 kg! Det var en smule svært, men ganske sjovt.
Aftenens højdepunkt næst efter et smukt stjernetæppe var Martins Beverly Hills 90 210-quiz. Vi blev delt ind i to hold, og aftalen blev, at taberne skulle tage opvasken (som skulle klares med baby-vådservietter). Martin er en stor, stor Beverly Hills-fan, og utroligt nok, så kunne Peder rigtig mange af svarene. Ikke nok med det, så kunne han også til hvert svar komme med et resume af netop dette afsnits handling - tæske mandigt, drenge! Dog blev det mit hold (Jakob, Mette, Annette og mig), som løb af med sejren og kunne glæde os over det!
Endnu en gang blev skumfiduserne fundet frem, snakken gik, og stjernerne dukkede frem. Trætte efter en lang, men spændende dag lagde Jakob, Peder, Martin, Mette og jeg os til at sove under stjernerne, mens de andre krøb ind i teltene.
Onsdag (og turens sidste dag) skulle Det Store Bjerg (okay, jeg ved altså ikke lige, om det har et navn, men stort var det) bestiges! Hvad vi gik ind til, havde vi nok ikke forestillet os, men tidsgrænsen var da til at overskue. "Om to timer står vi på toppen af det der bjerg" (citat Jakob). Hvis du følger den lyse sti på billedet op mod bjerget, så gik vi hele den vej, kravlede op ad bjerget, gik på bjergkammen på den anden side af bjerget og endte på bjerget til venstre i billedet - noget af en tur!
Og ganske rigtigt! Trods anstrengelser, usikkert fodfæste og klatren, så klarede vi den. Og hermed giver jeg dig: den bedste udsigt i hele ørkenen!
Følelsen var fantastisk! At stå på toppen af et bjerg og vide, at man har vandret i tre dage og stadig har energi til den slags strabasser - cool! Efter en velfortjent frokost med masser af Nutella så skulle der tages gruppebilleder, fjollebilleder og hoppebilleder.
Derpå gik turen tilbage mod Jerusalem igen, trætte og med møre kroppe, men efter et stop ved en tankstation for at fylde sukkerlageret op igen, så var humøret så godt som da vi tog afsted.
Godt nok fik vi vandret meget (nok ca. 45 km på de tre dage), det var varmt, man svedte, toilettet var bag en tilfældig busk, bakke eller bjerg, og tasken var tung... men det kan slet ikke hamle op med alle de flotte syn, sjove grin og hyggelige stunder, vi havde på turen! Jeg er så klar på at tage af sted igen - næste gang skal vi bare have lidt flere energibarer med chokolade med :)
Super fedt at læse, selvom jeg jo har hørt en del om turen! Virkeligheden plejer at være endnu flottere end det, man kan fange på billeder. Vil gætte på at det gælder for de smukke ørkenudsigter, men nok ikke de svedige ørkenvandrere. ;-)
SvarSlet