Hvis du ser en krokodille i dit badekar...

... Skal du ikke være bange,
for den er så rar,
hvis du gi'r den en kop kaffe og en god cigar!

Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men hvis jeg ser en edderkop på mit værelse eller et andet slags dyr komme ind i mit hus, så vil jeg nok enten slå det ihjel eller få det ud igen (selvfølgelig afhængigt af dyret...) og måske blive en smule irriteret over, at diverse dyr skal komme ind i mit hus samt tænke, at de da må kunne indvadere et andet. Her i Israel er fremmede dyr i huset dog en helt andet sag...

Under aftensmaden den anden dag begyndte en beboer at se en smule skeptisk ud og spørge, hvad det var for et grønt dyr, der lå under computerbordet. Da jeg lige havde travlt på det tidspunkt, sagde jeg bare, at det sikkert var et plastikdyr, hvis det da overhovedet var et dyr. Jeg kom så hen til beboeren og ganske rigtigt. Der lå et dyrelignende agtigt grønt-skinnende væsen på gulvet. Jeg er jo ikke lige den store dyrekender, så husmor Chaya og worker Esther blev hidkaldt (bare rolig, de var på arbejde, så de kom ikke langvejs fra). Hvad det helt præcist var for et dyr, fandt de vist aldrig ud af (i hvert fald sagde de ikke noget på engelsk om det, som jeg forstod).

Men men, hæng så på! Jeg spurgte nemlig Chaya, om det bare var et dyr udefra, som var kommet ind. Til svar fik jeg et ja, og at når dyr udefra kommer ind i et jødisk hjem, så er det en velsignelse for hjemmet. Altså var det bare godt for dem.

Jeg sprang straks ned efter mit kamera, hvorefter Esther lagde dyret ned på gulvet, så jeg kunne tage billeder. Da jeg ellers troede, at jeg var færdig, så gjorde hun mig ekstra opmærksom på dyrets maves farve, vendte dyret og satte mig så til at tage flere billeder...

Så her ses mandagens velsignelsesdyr på Beit Tamar. Og nej, jeg tog ikke billeder med min fod, så du kan se mine tæer, men så du kan få en idé af, hvor stort det er.





Så pas på med hvad du gør med fremmede dyr i dit hjem... Måske vil krokodillen bare gerne have en kop kaffe og en god cigar :)

Jerusalem, part 1

Oplevelserne har været mange bare den første måned. Derfor er det også blevet til rigtig mange billeder.

Her får du en række af dem, så du kan se nogen af de flotte ting, jeg har set, og nogle af de fantastiske mennesker, jeg bruger en masse tid sammen med.

http://www.facebook.com/album.php?aid=150078&id=619027231&l=3ac03b5808

Da jeg ikke kan indsætte et link, som fører direkte til billederne, så skal du kopiere linket ind i en ny browser - og wupti - så er der billeder!

Enjoy!

Purim, purim, purim - du min dejlige festhøjtid!

En elsket tradition af mange jøder er purim. Purim fejres på baggrund af Esters bog i det gamle testamente. Esters bog handler kort og godt om, at Ester får hjælp af sin fætter og plejefar Mordokaj til at redde Guds folk fra Haman, som er skurken i hele stykket. Han vil nemlig gøre det af med det jødiske folk. Jep jep, så til minde om Guds redning af det jødiske folk afholder de purimfest en gang om året. Det går ud på at klæde sig ud, feste og for mange: at drikke sig fulde!

En gammel skik siger, at man ved festmåltidet purimaften skal drikke mere vin, end hvad man plejer ved en sabbat. Det er så dog lidt forskelligt, hvor meget vin, folk mener, det er. Nogle siger, at man skal drikke, til man ikke længere kan skelne mellem sætningerne "Velsignet være Mordokaj" og "Forbandet være Haman". Derfor kan man også være heldig at se nogle ortodokse jøder rigtig fulde ved purim! :)

Nogle uger før purim begynder butikker og små boder at dukke op i Jerusalem, hvor man kan købe alverdens kostumer. Du kan være ortodoks jøde, skibsdreng, brud, klovn, you name it! Det er faktisk ganske underholdende at gå rundt i de her butikker og prøve en masse forskellige udklædninger. Faktisk går der et rygte om, at nogle jøder også klæder sig ud som grise... Hvilket jo er lidt sjovt, eftersom de ikke må spise gris :)

Når man er i Israel i længere tid, så skal man også opleve lidt mere end de fleste, og det skal jeg love for, at Astrid og jeg fik gjort. Faktisk blev det til hele tre vidt forskellige purimfester, som alle havde charme, selvtillid og sjove kostumer!

Purimfest på gakket vis
Astrid og jeg troppede søndag op på arbejde med klovnenæser og maling i hovedet, fordi vi havde fået at vide, at vi skulle til en purimfest med tre beboere. Hvad vi ikke lige vidste var, at ingen af beboerne havde tænkt sig at klæde sig ud... Nå! Vi kørte med vores buschauffør Duddu til en fancy hotel (efter sigende et af de fineste i Jerusalem) og min eneste kommentar til Astrid var: "Jeg ved virkelig ikke, hvad vi har sagt ja til." Kun en af de tre beboere er god til engelsk, og da vi ikke havde fået den helt vilde information om festen, så var vi nok en anelse bange for, hvad vi havde sagt ja til...



Dog viste det sig at være en helt uskyldig fest! Mange var festligt klædt ud, og hurtigt kommer en ung fyr hen og vil vældig gerne sidde sammen med os og hans venner. Det var ikke altid lige til at finde ud af, hvem der var gakket og ikke var, men alligevel morede vi os alle godt. Efter dans mellem et virvar af udklædte handicappede, kørestole og en DJ, som spillede utroligt højt musik og sang utroligt højt (og dårligt!) ind i mikrofonen, kunne vi sætte os til bords og spise god traditionel israelsk mad. Humus, salat (bestående af tomat, peber, agurk og masser af olie), pitabrød, pastarør og kylling blev med glæde og godt humør indtaget, inden alle udklædte skulle fotograferes. Og så kunne dansefesten ellers begynde igen! Astrid og jeg troppede op på dansegulvet med hver vores beboer i kørestol, og så rullede vi rundt til hebræisk musik, som alle andre kunne synge med på.



Efter dessert, grin og snakke med hebræisk-talende handicappede (som ikke forstod os, og vi forstod ikke dem!) kunne vi så tage hjem igen efter en ganske hyggelig purimfest.

Purimfest på dansk vis
Klar toæ en ny purimfest tog vi hen til præstelejligheden. Dog skulle vi lige have overstået en forfest først. Forfesten bestod af prinsessefilm, mælk og chokoladecrossainter :) Oftest når vi er på besøg i præstelejligheden ender vi gerne i sofaen med Rebekka og Hannah, hvor vi ser en pigefilm og hygger.



Efter en vældig hyggelig forfest gik vi i gang med køkkenet, hvor burgerboller, salat, pommes frites og bøffer blev kokkereret. I alt gik et præstepar, to små piger, en norsk og to finske volontører (fra Jakobs arbejde) og seks danske volontører til bords og satte tænderne i skøn mad.



Vi læste noget af Esters bog, sang nogle lovsange og spillede så ellers Bezzerwizzer, Partners og et eller andet robotspil til Jakobs store glæde!



Efter fastelavnsboller bagt på dansk vis og med kærlighed (tak til Lise!) skulle vi stemme på den bedste udklædning. And the nominees are:
Jakob som afro
Lise som bi
Rebekka som prinsesse, fe og mus (hun kunne ikke helt bestemme sig for, hvad hun ville være!)
Hannah som mus
Peder som bridezilla
Astrid som skibskaptajn
Mette som pirat
Simon som klovn
Matilde som engel
Sine som Peter Pan
Johanne som kineser
Talvikka som lampens ånd
Johannes som... Johannes!

... And the winner is... Sine! Så jeg fik en god pose karameller, som jeg stadig glæder mig over!



Purimfest på jødisk vis
En tradition i forbindelse med purim er at læse Esters bog op i synagogerne, hvor folk gerne kommer udklædte. Når Hamans navn bliver nævnt, buher folk, tramper i gulvet og larmer med en såkaldt gragger. Det ser måske ikke ud til, at en gragger som den på billedet kan larme meget, men der kan du godt tro om - den kan lave en frygtelig masse larm!



Først når der igen er ro i forsamlingen, fortsætter oplæsningen. Men når oplæseren igen kommer til Hamans navn, bryder larmen ud endnu en gang. Sådan fortsætter det, til hele beretningen om Ester, Mordokaj og Haman er læst. Dette sker mange gange eftersom Hamans navn læses op omkring 20 gange. Nogle steder hujer man også, når Mordokajs navn bliver nævnt, men da det vil tage for lang tid, så buher man nu kun ved Hamans navn.

Astrid og jeg vovede os ud i regnen om søndagen, og vi skulle ikke gå mere end 150 meter, før vores sko var fyldte med vand. Men standhaftige som vi var, fortsatte vi ind til den gamle bydel, hvor to venlige engelske damer gerne ville tage os med til deres synagoge, hvor oplæsningen af Esters bog kunne opleves.

Det er en ret speciel oplevelse at komme ind i sådan en synagoge. Denne var ikke særlig stor, nok ca. 70 kvadratmeter, hvor kvinderne sidder bag nogle hvide stofstykker på en område af ca. 15 kvadratmeter. Kvinder og mænd må nemlig ikke sidde ved siden af hinanden i synagoger. Næsten alle kom udklædte - en hel familie kom udklædte som cowboys (de kom også fra USA, så det er måske derfor...!). Jeg sad og følte mig lidt som en vildfaren turist. For det første var jeg ret våd af al regnen. For det andet kendte jeg ikke andre end Astrid (alle de andre jøder snakkede med hinanden). For det tredje havde jeg ikke udklædning på. For det fjerde havde jeg bukser på - hvilket kvinder helst ikke skal have i en synagoge...

En sød kvinde fra Sydafrika satte sig ved siden af Astrid og jeg og viste os Esters bog på hebræisk. Heldigvis var der en oversættelse på den modsatte side, så vi kunne da følge lidt med i læsningen. Hver gang Hamans navn blev nævnt, trampede vi og buhede, hvilket var ret specielt at prøve sammen med en masse jøder. Det var ikke kun børn, men folk i alle aldre, som gik op i det. Ret sjovt og en festlig tradition :)

Efter oplæsningen blev vi opfordret til at opsøge en Moish på et hostel ved siden af. Lidt nye oplevelser skader jo ikke, så vi prøvede det... Moish fortalte entusiastisk om programmet og sluttede af med at spørge, om vi var jøder. Da vi svarede nej, sagde han kort, at så var det ikke noget for os og gik så. Straks efter fortæller en gut os, at når nogen spørger os, om vi er jøder, så skal vi bare svare ja, men at vi ikke rigtig udøver det - "Then you can do everything!". Så er vi da blevet det klogere.

Vi faldt i snak med en gruppe unge fra en kibbutz. De var kommet til Jerusalem for at fejre purim, og vi blev straks spurgt, om vi ikke ville fejre den med dem. Vi var godt nok ikke lige klædt ud eller noget, men det var alligevel en super mulighed for at lære nogle nye at kende og fejre purim på en anden måde. Så vi gik i en stor flok ind til Ben Yehuda og snakkede, grinte og besøgte en enkelt bar.



Trods tre forskellige former for purimfejring, så havde de alle deres helt eget og specielle præg. Det var fedt at opleve så meget forskelligt. Og nu kan vi sige, at vi har fejret purim i stor stil!

Månedens bedste bommerter

Vi får jo kun det fun, vi selv blander!

Derfor får I her en top tre over månedens bedste bommerter. Enjoy!

På en flot tredjeplads finder vi Astrids næsten-styrt foran en hel skoleklasse. Astrid har en tendens til at falde og fortæller stolt på en gåtur ind mod byen, at hun faktisk er stolt over, at hun ikke er faldet endnu... Men men, man skal aldrig sige aldrig! For kort efter snubler Astrid over en flise, styrer direkte mod jorden, hvor jeg tænker: "Nej nej, det der giver et kæmpe hul i hovedet!"... Men Astrid nægter at falde og styrer derfor over mod græsset ved siden af, hvor hun er yderst tæt på at bumle ind i en stor sten med en skarp kant, men heldig er hun og styrer så lige uden om og mod et træ, som hun lige når at dække hovedet under... Puha! En hel skoleklasse gik på dette tidspunkt forbi og kunne ikke rigtig lade være med at grine, mens jeg slet ikke kunne lade være :) Ja, tæt var det, og hun lever stadig højt på, at hun faktisk ikke faldt helt, men bare var tæt på! Flot, Astrid! Mon ikke du når at falde helt i næste måned?!



På en andenplads har vi Peder. Gode jyske, naive (godtroende ifølge ham selv) Peder! Kort kan bommerten beskrives, som anden dag i Jerusalem og Peder bliver snydt af en sælger. Det skal siges, at Peder til tider er svær at få med gennem den gamle bydel. Han ender ofte inde i en eller anden butik, hvor sælgeren spørger, hvor Peder kommer fra, Peder svarer Danmark, og sælgeren siger, at der skal han hen i næste uge... Peder bliver herefter forundret og siger glad til de andre volontører, at det da er lidt pudsigt... Peder, tror du ikke, det er et salgstrick?! Nå, det var ikke bommerten, men derimod siger en sælger til Peder, at han skal give 50 shekels (fifty) for et par øreringe, hvor Peder hører 15 shekels (fifteen). I hvert fald bliver Peder snydt godt og grundigt og må til sidst af med 50 shekels for et par øreringe... Nu har han vist lært, at man nok lige skal tjekke prisen en ekstra gang.



På en førsteplads har vi Mette. Mette har været volontør i Jerusalem i fem måneder, og det er blevet til en del omgange vasketøj i de måneder. Indtil videre er det gået godt for hende at vaske, meeen... Så var der lige nogle nye, røde bukser, som satte en stopper for det! Mette kommer træt hjem fra en nattevagt, vil hurtigt sætte en vask over og tænker så ikke lige over, at hun har nogle helt nye og røde stofbukser, som ikke er blevet vasket. I hvert fald starter hun vasken med en masse farver, og da hun så nogle timer senere vil hænge vasketøj op, så er det hvide vasketøj... tja, ikke så hvidt mere! Lad os sige det sådan: Nu har Mette i hvert fald rig mulighed for at klæde sig ud som candyfloss :) Men som Mette siger: "Man er ikke flyttet hjemmefra, før man har fået noget hvidt vasketøj til at blive lyserødt i løbet af en vask!" True, Mette! Tillykke med førstepladsen (og candyfloss-tøjet) - og pas nu godt på den ene hvide T-shirt du har tilbage!

Månedens statusopdatering

Sine Søndergaard Korsholm har i denne måned bosat sig i et helt andet land, taler (slet ikke) flydende hebræisk og spiser falafler i massevis!

Ja, månedens statusopdatering afspejler nok meget godt, hvordan mit liv har forandret sig på en måned. Men jeg må dog sige, at det har været en fed, fed forandring!



Thi at bosætte sig i et andet land giver nye oplevelser... Der er mange ting at vænne sig til. Transport (der henvises til andet blogindlæg om mænd og multitasking), mad, mennesker og ikke mindst kultur!



At jeg nu har boet i Jerusalem i en måned, er så småt ved at gå op for mig. Det lyder måske mærkeligt, men det har til tider bare virket som en forlænget ferie, fordi solen har skinnet, maden har været ny, og kulturen har været anderledes. Det gik nok rigtigt op for mig, at jeg skal bo i Jerusalem i længere tid, da jeg købte mit andet klippekort til bussen :)



Sproget er stadig ikke helt godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Alt er fuldstændig anderledes end det danske, og når jeg så skal snakke engelsk meget af tiden på arbejdet og dansk med min rumbo, så kan forvirringen være stor. I dag spurgte Astrid for eksempel en beboer: "Do you want to tis?", hvor hun jo skulle have spurgt: "Do you want to pee pee?"... :)

Senest skulle jeg i morges svare på et spørgsmål fra institutionens rengøringsdame, og jeg anede ikke, hvad hun spurgte om. Så med lidt gæt og grimasser fra min side, rystede hun til sidst på hovedet og arbejdede videre. Beklager, men hebræisk er stadig ikke min stærkeste side (og det vil det nok heller ikke være i fremtiden...)!



Sidst men ikke mindst har vi maden. Kosher er vel overskriften for al mad, som vi får på arbejdet eller køber i byen. Falafel er en god spise, når man er i byen og skal have noget nemt, billigt og godt mad. Det kan godt være lidt underligt, men man vænner sig faktisk rimelig hurtigt til det... Men jeg savner godt nok allerede svinemørbrad, frikadeller og karbonader!

Hvordan den næste måneds statusopdatering kommer til at lyde, ved jeg endnu ikke, men martsmåned bliver i hvert fald brugt i Eilat, Jerusalem og ørkenen!

Multitasking - nu udført af mænd

Ja, du tror det næppe (især ikke hvis du er kvinde), men mænd kan multitaske. Nu tænker du nok: "Næ nej, Sine! Der er noget, du har fået helt galt i halsen der!". Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det er ikke danske mænd, jeg tænker på, men derimod israelske buschauffører for at være helt præcis.

At køre i bus i Jerusalem er et helt kapitel i sig selv. Det siges, at der findes en busplan over alle israelske busser i Jerusalem (og jeg har da også set planen på nettet en enkelt gang), men at køre efter tiderne er noget helt, helt andet.

Derimod forstår israelske buschauffører sig på at multitaske. Lad os tage en bustur helt fra begyndelsen.

For det første skal man gerne vente i ca. et kvarter på, at ens bus kommer. Når bussen så kommer med meget høj hastighed, skynder man sig at få den stoppet. Ind- og udgangen bliver hurtigt åbnet og udgangen lige så hurtigt lukket igen, hvilket ofte resulterer i, at nogen ikke når at komme ud. Altså begynder nogen i bussen at råbe til buschaufføren, men det kan godt tage nogle minutter, før han har forstået, at han rent faktisk lige skal åbne udgangen en gang til.

Godt så, når man så er kommet ind i bussen, og det er heller ikke lige mere end det, før buschaufføren hurtigt lukker døren og så kører videre i ganske høj hastighed. Imens står man der og forsøger at holde balancen og får klippet i sit klippekort (hvilket buschaufføren skal gøre), så man kan vakle hen til et ledigt sæde. Så snart buschaufføren er kørt videre, så kører han yderst stærkt, overhaler almindelig biler, dytter og båtter af andre på vejbanen og holder så gerne midt på vejbanen, mens han skal have nye passagerer med i bussen... og nårh ja, så skal nogle andre jo også lige af bussen.

Altså udfører en israelsk buschauffør hele fire ting på en gang:
1. Kører bussen (gerne meget stærkt)
2. Klipper i diverse klippekort og sælger billetter
3. Overhaler andre køretøjer
4. Dytter og båtter

Det må man da give dem! Flot, israelske herrer! Jeg har desværre ikke et billede af dette, som kan verificere min historie. Jeg er nemlig lidt bange for, at hele korthuset ramler sammen for dem, hvis jeg forsøger at tage et billede af de travle buschauffører - for så skal de jo også lave en femte ting... at posere foran et kamera!

Tilbage er der kun at sige: God bustur med de travle, multitaskende herrer! Du skal nok nå godt frem!

Shopping er da noget kulturelt!

Til alle jer, som ikke vidste det: Shopping er at være kulturel!

Mandag blev brugt på en tur til 27 graders varme Tel Aviv. Astrid og jeg havde kigget lidt i en guidebog for at finde ud af, hvad vi skulle se i Israels hovedstad. Vi kom da frem til nogle markeder, Ben Gurions hus, den gamle bydel og lidt parker og strand... Men turen blev en helt, helt anden!



Trætte satte vi os i en bus mod Tel Aviv. Jeg faldt (selvfølgelig) straks i søvn og vågnede lige pludselig ved, at alle folk gik ud af bussen... Under en bro og et fuldstændig forladt sted! Jeg tænkte bare: "Okay, hvis det her er Tel Avivs Central Bus Station, så er det godt nok sølle!" Der lå skrald rundt omkring, vores bus var den eneste, og det hele så lidt øde ud (og en mand blev ret sur over, at jeg tog et billede der... Han var nok ikke så stolt af deres Central Bus Station!).



Det skal lige siges, at Tel Aviv har en bedre Central Bus Station. Vi blev bare sat af på den skumle af dem...

I et forsøg på at få et turistkort over Tel Aviv forsøgte vi forgæves at finde en information i et storcenter. Der var en masse små butikker med billigt tøj, øreringe og kræmmerting. Det var først, da vi læste i vores guidebog, vi fandt ud af, at vi faktisk befandt os i et af Østens største shoppingcentre... Og jeg vil på ingen måde kalde det et shoppingcenter! Skiltningen var dårlig (der var for eksempel skiltning mod en information... til en ganske øde etage!), butikkerne var af rimelig lav standard taget i betragtning, at vi befandt os i en hovedstad, og der var ikke rigtig noget at komme efter.



Nå nå, vi gik videre og fandt nogle hyggelige små markeder. Der sælges meget af det samme ved boderne, for eksempel smykker, solbriller, frugt, blomster og tøj. Vi fandt også hurtigt ud af, at man ikke skulle prutte meget med priserne på markederne.



Der var skam faste priser på solbriller ved alle boder - ikke nogle shekels at spare der! Og så blev sælgerne bare sure, hvis man insisterede på at få en vare lidt billigere.



Timer gik med at slentre rundt, nyde solskinnet (trods nogle skyer på himlen) og slappe af. Frokosten blev indtaget på Moses. En café med lækre burgere (kosher, selvfølgelig) og en frisk lemonade :)



Og så... Sandelig om vi ikke fandt den lækreste, hyggeligste og bedste genbrugs-/vintagebutik!



Jeg var fuldstændig forelsket i butikken ved første øjekast, og Astrid og jeg brugte lang tid derinde...



Det var lidt komisk at tænke på, at man gik rundt i en genbrugsbutik i Tel Aviv - men god det var den altså! (Undskyld, drenge, det lyder måske lidt kedeligt, men jeg tror, alle piger/kvinder kan nikke genkendende til følelsen af at finde en lækker butik med genbrugsvarer... og så oven i købet få 20 % rabat!).



Glad gik jeg med posen fyldt derfra, og turen gik til det næste (rigtige) shoppingcenter og hundepark. I parken begyndte den dårlige samvittighed (og fødderne!) efterhånden at gnave en smule...



Vi befandt os i Tel Aviv og havde i princippet ikke set en eneste seværdighed. Okay, de to shoppingcentre og markeder var beskrevet i vores guidebog, og som Astrid sagde: "Der er altså også kun 33 seværdigheder i Tel Aviv ifølge vores guidebog, så der er jo heller ikke så meget at se!" :) Derefter blev vi enige om, at shopping da er noget kulturelt!



Tel Aviv virker meget forskellig fra Jerusalem. Gaderne er anderledes, dele af byen er virkelig faldefærdig, mens andre steder er flotte og mere luksuiøse. Man kan også sagtens gå rundt i shorts og soltop, uden at der blev kigget skævt til en.

I en butik mødte vi Adam. Han spurgte, hvad vi lavede i Israel og efter en forklaring omkring frivilligt arbejde i Jerusalem, spurgte han: "Hvorfor Jerusalem? Hvorfor ikke Tel Aviv? Der er så mange regler i Jerusalem, så mange ting man ikke må. Det her er partybyen. Tel Aviv er lidt ligesom Berlin - enhver anden storby!". Rigtigt nok, så er der mange forskellige mellem Jerusalem og Tel Aviv, men jeg synes nu, at Jerusalem har sin charme ved de flotte gamle steder, den gamle bydel, sporarbejdet, som sikkert aldrig bliver færdigt (men det er en helt anden historie) og alle de lyse huse.

Da vi endelig kom hjem efter 14 timer på farten, var jeg godt træt... En rigtig tøse-/shoppetur kan godt gøre små ben trætte - så jeg faldt hurtigt i søvn efter en dejlig lang dag med masser af gode indkøb!