tirsdag den 1. februar 2011

Fra den ene feber til den anden...

Det hele flyver lidt rundt i hovedet på os. Har vi husket det hele, hvor mange kilo skal vi have med i den store taske, og hvor meget solcreme mon vi får brug for? Jep, mens håndboldfeberen netop har lagt sig, så har rejsefeberen så sandelig indtaget vores vinterblege kroppe!

Men vent, nu begynder eventyret så småt! Tirsdag eftermiddag tager Karen og jeg nemlig til København, hvor vi overnatter ved Karens fætter, David. Onsdag formiddag hopper vi på flyvemaskinen til London Heathrow og vinker til familie og venner i luften. Efter et lille stop i London, tager vi næste flyvemaskine med stop i Mexico City!

Før vi går helt i selvsving over rejseplanerne, så får I lige lidt at vide om os. Karen er 20 år, tilhænger af lækker chokoladekage med pebermynteglasur og et godt grin på vejen. Sine er 21 år, tilhænger af rugbrød og chokolade (nødvendigvis ikke sammen) og frisk på et smil.

Sådan, nu til rejseplanerne: Vi rejser fra Mexico City og ned gennem Mexico og nachos, hvor vi flyver fra Cancoon til Havana på Cuba. Her danser vi salsa og bliver kloge på revolutionerne, mens cola (med rom) nydes på stranden. Fra Havana går turen til San Jose i Costa Rica, hvor vi rejser ned gennem landets regnskove til Panama (yes yes, der hvor Scofield og Linc er) og strande. Til slut tager flyvemaskinen os fra Panama City til Miami, Florida. Et par dage på stranden og et par dage i butikkerne burde gøre os fattige og klar til at vende retur til det europæiske i Heathrow og dernæst selvfølgelig Danmark.

Vi vil så vidt muligt prøve at opdatere bloggen her med rejsebeskrivelser og billeder. Hvis vi ikke bliver så gode til det, så beklager vi på forhånd. Men i hvert fald skriver vi en masse i april/maj, når vi er retur i det danske. Så hæng på!

Foran os venter altså godt to måneders spændende ferie. For det er nemlig, hvad det er... Ferie! De optjente penge skal bruges på fede oplevelser, inden vi rejser lækkerbrune (eller var det "lækre og brune" i stedet for?!) til Danmark og lander i Kastrup Lufthavn d. 7. april.

Indtil da: På gensyn! Vi glæder os meget til at se familier, venner, kolleger og andet godtfolk i april :)

1 kommentar:

  1. Ja, på gensyn, Sine.
    Jeg glæder mig så meget over, at du vender tilbage d. 7. april.
    Det er GULD, at du er hjemme d. 16!!!

    Rigtig god tur til jer:) Nyd det!

    Men Ps: Hold venligst lige lidt igen med din chokoladebrune farve - det er jo ikke så kønt, hvis jeg kommer til at ligne en snemand på billederne der midt i april :)

    SvarSlet